Profile
Blog
Photos
Videos
...den anaconda, vi var kommet til Pantanal for at se. 3.5 meter lang og temmelig uhyggelig, selvom det efter sigende kun var en baby-anaconda. Der fløj high-fives gennem luften, da vores guide råbte 'anaconda'. Det gjorde de 20 timer i bus hver vej alle kilometerne værd. For vi var heldige. Før vi kom, havde det ikke regnet i over tre måneder. Men den første nat, vi tilbragte i Pantanal, væltede det ned. Det lokkede anacondaen frem fra sit vinterhi (vinter = tørvejr og 35 grader). Og begejstringen ville ingen ende tage, da Jonas overvandt sin slangeskræk og kælede lidt med krabaten. Endda med hundredvis af kaimanere (en krokodilleart) som tilskuere. Det var i virkeligheden et halv-skræmmende selskab af rovdyr, vi hang ud med den formiddag. Pantanal er et vildt sted. Vildt som i vild natur, vilde klimaforhold og vilde dyr. Man kalder det for verdens største sumpområde, og det har et areal på størrelse med halvdelen af Frankrig. I den tørre sæson kan man gå og færdes stort set overalt, selvom nogle steder stadig er sumpede. I den våde sæson flytter mange af de lokale væk, fordi alt bliver oversvømmet. Hver sæson giver mulighed for at se forskellige ting. Udover en anaconda spottede vi masser af kaimanere, storke, ørne, tukaner, papegøjer og et hav af andre fugle. Vi fiskede piratfisk og så myreslugere, bæltedyr, vaskebjørne, brøleaber og noget, der mest af alt ligner en forvokset rotte. Det foregik enten fra en jeep, til fods, i båd op og ned ad Pantanals floder eller på hesteryg. Det var tydeligt at se, at Jonas er opvokset på en gård: Let og elegant er han på en hest. Pantanal gav os lige så mange oplevelser, som vi havde håbet. Tidligt op om morgenen og på safari, hjem og ligge i hængekøjerne efter at have fyldt frokostdunken og på safari igen sidst på eftermiddagen. Når vi sejlede ud om eftermiddagen, skræppede fuglene, og aberne brølede - man kunne i den grad høre dyrelivet. Men efter solen malede både flod og himmel orange, sænkede stilheden sig, og det eneste, der lyste, var tusindvis af kaimaners røde øjne i vores lygtes skær, og ildfluer der sværmede om hovederne på os. Fantastisk. Vi boede på en lodge, hvor måltiderne blev serveret ved bredden af Rio Miranda. Papegøjer og ørne holdt godt øje med resterne, og kaimanere plaskede jævnligt forbi i floden. Jep, det var en tur, der havde stort set det hele. Vi manglede bare at se en jaguar, så havde det været perfekt. Men det kræver mere held, end vi havde fået taget med denne gang desværre. Kys og kram fra Brasilien
- comments