Hej igen.

Nu er vi i Sucre, Bolivias anden hovedstad.
I La Paz saa vi ikke saa meget mere, da der var karneval (det er ikke saa fedt som det lyder), og museerne lukkede. Men vi fik dog set deres nationale kunstmuseum. Her var der som altid religioes og kolonial kunst. Vi maatte ikke tage billeder, men fik dog lige to fotos af nogle sjove malerier, som viste treenigheden. De skilte sig ud fra alle andre sydamerikanske malerier med dette tema, da den gamle mand (Gud) og duen (helligaanden) var blevet skiftet ud med Jesus, saa der i stedet for tre forskellige figurer var tre ens Jesus'er. Der var ogsaa en ekstraudstilling med temaet ytringsfrihed, og her maatte vi gerne tage billeder. Der var nogle interessante billeder ind imellem.
Derefter gik vi i souvenir-butikkerne og koebte alverdens lama-/alpaka-merchandise.
Efter La Paz havde vi et sammenpakket program, hvor vi skulle se byerne Cochabamba, Potosí og Sucre paa en uge, inden vi rammer Oruro for at tage toget til Uyuni, der kun afgaar tirsdag eftermiddag.
Saa for foerste gang paa denne tur havde vi mere eller mindre en plan to uger frem i tiden, fantastisk. Saa den 15., efter at have tilbragt en uge i La Paz, tog vi bussen til Cochabamba. Her kom vi frem om aftenen og overnattede. Den naeste aften skulle vi med en natbus mod Potosí, saa vi havde en hel dag til at se et museum og en gammel tinbarons rigmandsvilla. Dette viste sig dog at vaere umuligt, for eftersom der var karneval, var attraktionerne lukkede. Fint nok, taenkte vi, vi gaar bare rundt og nyder byen lidt. Men dette var umuligt, for en del af karnevalet hernede, dette er desvaerre en landsdaekkende ting, er at smide vand paa hinanden, og specielt paa turisterne. Normalt har vi ikke det store imod vandkrig, men det her er en vandkrig, der foregaar en hel uge, og selv om mange bolivianere siger, at det er for sjov, saa er det langt fra sjovt naar man er hvid! Det fik vi at maerke paa egen krop, for der bliver paa ingen maade taget hensyn til en, tvaertimod faar man kastet spandevis af vand over sig (hvilket er meget svaert at undgaa) og der hersker til tider en direkte ond stemning mod en. Vi proevede paa bedste maade at undgaa det, da vi ikke havde lyst til at vaere drivvaade, men naar man gaar paa gaden staar der grupper/bander af unge latino-drenge, som smiler og kigger ondt paa en, og tyrer vandballoner paa en naar man staar med ryggen til. Alt i alt var det en virkelig ubehagelig oplevelse, og det oedelagde virkelig vores dag. Vi ved godt I taenker "Ja ja, vandkrig, og hvad saa?", men naar det staar paa i en uge (det startede allerede saa smaat i La Paz), og man er fjende nummer 1, og det mere handler om, at de skal faa deres agressioner over USA's verdensdominans og den hvide mands herredoemme ud over en, saa gaar det sjove ligesom af det. Vi syntes til tider, at vi oplevede en direkte racistisk stemning mod os. Saa vi soegte ly i parken, hvor der aabenbart var helle, og blev der hele dagen. Her moedte vi en rar aeldre laege, der var vaeldig interesseret i os, og vi har nu faaet en penneven for livet!
Naa, men behoever vi at sige, at vores dag i og rejsetid til Cochabamba var fuldstaendig spildt, eftersom vi ikke kunne se nogen af turistattraktionerne eller bevaege os rundt i gaderne? Vi tog en natbus mod Potosí, i haab om, at karnevalet ikke eksisterede der. Men det gjorde det. Vi ankom tidligt om morgenen, og fik tjekket os ind paa et laekkert hostel. Da vi havde sovet elendigt i bussen, sov vi et par timer, og stod op igen tidligt paa eftermiddagen. Vi var blevet advaret om at vandkrigen ogsaa foregik her, saa vi tog vores forholdsregler: Tog toej paa, der toerrede nemt, og et par regnjakker. Vi gik stille rundt og proevede saa vidt som muligt at ignorere de vandballoner, der blev kastet efter os. Men det var som om, at vores forsoeg paa at ignorere dem, samt vores regnjakker, bare provokerede dem til at kaste mere vand efter os. Efter frokost gik vi derfor bare tilbage til hostelet og lukkede os inde i videorummet sammen med alle de andre turister, der var ligesaa traette af vandkasteriet. Her tilbragte vi resten af dagen og fik kvaernet en masse film. Men vi var tydeligvis ikke de eneste, der var traette af denne uge. Vi har snakket med mange andre, der syntes det var ligesaa aandssvagt.
Men dagen efter var det heldigvis ovre, og vi kunne for foerste gang i noget tid endelig gaa roligt paa gaden. Sikke et held, for Potosí var en rigtig laekker by, og et UNESCO World Heritage Site. Gaderne var smaa og snaevre (her var kun plads til én bil ad gangen, saa de var alle sammen ensrettede). Men det kunne til tider vaere haardt at gaa rundt, da det er verdens hoejeste by, i 4060 meters hoejde. Tilbage i 1600-tallet var byen en af verdens rigeste, da spanierne fik udgravet store maengder soelv, som blev sejlet over atlanten til Europa. Her blev faktisk udgravet saa meget soelv, at det faldt i vaerdi! Saa Potosí er i den grad en mineby, og den dag i dag er der stadig folk, der arbejder nede i dybet.
Som sagt kunne vi igen gaa paa gaden, og det udnyttede vi til at besoege byens museum, Casa Real de la Moneda, landets gamle moentpresse, opfoert engang i 1600-tallet. Her blev det spanske imperiums moenter lavet, og moenter fra Potosí var kvalitetsmaessigt de bedste i verden, daa de bestod af 95% soelv og kun 5% kobber. Efter kolonimagten var blevet drevet vaek stod fabrikken for at lave Bolivias nationale moenter indtil 1950'erne, hvor produktionen stoppede og blev flyttet til udlandet. I dag faar Bolivia deres sedler fra Frankrig og deres moenter fra Chile og Canada.
Paa museet kunne man stadig se de gamle moeller til at flade soelvbarerne ud med, og de andre redskaber der var blevet brugt til at lave moenterne med. Og selvfoelgelig var der ogsaa en stor udstilling af moenter gennem tiden. Der var ogsaa en lille udstilling med en galleon, der var sunket udenfor Floridas kyst med en stor ladning soelv fra Potosí, og det viste sig at vaere den galleon, som vi saa en udstilling om i Key West, hvor man havde bjerget vraget. Spaendende sammentraef.
Vi saa ogsaa de mere moderne damp- og eldrevne moentmaskiner. Udover det var der ogsaa en lille arkaeologisk udstilling, bl.a. var der udstillet en raekke boerne-mumier, som var blevet fundet i byens katedral. Det var boern af rigmandsfolk, der var blevet begravet inde i kirken, og pga. de klimatiske forhold, var de blevet mere eller mindre mumificerede. Det var vildt uhyggelige! Der var ogsaa en udstilling af malerier og en masse soelvgenstande fra Potosí. Alt i alt var det et rigtig godt museum. Efter museet besoegte vi kirketaarnet paa kirken Compañia de Jesus, hvor der var en rigtig flot udsigt over byen.
Om eftermiddagen tog Casper alene ud for at se minerne. Vi var blevet advaret paa forhaand om, at det ville vaere klaustrofobisk og en lille smule uhyggeligt, og de miner vi skulle besoege var aktive miner, saa der var ogsaa visse risisi involveret. Derfor valgte Katharina at blive tilbage, mens Casper tog afsted.
Jeg tog afsted med fire andre, alle englaendere, saa vi var fem i alt. Vi fik en rigtig god og lun guide, der snakkede flot engelsk, og havde en god porcion humor og var eks-minearbejder. Saa med hoejt humoer tog vi afsted. Foerst tog vi ned til en lille butik og koebte alkohol og dynamit (en fantastisk kombination!), og derefter besoegte vi et rafinaderi, hvorefter vi ankom til minens indgang. Jeg skal ogsaa lige huske at naevne, at da jeg skrev mig paa til turen, underskrev jeg et stykke papir, hvor jeg accepterede at firmaet bag turen ikke paa nogen maade ville vaere ansvarlige hvis jeg kom til skade eller doede under turen, og at jeg fuldt ud gik derned paa eget ansvar. Saa jeg maatte indroemme, at mit hjerte begyndte at banke lidt, da vi gik ind i den snaevre mineskakt. Men det var nu ikke saa slemt at vaere inde i minen, som jeg havde regnet med. Vi gik, kravlede og kroeb rundt, og da vi naaede et stykke ind i minen, moedte vi en minearbejder. Han stod og var ved at mejsle et hul i loftet. Vi fik at vide, at det tog seks timer at lave saadan et hul (otte timer hvis det var i haard sten). Det var til at putte dynamit op i. Vores guide snakkede lidt med minearbejderen, og oversatte for os. Selv fik jeg et billede sammen med ham. Hvis I undrer jer over bulen i hans mund, saa er det en klump coca han tygger paa, en yndet praksis nede i minerne. Herefter gav vi ham gaverne (alkoholen og dynamitten) og fortsatte laengere ned i minen. Her splittedes gruppen i to, og jeg fortsatte sammen med de andre to fyre, mens pigerne, der fik der daarligt, soegte op mod overfladen. Da vi skulle op igen fik vi valget mellem at gaa den samme vej tilbage, eller tage den udfordrende vej ud. Eventyrlystne som vi var, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle have den udfordrende. Vi fik direktionerne - to gange til venstre - og saa blev vi ellers sendt afsted paa egen haand. Vi kravlede op igennem en gang og efter at vaere drejet én gang til venstre, kom vi selvfoelgelig i tvivl om hvilken vej vi skulle anden gang vejen delte sig. Vi mente det nok var venstre og fortsatte. Pludselig snaevrede gangen ind, og vi maatte ned og kravle paa brystet, denne stilling, blandet med stoevet, der blev hvirvlet rundt og den tynde luft, var ikke en god kombination. Det var satme haardt at kravle igennem! Og selv nu, tre dage efter, har jeg MEGA oemme skinker! Og vi fik laert at den haarde vej virkelig var den haarde vej. Allesammen pustende kom vi hen til et nyt sted hvor vejen delte sig. Her maatte vi selvfoelgelig stoppe op, da vi kun havde faaet direktionerne "Til venstre to gange". Mens vi sad der og diskuterede hvad vej vi skulle, kom vores guide grinenede ned til os og spurgte med et stort smil paa laeben om vi var ved at doe af skraek. Det var vi heldigvis ikke, saa vi fortsatte, og det sidste vi saa inden vi kom ud var en figur, der forestillede minearbejdernes gud, Tio, som de ofrer sprut og tobak til, for god lykke og mindre uheld. Efter godt en time i minen kom vi op og saa lyset igen. Det var en oejenaabnende oplevelse at vaere nede i minerne, for det var virkelig nogle kummerlige arbejdsforhold folkene dernede havde, og en stor del af dem doer af sorte lunger da de gaar og indaander stoev og gift nede i gangene. Men jeg er glad for at jeg tog turen, selvom det var lidt uhyggeligt. Inden dagen sluttede skulle vi dog lige have en spraeng-demonstration. Det var selvfoelgelig sjovt, og herefter kom vi tilbage til hostelet.
Dagen efter tog vi til Sucre. Sucre er en dejlig by, med mange koloniale bygninger. Den foerste dag maate vi desvaerre bruge paa at gaa til laegen igen, igen. Casper skulle have fjernet sine sting, og Katharina havde problemer med maven. Hun har nu faaet noget nyt medicin, saa nu haaber vi det kan udskyde smerterne til vi kommer hjem. Vi fik dog set en enkel ting: Casa de la Libertad, stedet hvor Bolivias uafhaengighedserklaering blev underskrevet. Her var der en maengde genstande fra tiden, bl.a. Mariscal Sucres (sammen med Simon Bolivar en af Sydamerikas nationale revolutionshelte) sabel.
Hoejdepunktet paa hele dagen var dog om aftenen, da vi gik ned for at spise paa den franske restaurant, La Taverne. Vi havde ikke hoert saa meget om restauranten, men det viste sig at vaere rigtig godt. Foerst og fremmest var stedet rigtig hyggeligt, med professionelle tjenere og hyggelig stemning. Maden var rigtig god (rigelige maengder koed) og saa var det kanon billigt! Katharinas Filet mignon i roedvinssovs, der var stegt til perfektion, kostede fx ca. 30 kroner!! Casper var lidt mere modig/eksotisk, og bestilte oksetunge i chili-/chokoladesovs. Det var spaendende. Vi har hermed fundet den bedste restaurant i Sydamerika! Vi skal afsted med en natbus i aften mod Oruro, men inden da er vi da noedt til at gaa derned og spise igen! Mums, vi glaeder os.
I dag fik vi ogsaa set lidt. For i udkanten af byen blev der for 25 aar siden fundet forstenede fodspor efter dinosaurer. Det skulle vi selvfoelgelig ud og se, saa vi tog dino-trucken fra centrum omkring 10-tiden, og besoegte stedets palaeontologiske museum. Vi var lidt bange for, at det var en turistfaelde, men vi blev meget positivt overraskede, og vi er ikke i tvivl om, at det er en af de bedste ting vi har besoegt hernede. Selve fodsporene var placeret paa det, der nu er en klippevaeg, og her kunne man se en masse fodspor paa kryds og tvaers. Man kunne desvaerre ikke komme helt taet paa, men vi kunne se dem fra et udsigtspunkt. Det var meget imponerende. Ligesaa godt var deres meget livagtige og gennemfoerte full-scale modeller af de dinosaurer, der levede i Sydamerika dengang fodsporene blev lavet. Det var meget sjovt at se koed paa de skeletter, som vi havde set en del af i USA. Vi saa bl.a. den stoerste dinosaurus, der nogensinde er fundet, Argentinosaurusen. Saa med denne gode oplevelse i bagagen tog vi tilbage til byen, hvor vi gerne ville have set lidt mere, men eftersom det er loerdag lukker alle museerne kl. tolv. Saa nu sidder vi her og skriver til jer, og glaeder os til at komme ud og spise. Som sagt tager vi til Oruro i aften, og oaa tirsdag tager vi toget til Uyuni, hvor vi skal se omraadets saltsletter. Herefter gaar turen hastigt til Argentina, hvor vi skal bevaege os hurtigt paa tvaers for at se Iguazu-vandfaldet og derefter sydpaa til Santa Fe og slutte i Buenos Aires. Saa vi har nu en plan for de ca. tre uger der er tilbage af turen.

Vi ses snart, bare rolig vi skal nok lave et indlaeg inden da.

Hilsen Casper og Katharina.