Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have besteget diverse bjerge, kørt adskillige kilometer, overskredet grænser er vi nu tilbage fra den australske outback efter en fantastisk og uforglemmelig tur fra Alice Springs til Melbourne.
Søndag d. 12 februar ringede vækkeuret allerede kl 5:00, vi skulle på tur fra Alice Springs til Melbourne. Vi var virkelig spændt på denne tur, da vi faktisk ikke rigtig vidste hvad vi skulle på turen. Da vi er blevet hentet af vores guide og er kommet i bussen er det første vi får stukket i hånden en seddel hvor vi skal skrive under på at det er vores eget ansvar hvis vi kommer til skade og at vi er indforstået med de risici som kan komme. Vi kigger på hinanden og tænker, hvad er det vi har rodet os ud i? Vi kørte rundt til de forskellige hostels og samlede folk op, vi var rigtig spændte på hvem vi skulle tilbringe de næste 11 dage med, vi krydsede fingre for vi skulle af sted med nogle andre danskere. Men dette forblev et håb. Første stop på turen var Kata Tjunga, som er et kæmpe stenbjerg. Godt vi havde traveskoene på, for her var ingen kære mor i 37 graders varme, så det var på med faktor 50 og så var vi klar til 2 timers trekking i Kata Tjunga. Vi fik hele tiden af vide, at vi skulle drikke masser af vand, men det er ikke nemt da det smager som en swimming pool her i Australien. Efter traveturen kørte vi ud til lejren hvor vi skulle overnatte. Nu blev vi for alvor skeptiske for denne tur. Vi skulle sove i små telte in the middle of knowwhere. Om aftenen kørte vi ud til Ayers Rock, Uluru hvor vi så solnedgangen, mens vi fik champagne og snacks.
Mandag blev vi vækket 4:30, da vi skulle nå solopgangen over Uluru, virkelig et smukt syn. Vi så stenen skifte farve. Efter dette skulle vi gå rundt om Uluru, som er 10 km, da vi var trætte i benene efter mandagens gåtur tænkte vi, at halvvejs var rigeligt. Men som de seje tøser vi er tog vi de 10 km, som resulterede i store vabler på Camillas fødder. Om aftenen ankom vi til vores nye sted med pool og lækre bad, det var lige os. Men vi blev snydt, vi skulle igen sove ude in the middle of knowhere med klamme dyr og telte med edderkopper, vi var virkelig kommet på prøve.
Tirsdag stod den igen på vandring, vi skulle gå i 3,5 time i forskelligt terræn. Dette var sidste nat i telte inden vi skulle sove på hostels resten af turen. Denne nat var der stemning i gruppen for at sove i swag under stjernerne, så det gjorde vi. Men det var en virkelig laaaaang og varm nat. Cecilie kunne mærke, at hun ikke skulle sige særlig meget til Camilla. Hun var godt sur, da hun svedte så meget, at hun ikke kunne finde ro!
Onsdag kører vi mod Coober Pedy, som er en mineby midt i den australske outback. På vejen finder vi en kænguru som er blevet ramt af en bil, vi stopper for, at se til den. Kænguruen er død, men det viser sig at i pungen ligger en lille kængurubaby som stadig er i live. Vores guide tager den lille kænguru op ad pungen og den bliver holdt varm i en jakke. Vi ofrede os så meget, at vi slukkede for air conditionen i bussen, for at kænguruen ikke skulle fryse - dette betød at vi sad og kamp svedte i bussen, for der var 40 grader udenfor. Da vi ankom til Cober Pedy kørte vi til en kængurufarm, for at aflevere vores lille kænguru. Kænguruen blev opkaldt efter vores guide, Broni. Endelig blev turen lidt luksus. Vi sov under jorden pga. varmen, dette var en dejlig kold fornemmelse. Noget vi kunne holde os til. Det er normalt i byen, at de sover under jorden, da det er så varmt. Cecilie valgte at snakke i søvne den nat, hvor vi delte værelse med 6 andre fra holdet. Hvilket resulterede i ren mobning fra den amerikanske og tyske mand! Vi var på pizzaria med hele holdet. Dejligt med noget normalt mad, efter vi har spist kænguru, kamel pølse og mange andre mærkelige ting. Vi har virkelig udvidet vores horisont med mange ting. Vi tog på bar senere, hvor vi troede, at nu skulle vi fulde os med alle de andre. Det er sgu for dyrt i Australien.
Torsdag blev en dag, hvor vi sad i en bus i 11 timer, men med et fantastisk hold var køreturen hyggelig. Efter den lange køretur ankom vi til Quorn, hvor vi skulle bo to nætter på et motel. Lækker, lækker, lækker!!
Fredag besteg vi endnu et bjerg, og var ude at se Wallabies - et dyr der minder om kænguruen. På hjemturen nåede vi akkurat supermarkedet inden det lukkede, for at købe halvdelen af deres slikudvalg, for vi skulle have videoaften med hele gruppen. Vi er næsten blevet en stor familie. Vores gruppe hedder team awesome. Vi fik amerikansk dessert -det var kiks med chokolade og ristede skumfidus! MUMS.. Dette skal prøves…
Lørdag skulle vi ud at gå igen. Godt at vi havde fået investeret i meget gode travesko, for de er blevet flittig brugt. Denne dag gik vi 9 km. op ad et bjerg. Bare rolig vi holder os i form hernede, så en cubatest ville ikke være et problem. Om eftermiddagen gik turen til Adelaide, hvor vi på vejen var inde på en vingård, hvor vi smagte den lokale vin. Herefter gik turen til Adelaide, hvor vi blev indlogeret på et YHA hostel, nu føler vi os hjemme. Vi var alle ude at spise om aftenen og sluttede på en pub.
Søndag var dagen vi selv måtte bestemme, hvad vi skulle lave. Vi valgte derfor at sove længe. Så hvorfor ikke fortsætte det aktive liv. Vi lejede to cykler, meget spændende. For de kører jo i den forkerte side!! Godt vi havde cykelhjelm på. Vi cyklede til stranden 26 km! Det var en rigtig flot tur, vi var ude blandt de lokale kvarter.
Mandag morgen var slut med at sove længe, vores tur langs Great Ocean Road startede. For en gangs skyld skulle vi bestige et bjerg - ja vi er ved at få ømme ben. Om aftenen hyggede vi med gruppen, hvor den stod på koreansk-, tysk- og dansk undervisning.
Tirsdag var vi de første der besteg dagens bjerg, det var ret sejt. Det var dog ikke uden sved og styrt, men vi ville være de bedste. Om aftenen kørte vi til Port Cambell, hvor vi så de 12 apostle. Det var fascinerende.
Onsdag den 22.02.12 var sidste dag på vores lange tur. Vi var ude at se koalaer. Sikke et fascinerende dyr - gad vide hvornår dyret oplever noget. Det sover 20 timer ud af døgnets 24 timer. Vi skulle nu til at stå på egne ben, da vi om aftenen ankom til Melbourne. Vi havde ikke booket hostel, så vi var heldige at få plads sammen med nogle af de andre fra holdet. Dette hostel var dyrt, så vi regnede med god standard. Alt hvad vi fik for 30 AUD var et klamt indelukket værelse med 7 drenge og 3 piger. Der hang sure underbukser. AD! Heller ingen vand i alle vandhaner, så vi besluttede os for at finde et andet hostel næste morgen. Vi tilbragte to dage i Melbourne - sikke en fantastisk by. Tror godt man kan kalde os Melbourne-tøser.
Den ene dag var ren afslapningsdag, hvor vi bare lå på stranden. Selvom man bruger faktor 50 - bliver man rød!! Vi var også ude at se Melbourne Cricket Ground, hvor det lokale hold spiller. Vi så Olympia park fra 1956, som også er der Grand Slam turneringen, Australia Open afholdes. Efter to fantastiske dage tog vi Greyhoundbussen fra Melbourne til Sydney. Dette var en bustur på 12 timer, og vi sad ikke engang sammen. Camilla sad lige ved toiletdøren, som ikke kunne lukkes. Det var en laaaang nat. Halvvejs under turen skiftede vi chauffør. På tidspunkt troede vi, at vi var med i skjult kamera. Han kunne ikke køre bussen - han kunne kun bakke. Turen ville være lang, hvis vi skulle bakke til Sydney.
Vi er nu ankommet til Sydney, hvor vi har fået et bedre syn på byen. Den er rigtig flot. I morgen går turen ud i Sydney Aquarium inden turen går til Byron Bay!!
PS. Det er mega dyrt i Australien, vi har købt et hvidløg til 42 kr., og en pærer til 20 kr.!!!!
Mange varme koalaknus fra Camilla og Cecilie
- comments
Lene Bak Jensen Nej, hvor det lyder spændende. Gid det var mig. Cecilie du trænede jo allerede til traveture og bjergbestigning i 1-2 års alderen. Du vandt altid turen på stien på lyngtoppen ved Kilen. Knus
Lene Bærentsen Hold op hvor må det være en fantastisk oplevelse, i er nogle seje kvinder.. Nyd det.. glæder mig til at høre mere fra jer. knus