Profile
Blog
Photos
Videos
Min ankomst til Tena gik ikke helt som planlagt. I og med jeg ikke har nogle kreditkort mere, har jeg heller ikke mulighed for at booke værelser på forhånd, da man skal lave sin bookning online. Det resulterede i, at jeg ved min ankomst stod uden tag over hovedet, da jeg ikke kunne finde et hostel, hvor der var plads. Med hjælp fra et par lokale mænd fandt jeg dog til sidst et sted, hvor jeg kunne sove. Ikke det mest tiltalende sted, og slet ikke da mine sovekammerater var kakerlakker. Heldigvis skulle jeg kun sove der to nætter, hvorefter jeg kunne komme hen på det hostel jeg havde tænkt mig jeg skulle bo på til at starte med.
Man kan roligt sige, at jeg kom til en opgradering ved at skifte hostel. Hostelet var gået fra at være fuldstændig booket til, at jeg var deres eneste gæst. Jeg havde derfor et helt hus for mig selv, hvor min sovekammerat var en sød gekko. Foruden et helt hus for mig selv var der også større hjælp at hente fra ejerne, som fortalte hvad jeg kunne give mig til i området.
Samme dag tog jeg derfor med en lokal bus ud til cascada (vandfald) de Lataga, som jeg var blevet fortalt skulle være et flot sted. Inden jeg blev kørt ned til stationen havde jeg fået stukket et par gummistøvler i hånden, da ejeren hverken mente mine vandresko eller sandaler var gode nok at gå i. Undrende og lidt skeptisk tog jeg imod dem, da jeg aldrig har hørt om nogen der har trekket i gummistøvler før.
Turen gik fint, men det krævede lidt tilvænning at gå op og ned af bjerge i gummistøvler. Jeg blev nu meget glad for dem i sidste ende, da der var en del mudderhuller på ruten. Det var en flot tur med en masse smukke vandfald. Efter min vandretur med gummistøvler, følte jeg mig som en af de lokal, da de fleste her i Tena bruger gummistøvler som deres hverdagssko.
Dagen efter havde jeg arrangeret, at jeg skulle ud og riverrafte. Endnu en gang var mine sko ikke blevet godkendt, og jeg havde igen fået udleveret et par gummistøvler inden min afgang. Jeg blev endnu en gang taknemlig for dem, da første del af ruten forgik i mudder, og min gummistøvler var dermed til stor nytte.
Riverrafting… Det er lige mig! Først gang jeg prøver det, og helt sikkert ikke den sidste. Pga. mit udseende troede guiderne jeg kun talte spansk, og der blev derfor talt spansk til mig og engelsk til de andre. Tim (den ene guide) blev derfor meget overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg kom fra Danmark. En reaktion jeg efterhånden har vænnet mig til, da reaktionen er den samme lige meget, hvorhen jeg begiver mig her i Sydamerika.
I morgen er det igen rejsedag, og jeg tager til den aktive by, Banos.
- comments