Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Allesammen jeg taenkte at det var paa tide at lave et nyt blogindlaeg.
Jeg befinder mig lige nu i en bjerglandsby 4 timer fra bogota, men jeg maa hellere lige fortaelle en hel del andet.
Da jeg havde forladt Panama moedtes jeg samme aften med Ronja i cartagena. Vi havde fire finde dage der, hvor vi mest bare snakkede og to billeder af den smukke coloniale arkitektur, bogmuren, og solnedgangen. vi fik ogsaa festet lidt med nogle andre backpackers paa vores hostel. desuden moedte vi to nice folkens Sophi og Jemma, der boede i london, men de var oprindelig fra henholdsvis gibraltar og Australien. vi tog paa tur til en muddervulkan sammen med dem, og det var en noget bizar oplevelse. foerst blev vi koert der ud i en turistbus, saa vi var lidt aengstelige som udgangspunkt. da vi kom derhen klatrede alle op af en stor mudderbakke og blev smidt ned i en mudderpoel, det var ganske spas, man floed nemt ovenpaa, saa man behoevede paa ingen maade at holde sig oppe. efter denne omgang kravlede man fuld af mudder ned af stigen igen og, saa skulle man ned i en soe og skrupes af nogle hissige kaelinger, som man ikke kunne undslippe og de komanderede en til at tage bukserne af. efter denne oplevelse skulle vi hjem af have en drink det var da helt sikkert.
efter fire naetter tog vi til Beach town Santa marta. vejen dertil var ikke nem og vi hente med at gaa en time med fuld oppakning gennem heden svedende som svin. jeg maatte flere random dudes, SABES DONDE SE PUEDE ENCONTRAR EL AUTOBUS HASTA BARRANQUILLA. vi endte med at finde en billig taxi, som tog os dertil for samme pris som bussen, jeg tvivler dog paa at den var saerlig officiel, men Colombia foles som det sikreste sted i verden, saa vi var ikke bekymrede. da vi kom frem til Santa Marta, saa fik vi chekket ind paa et nice hostel med pool og bar. det laa lige ved siden af et mall med en giga EXITO (supermarket) og en fraadede gade pizza mand med rigtig stenovn, saa det var vores kost det naeste stykke tid.
dagen efter to jeg ud paa en to dyks tur paa den naerliggende gringo lejeplads Taganga. det kostede lidt over 50 dollars, saa det var top nutch pris. selve dykkene var fine, jeg sa masser af loevefisk, soehest og masser af andre fisk og koraler. stroemen var ikke staerk, saa jeg kunne gaa helt taet paa alting. efterfoelgende vekslede jeg sort med en anden pige, som havde venezuelske penge til overs. Vi var paa dette tidspunkt fast besluttede paa at tage til venezuela og bo hos Ronjas kaerestes ven Gustavo. dette blev vi dog noedt til at aendre nogle dage senere, da vi fik af vide, at Gustavos venner havde skrevet til Ronjas kaereste og spurgt hvor meget hendes foraeldre tjente. vi ville ikke tage nogle chancer, for der er tons vis af kidnapninger i Venezuela, og i bogen staar landet beskrevet som det klart farligeste land i sydamerika og caracas, som vi skulle have boet i er en af verdens mest murderous cities, saa vi ville ikke vaere et maal i denne by. samme aften besluttede vi os for at teg paa 5 dages trek i junglen til La Ciudad Perdida ruinerne (Den Forsvundne by).
Vi kom afsted med 7 andre og vores skoenne guide Omar, der hele tiden lavde sjov. det var nogle fantastisk smukke dage (se album) og vi sov i haengekoejer og spillede kort med de andre midt ude i junglen. vi havde en fin gruppe, der var en rigtig nice australier som hed Dave to kvinder fra holland, to venner fra Californien, vores gode veninde kara fra Arizona, som vi hang ud med efterfoelgende, samt den lidt specielle Ben fra Canada, som holdt en lang tale om hvordan han hader naar personalet paa starbucks snakkede til ham om morgenen. genrelt elskede han at tale hele tiden, saa han kunne godt blive lidt anstrengende.
da vi paa den fjerde dag kom frem til den forsvunde by, saa traatte vores nice guide virkelig i character. han kastede sig rundt paa ruinerne for at simultere en ofring, og samtidig brugte han hele tiden termen fequi fequi eller noget i den stil, naar han talte om hvordan indianerne knallede med spanierne. han var altid i fantastisk humoer. bagefter skulle vi gaa 10 timer i oesende regnvejr, saa det var temmelig haardt. Ronja havde vabler og beklagede sig hele tiden, men vi klarede det. paa den femte og sidste dag var der ikke styr paa en skid. vi var blevet lovet at vi maaske kunne blive foert hen til en af de naerliggende kokainfabrikker, der var gemt i junglen. desvaerre hvde militaeret lige braendt en af dem ned dagen foer, saa ejeren turde ikke tage chancen. desuden kom vi foerst afsted rimelig sent, fordi vores guide var skide fuld og skaev, mens han paastod at det var hans foerste og eneste 50 aars foedselsdag. I den sammenhaeng skulle han selvfoelgelig ogsaa have en aeggefight med en lille dreng. Jeg savner sku Omar!!! vi kom da hjem og spiste vores sidste kaempe maaltid paa denne tur.
Da vi kom tilbage stod den straks paa pizza hos den nice pizza mand og party paa la brisa loca, hvor Ronja blev skide fuld og braekkede sig. Dagen efter tog vi til Parque nacional Tayrona, som i ogsaa kan se i album, hvilket involverede 2.5 timers trek med toemmermaend... Det her var endnu engang perfect carribian paradise og vi chillede helt vildt sammen med Kara. I aften var vi ogsaa sammen med en gut fra Canada, som havde en laekker chilener babe med sig. han drak os fulde og vi gik ned paa stranden, hvor en flok argentinere lavede baal og vores fulde ven spillede elendig guitar (wonderwall....) faetter stadig ikke hvordan han kunne score hende chileneren. vi forlod parken naeste dag og maate tage afsked til Kara, der skulle hjem til USA efter 6 maaneder i sydamerika.
Da vi kom tilbage aad vi endnu engang pizza og slappede den. den naste dag skulle vi koebe udklaedning til carnavallet i Barranquilla. Santa Marta var fuld af maerkelige ting, som man kunne koebe til carnavallet. da jeg havde koebt mig en super hat, skulle jeg besoege ordensmagten, forbi jeg ville anmelde et tyveri af min taske. jeg skulle til tre forskellige steder, men de altid saa soede colombianere hjalp hele tiden. en gang mig penge til en taxi! og fulgte mig derhen. det er serioest det soedeste folkefaerd so far. til sidst fandt jeg det rigtige sted, men den latinamerikanske tidsfornemmelse maa man vaende sig til. de blev ved med at sige ahorita ahorita ahorita (om lidt), men lige meget hjalp det. efter jeg havde ventet 4 timer kom jeg til og jeg maatte sidde og fortaelle o fortaelle og det er ikke nemt naar man ikk eved hvad forsikring hedder paa spansk. politimanden blev ved at spoerge mig om jeg kunne lide colombianske kvinder og om stranden var nice. typisk;) jeg fik det dog endelig gjort til sidst og kunne komme hjem og aede pizza.
Naeste morgen stod den paa crazy party i barranquilla, som staar for det naeststoerste carnaval i verden. vi gik helt amok og alle var skide fulde og dansede dagen lang. paraden varede naesten 4 timer (se album) og specielt Ronja var godt i stoevet. hun fik shaket skoertet og de raabte alle baila gringa baila gringa. (dans gringo dans gringo) det var hammer sjovt, og det var naeste aergeligt, at vi var noedt til at forlade det om aftenen, da vi stadig boede paa dreamers hostel. da vi kom hjem skulle jeg self have pizza for sidste gang mums.
Dagen efter skete der ikke meget vi fik sagt farvel til jemma og sophi. bagefter gik vi ind i en 17 timers natbus til bogota.
den naeste tog vi endnu 4 timer i bus og saa kom vi til denne by Villa De Leyva. her er helt roligt og vi bor hos en soed familie. vi har ikke lavet saa meget ud over at skrive i rejse bog, lave mad og gaa ture. imorgen tager tilbage til Bogota for at vaere der her i weekenden.
haaber at det ikke var for toert. jeg skriver mere om et par uger.
- comments