Profile
Blog
Photos
Videos
En ubeskrivelig smuk oplevelse og en ekstrem mental og fysisk hård udfordring - Gunung Rinjani
East Lombok Regency, Indonesia
Tilfældigheder er skøre og vilde. Andreas og jeg sidder i en bil på vej til Senaru på Lombok, Indonesien. Vores chauffør spørger, hvad vi skal der. Vi svarer, at vi ikke helt ved det endnu, og at vi bare vil undersøge mulighederne for trekking. Smilende siger chaufføren, at hans onkel arrangerer trekkingture, og at han kan sætte os af hos ham. Det takker vi ja til, da vi alligevel ikke på forhånd har et sted at bo. Hans såkalte onkel er meget imødekommende, og han fortæller fængende om mulighederne for trekking - og som enhver anden sælger vil han gerne have, at vi booker hos ham. Andreas og jeg kigger kort på hinanden, og jeg siger:" Vi kan da godt nå til toppen. Vi vil helt sikkert fortryde det, hvis vi ikke prøver". Andreas nikker bekræftende, og i mit lettere ferie-backpacker-optimistiske- alt-kan-lade-sig-gøre-sind tænker jeg:" You only live once". Derfor sidder vi næste morgen kl. 6.30 på en terrasse og spiser morgenmad, mens solens første og fortryllende stråler rammer det bjerg, vi uden nærmere overvejelser har sagt ja til at bestige. Dette syn river mig op til overfladen, og jeg tænker:" Okay, det ser jo for vildt ud. Hvordan kommer vi nogensinde derop?". Men vi smiler bare fjoget og bekræfter naivt over for hinanden, at vi kan klare det. En halv time efter er vi på vej i bil med vores 25-årige, storrygende guide med en manglende fortand i overmunden. Han hedder Dady og er super cool. Han fortæller, at han har besteget Mt. Rinjani over 700 gange. Dag 1 begynder, og vi er fyldt med energi og optimisme. Naturen er storslået, og vi bevæger os opad i et solidt tempo. Vi får lidt optur over, at vi overhaler mange den første dag, men .... i bagklogskabens lys skulle vi have sparet på energien. Stadig fyldt med optisme, dog meget udmattede, men helt høje af den smukke natur, når vi efter ca. 7 timer frem til første campsted i ca. 2600 meters højde. Højden sætter allerede sine tydelige spor på kroppen, og hjertet slår hurtigere, og vi puster mere end normalt. Alligevel er vi glade og overskudsagtige. Da vi ankommer, er vi omringet af skyer, men lidt efter letter skyerne, og et fantastisk syn møder os. Bjerge tårner sig op, mens enkelte skyer lægger sig blødt henover dem i solens funklende skær. Men bag os er synet langt mere foruroligende. Mt. Rinjani tårner sig mægtigt op mellem skyerne. Realiterne rammer os pludselig, fordi vi kan se, hvor stejlt det er. Det er overvældende, og jeg siger stille:" Jeg ved ikke, om jeg kan klare det".
Imidlertid har vi ikke noget valg, og kl. 2 om natten bliver vi vækket. Under en klar stjernehimmel spiser vi hurtigt let morgenmad og drikker en kop te. Derefter er det på med pandelampen og af sted mod toppen. Dady går i front, jeg efter og Andreas til sidst. Sammen med alle de andre bjergbestigende mennesker bugter vi os af sted som en lang lysende orm i nattens mørke. Det føles som en drøm - som at være i en bobbel af mørke. Hjertet hamrer derudaf, næsen snøfter, og benene føles alt for tunge. Underlaget er små rullende pimpsten, der for hvert tunge skridt skrider under en. Forfærdeligt! De første to timer i mørkets bobbel går hurtigt. Vi holder ikke mange pauser, i frygt for at vi ikke kan nå toppen til solopgang. På et tidspunkt siger jeg pustende til Andreas bag mig: " Jeg kan mærke endorfinerne i min krop. Jeg bliver helt høj af det her". Jeg smiler og mærker nye kræfter brede sig i min krop og kæmper ihærdigt for at følge med Dady. Han ryger flere gange undervejs( jeg fatter det ikke) , og på et tidspunkt måske en time før toppen ( og altså også det mest stejle og udfordrende stykke af bjerget) siger han, at vi bare skal fortsætte selv, og at han indhenter os inden toppen. Nu er Andreas og jeg overladt til os selv i mørkets bobbel sammen med alle de andre pustende mennesker omkring os. På et tidspunkt bliver vi overhalet af en lokal i strømpesokker. Vi er målløse, men på en uforklarlig måde giver det os ny energi. For hvis han kan i strømpesokker, så kan vi også. Energien varer dog kort. Pludselig forvandles underlaget. Vi synker dybere i stenene, glider mere tilbage, og det er nu så stejlt, at vi næsten ikke flytter os opad. Pustende siger Andreas: " Jeg har det dårligt", og jeg siger desperat:" Toppen er uendelig langt væk". Af uforklarlige årsager fortsætter vi i et kapløb om tiden og solopgangen. Ca. 20 minutter fra toppen er det hele ubeskriveligt kritisk. Vi fryser. Vi kan ikke mere, og i horisonten lysner det lige så stille. Det er her, at vi bliver reddet af vores seje guide Dady. Som en eller anden superhelt dukker han op, griber min hånd og begynder at trække mig op ad bjerget. Det går pludselig stærkt, og jeg frempuster:" Thank you". Seje Andreas følger trop. Jeg fatter stadig ikke, hvordan han kunne det uden at blive trukket op. Fuldstændig overvældet af glæde og udmattelse når vi derfor toppen ca. kl. 6 - et kvarter før solopgang. Jeg kan næsten ikke beskrive det. Toppen er proppet med pustende mennesker, og udsigten er som i et drømmeunivers. Stemningen er intens, og kulden er bidende. Vi har hverken hue eller vanter, så vi ryster begge, mens Dady blot sætter sig ned ud til klippekanten og ryger en smøg og råber op om, hvor heldige vi er, fordi der hverken er vind eller skyer. Vi prøver at få taget en masse billeder, men det var så koldt at tage hånden ud af jakken, at det desværre har begrænset vores antal af billeder på toppen. På trods af den ekstreme kulde er vi glade og stolte. Vi gjorde det, og da solen glødende stiger op i horisonten, er det det hele værd. Alle tanker om at styrte ud over klippeskråningen forvinder for en stund, og vi prøver at begribe, hvad vi har gjort. Alt virker surrealistisk! Vi er bjergbestigere og står i himmelen mellem skyerne og solen. Jeg husker, at jeg sank en klump. En klump, der de næste timer voksede sig større.
For vi havde booket en 3 dages trek med to overnatninger, hvilket betød, at vi samme dag skulle nå frem til vores næste overnatningssted. Det viste sig at blive fuldstændig sindssygt.
Nedstigningen begynder. Normalt tager det 2 timer at gå ned fra toppen til første campsted, men jeg er så bange for at glide hele tiden og falde, at jeg sænker farten betydelig. Det tager os derfor 3 timer. Andreas er bedre til det. Han siger, det er ligesom at stå på ski. Heldigvis er nedstigningen i dagslys. Vi er kommet ud af mørkets bobbel, og udsigten er vidunderlig. Men min mentale tilstand er kritisk. Udmattelsen er overvældende, og jeg ved godt, at dagen langt fra er slut. Ved campen får vi morgenmad igen. En nuddelsuppe, som med besvær glider ned. Vi er der kun en time, før vi er nødt til at fortsætte for at nå til næste camp før solnedgang. Vi påbegynder en ny nedstigning mod varme kilder fra vulkanen. Det tager os 3 timer, og vi bader kortvarigt i de varme vulkankilder. Desværre er udmattelsen så ekstrem, at vi næsten ikke nyder det. Herefter spiser vi frokost ved en smuk sø, mens vi betragter, at de lokale fisker. Frokosten giver imidlertid lidt ny energi. Vores guide og to bærere er fantastisk søde, og deres service og mad er helt i top. Vi får endda en energidrik, mens Dady med et tandløst smil siger:" You need energy". Selv er han super frisk. Senere fortalte han os, at det er smøgerne, der giver ham energi. Klokken bliver lidt over 15, før vi forlader søen og påbegynder dages sidste etape, hvor vi skal 600 højdemeter op. På dette tidspunkt har vi været i gang i over 12 timer. Det er bare for meget, men vi kan intet andet gøre end at fortsætte. Vores ben er som spaghetti under os, men de er det eneste, der kan bringe os op. Andreas er fantastisk. Selvom jeg flere gange siger:" Vi kan umuligt klare det her. Jeg har aldrig været så fysisk og mentalt presset før", bevarer han delvist roen og siger igen og igen:" Thit, du har intet valg. Vi er nødt til at klare det, og det kan vi". Den sidste opstigning er ikke trekking. Den er klatring opad en næsten lodret bjergside. Dette havde vi ikke fået at vide, da vi bookede turen, eller måske havde vi bare ikke fattet det. Men igen havde vi intet valg. Point of no return. På vej op er vi begge vrede og kede af det, og vi føler os som de mest naive i hele verden. Hvorfor gør vi det her, når vi ingen erfaring har med " rock climbing"? Jeg bander hele vejen op, og på dansk skælder jeg Dady ud. Klumpen i min hals er ved at eksplodere, og jeg kæmper en kamp mod tårerne. Jeg har ikke mere tilbage i mig. Andreas er også langt ude, men alligevel tager han hele tiden min hånd, så jeg lettere kan trække mig opad klippeskråningen. Det er vanvittigt. Fuldstændigt. Dady har en fantastisk situationsfornemmelse og siger ikke noget, men venter bare tålmodigt på os. Det mest vilde er, at vi hele turen op bliver overhalet af bærere i klipklappere. De er for seje. For vilde. De bærer så meget vægt, men alligevel spurter de af sted i klipklappere opad bjergskråningen. De har min dybe respekt. Jeg forstår det stadig ikke.
Efterhånden som vi stiger op, bliver udsigten igen ufattelig smuk. Søen ligger spejlblankt for vores fødder, og en let røg stiger opad vulkanen, mens vi det fjerne bag skyerne kan ane Mt. Rinjani. Det bjerg, som vi samme nat besteg.
Desværre er vi her så langt ude, at vi ikke får taget mange billeder. Mine ord kan på ingen måde beskrive, hvad jeg følte, og hvor udmattet jeg var opad den bjergskråning.
Men som i en eller anden film, hvor vi er hovedpersonerne, når vi op. For hovedpersonerne klarer det altid. Vi ankommer til campen lige før solnedgang. Udsigten er endnu en gang fænomenal, og den altid optimistiske Dady udbryder:" You are lucky again. Beautiful sunset". Men vi kan ikke mere og vælter ind i det telt, som vores bærere allerede har slået op. Det er her, at mine tårer får frit løb. Det hjælper at give slip. Bagefter har mørket og kulden sænket sig, og vi får serveret aftensmad i teltet. Vi spiser lidt. Kroppen kan næsten ikke. I morgen skal vi ned til Senaru, og tanken om det er bare for meget. Men vi er jo nødt til det, og jeg tænker kort ordene:" Never give up". Vi aftaler med Dady at spise morgenmad kl. 05.00 næste morgen, så vi hurtigere kan begynde nedstigningen og nå helt i mål. Vi falder i søvn ved 20-tiden og sover uroligt indtil lidt i 5. I pandelampens skær spiser vi lidt morgenmad. Kl. 05.45 drager vi af sted. Den første time er hård. Vores ben skal i gang, og vi skal genfinde den mentale styrke, som vi mistede i går. Heldigvis bliver nedstigningen for hvert skridt lettere, og da vi begiver os ind i junglen, begynder vi faktisk at smile og tale med Dady igen. Vi bevæger os ned langsomt, men sikkert, og det bliver en fantastisk afslutning på de 3 vildeste dage i vores liv.
I skrivende stund er jeg både stolt og overvældet. Jeg er fascineret over, hvor meget Andreas og jeg kunne klare. Det har været noget af det største og vildeste, vi har gjort, og på trods af at det har været fuldstændig vanvittigt, har det været det hele værd. Det har gjort os så meget stærkere, og vi har set og oplevet den mest vidunderlige natur, mødt de sejeste og mest positive mennesker: indoneserne. En kæmpe tak til vores mega seje og tålmodige guide Dady og vores to super seje og standhaftige bærere.
Jeg vil gerne anbefale andre at bestige Mt. Rinjani. Det er på godt og ondt en oplevelse for livet. Men samtidig vil jeg anbefale at være i vildt god form, tage hue og vanter med og en tyk jakke til toppen. Endelig ville det i bagklogskabens lys have været bedre, hvis vi havde valgt en 4 dages tur i stedet. På den måde havde vi undgået på dag 2 at være i gang i 15 timer i træk. Men på den anden side: Vi gjorde det, og vi forstår det stadig ikke! Et tilfældigt møde med en onkel førte os til toppen af Mt. Rinjani. Længe leve tilfældighederne.
(P.S. Billedet har vi ikke taget. Det er bare et påkrævet standardbillede)
- comments
Maja Virkelig godt skrevet. Spændende og sjovt at læse. Hold da op hvor er I seje. Godt gået og fortsat god rejse.