Treogtyvende marts. Hola Habana - Vedado & Centro Habana. Vi når endelig vores destination og kommer gennem immigrationen, får vekslet penge til taxaen og finder oven i købet en chauffør som ved, hvor vi skal hen. Turen går nemt og vi kan rigtig se vi er tilbage i et fattig land hurtigt, første tegn ingen sele i taxaen, mennesker mærkelige steder midt om natten og man må gerne køre over for rødt, og før vi for alvor når at blive nervøse over, hvor han sætter os af, står der en ung cubansk pige og spørger efter os på trods af den er over et om natten. Vi kravlede hurtigt i seng i et meget grønt værelse.
Så er der for alvor blev dømt homestay i det grønne værelse i en gammel cubansk villa, hvor cubansk er det væsentligste ord, som siger noget om vedligeholdelsen, hvor mange der bor pr. kvadratmeter og det varme vand, men det har sin egen charme, har vi hurtigt måtte indrømme. Vi bor sammen med tre generationer af kvinder, som inkludere bedste, mor og to døtre, hvor kun den ældste datter på toogtyve taler en smule engelsk. Desuden er her et par korthårede gravhunde, som lyder noget farligere end de er.
Før vi begge havde været i et mildest talt køligt bad, var det blevet tid til at lede efter først en bank og så frokost. Den ældste datter fulgte os til banken, efter et par gode råd fra mor på spansk, om at have penge på sig og sikkerhed, selvom Habana er en af de sikreste storbyer i Latinamerika. Så blev der ellers dømt city walk resten af dagen og det har helt sikkert været en oplevelse og et hovedsagligt godt indtryk, lige minus de døde ting på gaden. Vi startede næsten vores tur foran universitet og forsatte af Av. Salvador Allende, mange af vejene er opkaldt efter diktatorer eller hedder noget med frihed eller revolution, man satte hurtigt kurs mod vandet. Undervejs så vi på bygninger og gamle biler, ingen tvivl om, at Habana har været en smuk by engang, desværre er den meget i forfald. Vi nåede Malecon, som er den vej der løber langs Habanas kystlinje. Ikke bare blæser det helt vildt, men bølgerne slår mod dæmningen, så der står skyer af saltvand op. Cubanerne finder det åbenbart super sjovt, når nogle uvidende turister indimellem går på den side af vejen og pludselig bliver skyllet ud på vejen eller bare bliver drivvåde, men det var ikke lige noget vi følte for at forsøge os med. Selv på den anden side havde vi problemer nok med vinden, som var så stærk, at det var som om man gik op af bakke, plus at Anne-Cath næsten fik knaldet Lonely Planet i hovedet på sig selv, da hun tjekkede kortet. Vi holde en lille pause overfor Castillo de San Salvador, som åbenbart var Centro Hispano Americano de Cultura. Her fik vi en meget begrænset sludder med et par cubanske fyre, og da en betjent spurgte efter deres papirer og blev skrevet i en lille sort bog, så vi vores snit til at smutte videre. Vi forsatte ned af Prado, forbi de dyre hoteller, Cabaret National, Gran Teatro de la Habana og Castillo National, før vi sad og kiggede lidt kort i pakken og besluttede at begive os hjemad til aftensmad. På vejen kom vi også lige forbi Iglesia del Sagrado Corazon de Jesus, som er en stor katolsk kirke.
Vi var også inde i et par supermarkeder på vejen, hvis man ellers kan kalde dem det, for der er ikke særlig mange varer pga. rationering, plus at de er dyre på grund af inflationen. Faktisk er det billigere at drikke sig fuld end at spise, da en liter rom koster omkring femogtyve kroner og maden ca. koster det samme som derhjemme, ellers kan man jo også trække en øl i en automat på gaden til ca. tre kroner.
Vi spiste aftensmad hjemme i vores casa, hvor vi fik en kæmpe portion bestående af et kyllingelår, et halv ton ris, pomfritter og en sovs med en masse kidney beans. Det bliver en stille aften på værelset med musik og bøger.

Firetyvende marts. Gadestemning i Habana Vieja. Der er en masse at se i Habana, så i dag gik turen mod Habana Vieja, som er den gamle bydel. Så med Lonely Planet under armen, begyndte jagten på Habanas katedral, Catedral de San Cristobal de la Habana. Turen gik gennem mange autentiske gamle snævre gader med cubanske børn, som spillede bold på gaden, og gamle amerikanske biler. Et par små drenge øvede sig i at spille baseball med et jernrør og en plastic kapsel fra en sodavand. Gadestemningen her er noget helt specielt og cubanerne, samtlige slags, er et utroligt glad folk. På vejen mod katedralen kom vi også forbi en kendt bar, hvor Ernest Hemingway efter sigende kom og Robert De Niros autograf hang der inde. På pladsen foran katedralen, er bygningerne restaureret og der er ingen tvivl om at Habana har været utrolig smuk i kolonitiden. Udover en dyr restaurant på pladsen, sidder der en spåkone med tarotkort og et par piger i polkaprikker og kysser turister. Lidt henne af en sidegade fandt vi et sted at spise, hvorfra vi kunne se et marked, som vi lige skulle se nærmere på. På markedet var der hovedsagligt kunst og rigtig traditionelle cubanske souvenirs, som træ- og perlearbejde. Vores tur forsatte forbi pladsen og ind til et lille galleri, hvorefter vi forsatte mod Plaza de Armas og gennem flere flot restaurerede gader. Næsten uanset, hvor man går i den gamle bydel hører man musik enten fra en pianist på flygel fra en af de dyre hotel lobbyer eller fra cubaner med diverse instrumenter og sang i de små parker rundt om. Hen på eftermiddagen nød vi en stærk mojito i en gårdhave ved cafeen Jardin de Orintal. Vi nåede også lige et smut ind forbi Museo del Chocolate til er kop varm, eller rettere lunken, og meget tyktflydende kakao. Aftensmaden blev indtaget ved en lille park med musik og en super hyggelig stemning. Da det var blevet mørkt, før vi fandt ud af de små gader til en hovedvej, blev det til en tuk tuk tur hjem, det vækkede minder. Vi skal have sådan en når vi kommer hjem.

Femogtyvende marts. Vaskedag. Siden det er lidt dyrt at få vasket tøj, hvor vi bor og vi har en ordentlig sæk, besluttede vi i dag at pakke en rygsæk vasketøj og begive os til et vaskeri i Habana Vieja. På vejen, som går gennem centrum, fik vi lige købt billetter til balletten på søndag. Da vi endelig fandt vaskeriet i en lille halvskummel cubansk gyde, blev vi glædeligt overrasket, her betyder vaskeri, at de vasker tøjet for os. Så vores fritid indtil om eftermiddagen, hvor vi skulle hente det, blev brugt i haven ved vores foretrukne cafe. Her er bare en helt bestemt stemning.
Efter at have hentet vasketøj, begav vi os mod centrum, hvor vi gik lidt på oplevelse i kvarterene rundt omkring. Her er overraskende få hvide og de få med lys hud har sort hår og mørke øjne, så vi skiller os temmelig meget ud og får ret stor opmærksomhed, så snart vi bevæger os væk fra de mest almindelige seværdigheder. Fyre og mænd for den sags skyld råber efter os, pifter og siger lyde, som om de kalder på et dyr, i starten troede vi, vi havde udviklet hale og spidse øre, men bare deres måde at få opmærksomhed på, bare en anelse nedværdigende, men man holder bare op med at kigge op, også piger råber indimellem efter os. En del tilbud kommer der også, men måske ikke så mærkeligt, når man er rendt på de første hvide turister, både mænd og kvinder, med en ung smuk cubaner under armen. Lotte blev også spurgt, om hun ville have en chico cubano, en cubansk dreng, og fyrene spørger tit om man har en cubansk kæreste. Ellers får vi os også et grin over fyrenes ofte meget stramme T-shirts med glimmertryk, som strong boy og will you take me dancing. Vi var også lige et smut nede forbi Chinatown, som der ikke er særlig meget kinesisk over, før vi holdte et lille hvil i en park med de lokale. Vi spiste aftensmad inde i byen, før vi endnu engang hoppede i en tuk tuk og kørte hjem til Casa Fini, hvor vi brugte resten af aftenen med at spille kort.

Seksogtyvende marts. Havanna Club. Dagen i dag startede igen med vores efterhånden faste vandring indtil centrum, men med en hyggelig overraskelse, en rigtig hyggelig bedstefar blev ved at pludre til Lotte og klappe hende på armen, som kun en bedste kan, mens vi ventede ved et lyskryds, selvom Anne-Caths spanske havde været bedre, havde vi nok ikke forstået et ord alligevel, men det var umuligt ikke at smile. Vi måtte slå et smut om busstationen for at finde ud af, hvordan man kommer ud til Playas del Este, en eftersigende lækker strand i nærheden, der var bare lidt længere end vi havde regnet med, hen til denne busstation. Da vi fandt det kom den næste udfordring, at finde den rigtige bus og hvornår den går, men sørme hvor vi kan og med lidt ubehjælpsomt spansk og en venlig cubaner, fandt vi den rigtige bus, så forhåbentlig kan vi komme til stranden i morgen. Vi hoppede i en cykeltaxa og satte kursen mod Plaza Vieja og frokost i vores orientalske have. Her fik vi lige set, at cubanerne virkelig bruger alt de har, intet går til spilde. En ældre herre gik tur med sin lille hund, hundesnoren var hans gamle telefonrør og ledning. Han holdte i røret og ledningen var bundet fast i hundes halsbånd. Alternativt. Turen på cykel gennem de snævre gader var en oplevelse i sig selv. Hen på eftermiddagen fandt vi ned til Havana Club museet, hvor vi fik en rundvisning og gennemgang af fremstillingen af ægte cubansk rom. På vejen fik vi også lige svaret på, hvorfor der er så mange sorte på Cuba, omkring tredive år efter spaniernes ankomst, var over halvdelen af befolkningen sorte slaver fra Afrika, som arbejdede i sukkerplantagerne. Vores meget interessante tour sluttede naturligvis med shots af mørk Havanna Club rom.
Resten af eftermiddagen stod også i rommens tegn, men i dag blev mojitoen skiftet ud med en meget stærk Cuba Libre, så har man også prøvet det, til aftensmaden. Turen gik tidligt hjem, så vi kan komme tidligt i seng og er klar til strandtur i morgen.