Profile
Blog
Photos
Videos
Ligger og kigger ud af bagsmækken på Bertha: sneklædte bjerge, mørkeblå sø og frodige palmelignende træer er blot nogle af de ting jeg kan se. Vinden blæser en lille smule, fuglene synger og solen skinner. Bagved mig sidder Pete og laver mad mens han sipper til et glas rødvin, og jeg prøver at komme i tanke om alle de ting vi har oplevet den sidste uges tid. Det er svært: en uge her føles som flere måneder fordi det simpelthen ikke kan passe at man har oplevet så meget på så kort tid... Nå, vil prøve...
Efter at have forladt Windy Welly (Wellington) ankom vi den 23. november til sydøen, hvor vi efter en omgang lokalt "fish n' chips" satte kurs mod Blenheim og et besøg på en vingård. Området "Marlborough" på NZ er meget kendt for sine fantastiske vine, og det skulle vi selvfølgelig ikke gå glip af! Efter en omgang bla bla bla omkring vingården kom det virkelige højdepunkt: vinsmagningen! Der blev med nydelse skyllet en del Pinot Noir ned, og C fik hurtigt overbevist P om at han var chauffør den dag J.
Efter anbefaling af en lokal rar Kiwi mand kørte vi ad meget snoede bjergrige veje (lige veje på NZ er ligeså sjældent som en uvenlig newzealander!) mod "French Pass" i Marlborough Sounds. Undervejs stoppede vi ved "Cissy Bay", lejede kajakker og sejlede rundt langs de flotteste bugter helt alene! Vi gik i land flere steder, spiste frokost og badede. Det var ubeskrivelig smukt, og vi så bl.a. pingviner mens vi sejlede! Herefter kørte vi helt til spidsen af den lille grusvej, hvor vi så de to have mødes (stillehavet og det tasmanske hav), hvilket resulterer i nogle ret voldsomme strømme. Undervejs blev vi overfordret med fantastiske udsigter af turkisblå bugter og grønne bakker beklædt med får og køer. Afsluttede en perfekt dag ved at overnatte ved en lille sø og skylle det hele ned med et godt glas rødvin ;)
Reminder: Det kan virkelig betale sig at smide sin guidebog af H til, høre de lokale ad istedet for, og bare køre ud i det uvisse!
Herefter gjaldt det national parken Abel Tasman, hvor vi nød et par dage ved stranden i Kaiteriteri (de navne giver os altså virkelig problemer når vi skal udtale dem!)... derudover gik vi 28 km af det ialt 52 km lange berømte Coast Track i nationalparken. Da trekket er langs kysten hele vejen (sjovt nok når det hedder "coast track"), så tog vi en water taxi ud til en bugt (hvor vi lige så en masse delfiner på vejen!), og gik så tilbage derfra. Det tog 2 dage så halvvejs sov vi i nogle hytter sammen med 10 andre mennesker... vi sov selvfølgelig lige ved siden af et snorkemonster, så midt om natten måtte vi i arrigskab trække vores soveposer ind i køkkenet ved siden af og "sove" resten af natten på gulvet! Pest eller kolera: vi valgte gulvet fremfor irritationen! Det positive deraf var at vi startede med at gå allerede kl 6.30 næste dag!!!
Trekket var et af de nemmere (læs: ingen høje bjerge eller trapper) med masser af flotte lookouts udover de utallige gyldne bugter.
Efter Abel Tasman tog Bertha os mod vestkysten, hvor vi undervejs stoppede ved NZ's længste svingbro (110 mt), og med lukkede øjne begav os over den, og den rindende flod langt langt under os.
Inden vi begav os ned ad vestkysten lavede vi desuden lige et stop ved en gammel guldmine (hvor vi overnattede på toppen af et bjerg - helt alene - med den flotteste stjernehimmel over os) samt en gåtur ned til en sælkoloni ved kysten af Westport.
Turen ned langs vestkysten var endnu en overflod af flotte udsigter og ubeskrivelig frodigt landskab. Vi forstod hurtigt hvorfor ruten fra Westport til Greymouth er i "top 10 flotteste roadtrips i verden" i Lonely Planet! Vi stoppede flere steder og nød udsigten, bl.a. ved de berømte "pancake rocks" som er klipper der lag efter lag er dannet igennem flere millioner år.
Næste punkt på rejsedagsordenen var Fox Glacier, hvor vi var en hel dag med guide ude at gå/klatre på en kæmpe gletsjer der mødes med regnskoven! Vi fik kæmpe støvler på med pigge under så vi følte os som rigtige "isudforskere" da vi gik rundt på isen og kiggede ned imellem de isblå sprækker J.
Fra Fox Glacier satte vi os bare ind i Bertha, og kørte afsted uden noget egentligt mål... dette resulterede i endnu en masse sidespring til de utallige naturoplevelser man kan se/opleve lige ved vejen, hvis man gider at stoppe: lange strande med flotte træstykker, gåture i eventyragtige skove og det ene flotte vandfald efter det andet. Efter det tredje vandfald besluttede vi os at overnatte ved en idyllisk lille sø, og det er således her jeg skriver fra lige nu. I morgen går turen mod Wanaka, og derefter Fiordland National Park, som er hjemsted for det berømte Milford Sound. Vi kæmper fortsat for at komme i julestemning, men det ER altså svært i varme og solskin, og i disse omgivelser... vores kalenderlys består af fyrfadslys omkranset af selvfundne muslinger og skaller J haha. Så folkens: jul lidt for os mens vi oplever lidt for jer!
Når jeg læser hvad jeg lige har skrevet så kan jeg godt se at det hele lyder vammelt idyllisk og ret vildt med de alle de oplevelser... Men ved I hvad det bedste af dét er? Det er at det er lige præcis hvad det er!!!!
- comments