Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi tilbage hvor det hele startede, New York City! det er 2 ½ måned siden vi var her sidst, og man kan vist rolig sige at der er et par flere turister end sidst ! det er ikke til hverken at komme frem eller tilbage nogen steder! Så ja - vi er temmelig glade for at vi har overstået alt New York sightseeing!
Vi kørte hertil i morges efter at have overnattet på et hotel på vej fra Niagara Falls. Trafikken på vej ind i New York var som vi forventede, men vi er snart vant til det, efter at have kørt så meget rundt i andre storbyer. Vi bor på et hostel på upper east side, og da vi kom hertil skyndte vi os bare lige at tømme bilen for ALLE vores ting, for vi skulle ned og aflevere bilen. Det var noget af en følelsesladet tur fra vores hostel til Alamo i den anden ende af Manhatten, da det jo var på tide at sige farvel til vores fantastiske lille dodge. Den har tjent os godt !
Ellers har vi brugt dagen på at gå lidt rundt i byen. Vi må ærligt indrømme at vi er lidt sightseeing trætte, så vi orker ikke så meget andet end bare at gå rundt og nyde de sidste dage.
Men nå, inden jeg glemmer det må jeg da hellere lige fortælle lidt om Niagara Falls. Som var helt fantastisk! Vi kom til vores hostel sent om aftenen efter 12 timer i bil, så det blev ikke til meget vandfald den aften! Dagen efter gik vi en tur derned hen på eftermiddagen, efter at have været ude og handle lidt ind. Morgenmad, sko, cheesestrings. I ved… alt det vigtige! Niagara Falls består af de to kæmpe store vandfald Horseshoe falls (formet som en hestesko) og American falls og et lille vandfald Bridal Veil Falls. I alt falder der 3160 ton vand hvert minut. Det er en pæn slat.
Torsdag valgte vi dog at være lidt aktive. Vi gik ned til vandfaldende til noget der hedder Cave of the Winds, som er en gangbro lavet helt nede ved American og Bridal Veil Falls. Gangbroen bliver revet ned hvert forår og bygget op på ny fordi den tager for meget skade i løbet af vinteren til at holde flere år. Før vi kom ned på broen fik vi et par sandaler og et regnslag, så vores tøj og sko kunne holde sig tørt. Det var godt vi havde fået det, for der var utrolig meget vand ved foden af vandfaldet! Surprise - vand ved et vandfald! Man kom helt hen, så man kun var få meter fra Bridal Veil Falls. Det sted på broen kaldte de "hurricane deck", og det føltes virkelig som en orkan, vandet og trykket var enormt, og vi skyndte os videre før vi blev gennemblødte på trods af regnslaget! Med lidt vådt tøj gik vi videre til næste "must-see" ved Niagara Falls. "Maid of the Mist" er en båd der sejler helt hen til "Horseshoe Falls", så hvis man ikke er blevet helt våd nok ved Cave of the Winds så skal man bare tage på bådturen ! Men det var noget af en oplevelse at være helt inde ved vandfaldet ! Det var så flot.
Om aftenen gik vi en lille tur til Canada, da de har en fantastisk udsigt til vandfaldende. Man ser også hurtigt at de har forstået at udnytte den lækre udsigt, for så snart vi kom over på den anden side af broen var der mange kæmpe hoteller, restauranter osv. I forhold til den amerikanske side som mest minder om en stor park. Men anyway.. udsigten var fantastisk! og det blev rigtig flot med spotlight da det efterhånden var blevet mørkt. Fredag satte vi kurs mod New York hvor i jo som sagt ankom i morges (lørdag).
Planerne for i morgen kender vi stadig ikke helt. Det er vores sidste dag i staterne for denne gang. Det er en mærkelig følelse efter så lang tid. Der er blevet kørt nogle kilometer og det har været MANGE timer i bil! Men det har været det hele værd !
- comments
Helle Hej Anne og Julie. Det kan godt være I er blevet fattigere på penge, men I er blevet så meget rigere på en masse andre ting, som ikke kan gøres op i penge. Vi glæder os meget til at give jer et rigtigt knus. Helle mor
Lars Hej piger Velkommen tilbage til The Big Apple. Jeg havde faktisk planlagt at give en middag på Tavern on the Green i Central Park - men den gik sgu konkurs i april. I stedet vil jeg give jer en middag på Tortilla Flats, 767 Washington Street, (corner of west 12th). Da nabolaget er af temmelig suspekt karakter omfatter invitationen også en taxa dertil og hjem til jeres hostel igen (Taxa obligatorisk!!) Jeg refunderer ialt max. 100 USD. Jeg håber i vil benytte jer af tilbuddet og få en rigtig sjov aften på en åndssvag restaurant Hold op hvor vi glæder os til at se jer igen. Annes far