Hej

Er lige i oejeblikket i chok over at sidde her paa en internetcafè i Peru og hoere to unge peruvianske fyre der lige har skruet helt op for Sys Bjerre og "Malene". Ligesom vi i La Paz fra en butik hoerte Labans "Kold som is".

Naa men nok om det. Vi er nu i Puno, Peru. Siden sidst har vi brugt nogle dage i La Paz som er en fantastisk by der virker meget mere unik og aegte end de andre storbyer vi har set. Det meste af tiden er da ogsaa bare brugt paa at slentre rundt - spise billig mad og se paa de lokale specielle sevaerdigheder. Vi gik paa heksemarked hvor de solgte amulletter og toerrede lamafostre til at putte i fundamenterne paa nye huse. Vi tog paa Coca-museum for at blive klogere paa deres hellige kokaplante som de elsker men som vestlige lande saetter alt ind paa at udrydde trods dens mange kvaliteter. Vi har ogsaa faaet vores del koka nu. Baade i den traditionelle raa form hvor den tygges og vi har konstateret dens opkvikkende virkning og at den hjaelper paa hoejdesygen. Ellers saa vi den uhyre populaere praesident Evo Morales' palads og andre mindre sevaerdigheder.

Den eneste udflugt vi tog valgte vi ikke meddele de nord- og vestjyske hjem af frygt for formaninger og forbud. Vi tog ud og cyklede de 64 km ned af verdens farligste vej. Den har gjort sig fortjent til det ved ganske enkelt i snit at have flest doedsfald om aaret. Det er nu blevet en yndet udflugt for doedsforagtende turister. 26 af dem er de sidste 13 aar ikke vendt hjem men de mindes med smaa traekors i vejkanten. Men vi klarede den og foelte os egentlig ret seje. For hvad vi havde troet var en turistfaelde VAR i virkeligheden ret vildt med en vej der nogle steder blot var 2-3 meter bred og med op til 800 meter lodret ned ude ved kanten.

Efter La Paz hed naeste destination Copacabana og nej, vi tog ikke tilbage til Brasilien men til Titicacasoeen. Der tog vi med det samme ud paa Isla del Sol hvor de foerste inkaer efter myten skulle vaere steget op paa formaning af solguden. Der fik vi arrangeret at komme ud at fiske med en guide og to smaa lokale knaegte der var ellevilde for at tage turister med ud i baaden. Vi overnattede paa oeen, stod tidligt op dag efter og travede til den helt modsatte ende af oeen hvorfra vi tog en baad tilbage til Cobacabana.

Vi tog en nat i Copacabana og havde billet til bussen kl. 13.00 dagen efter. Men da klokken blev 14.00 var der stadig ikke dukket nogen bus op. Vi kunen ikke helt forstaa hvad der var galt men manden fra busselskabet virkede ikke fortroestningsfuld. Ttil sidst stoppede han en minibus proppet med turister og spurgte om vi og de to australiere der ogsaa skulle med kunne vaere der. Vi toevede meget og kunne stadig ikke helt forstaa noget men fik paa fornemmelsen at det var vores eneste chance. Saa vi klemte os ind og var vel 15 mand i bussen med 10 saeder. Vi koerte kun et lille stykke foer vi blev bedt om at stige ud. Vi var sybt forvirrede men fandt endelig ud af at det var en strejke der var skyld i det hele og lidt laengere henne var vejen spaerret. Vi havde saa den ene mulighed at gaa til graensen med vores oppakning - ca 8 km. Saa der var ikke andet at goere end at gaa, ogsaa for at undgaa den kaempebyge der minuttet efter sproejtede hagl ned over os - perfekt. Men vi kom frem til graensen - bl.a. med hjalep fra en lokal der koerte os og syv andre det sidste stykke i sin personbil.

Ved graensen holdt en bus som saa endelig bragte os til Puno hvor vi er nu. Formiddagen har vi brugt paa at see Islas Flotantes. Menneskeskabte oeer bygget af siv der var meget specielle men ogsaa mere eller mindre spoleret af turismens indtog - desvaerre.

I morgen tager vi til Cuzco hvor vi stadig regner med at skulle trave The Lares Trek fra den 8.

Mange, ikke laengere varme, men bjergkoelige hilsner fra Soeren og Mads i Peru.