Profile
Blog
Photos
Videos
Den sidste uge på Ayúdame gik alt for stærkt og før jeg fik kigget mig omkring var vi kommet til weekenden, og dermed den sidste tid sammen med børnene. Der er sket alverdens ting og sager den sidste uges tid, og det er med blandede følelse at jeg tager videre. Jeg glæder mig til at der skal ske noget nyt på min rejse, men samtidig er jeg blevet rigtig glad for at være på Ayúdame, at det bliver svært at skulle sige "farvel", selv om det nærmere sagt er et på gensyn. En af de helt store ting der er sket er, at jeg efter 20 år har set det første billede af biologiske mor, Carmen. Efter et utal af tanker jeg har gjort mig i løbet af de mange år om hvordan jeg mon ligner min biologiske mor har jeg nu endelig fået svaret. En lidt surrealistisk følelse, men samtidig meget lettende. Om jeg vil opsøge min biologiske familie er jeg endnu ikke sikker på. Jeg har gjort mig mange tanker omkring det, og har endnu ikke fundet frem til en endelig konklusion. Der både ting der taler for og imod at skulle gøre det. I og med min mors 5 brødre og far ikke ved noget om min eksistens er jeg i tvivl om det er nogen god idé at komme dumpende efter 20 år. Samtidig synes jeg det kunne være interessant at se, hvilket forhold jeg kunne have boet under, hvis jeg ikke var blevet bordadopteret. I min tvivl spurgte jeg Johana til råds. Først og fremmes om, hvorfor hun bortadopterede sin kommende søn og hvordan hun ville have det hvis han prøvede at opsøge hende senere hen. Svarene var klage: hun havde ikke råd til endnu et barn, da hun allerede skulle forsøge sin to piger og sine forældre, som ikke længere var i stand til at arbejde så meget. Så at skulle være i stand til at kunne forsørge endnu en var ikke en mulighed. Hun ville ikke have noget imod, hvis hendes søn prøvede at opsøge hende senere. For som hun fortalte, en mor vil altid have en kærlighed til sit barn, hvilket jeg forstå fuldt ud, så om jeg skal opsøge mine biologiske rødder eller ej er jeg ikke sikker på.
Foruden en stor oplevelse i at se et billede af min mor, havde chaufføren (Mamo) fra børnehjemmet inviteret mig på tur om lørdagen, hvor vi skulle besøge det nybyggede Ayúdame i La Calera, set hospitalet hvor jeg blev født og nogle af de nærliggende provinsbyer i Bogotá. Alt i alt en rigtig hyggelig dag med den altid smilende Mamo. Om aftenen var jeg i byen med min australske ven, Fred, dog mod de 3 gravide kvinders vilje. De var ikke glad for, at jeg skulle tage en taxa alene ind til byen for at mødes med min ven. De gav sig dog til sidst efter at de alle 3 havde fået mit nummer og jeg deres, og de havde fuldt mig ud til taxaen og lukket døren. Så mor, du har fået et par konkurrenter til dine mange bekymringer, men det er kun dejligt at der nogle der bekymre sig om en.
Efter nogle rigtig gode dage, skulle det hele vende om søndagen. Om middagen fik jeg stjålet min pung med alle mine kreditkort, kørekort, nemid osv., to dage før kursen skulle sættes imod Ecuador. Det resulterede i frustration og gråd, og det var min tur til at blive trøstet, hvilket børnene på skift sad og gjorde. Så resten af min rejse kommer til at forgår uden kreditkort og med de kontanter jeg har, hvilket jeg kan takke Clara for. Havde det ikke være for hende havde jeg ikke haft nogen penge på nuværende tidspunkt.
Efter et par frustrerende dage i Bogotá, har Quito heldigvis vendt humøret. De sidste to dage er blevet brugt på at tjekke byen ud sammen de søde mennesker jeg har mødt på mit hostel og jeg er nu klar til lidt forkælelse. Jeg er netop fået mit værelse på Hilton hotel og i morgen gå turen mod GALAPAGOS. Der vil jeg være de næste 5-6 dage, hvor jeg skal se den smukkeste natur og en masse dyr. Jeg glæder mig som et lille barn, og kan ikke vente med at komme af sted.
- comments
Jytte hej Camilla,dejligt at høre,du har det godt,glæder os til at høre om Galapagos,vi ønsker også snart at se dig her i Danmark igen,nu har vi også fået sommer .knus fra farfar og farmor.