Profile
Blog
Photos
Videos
(Dette blogindlaeg skulle egentlig have vaeret postet for en lille uges tid siden, men dette har vaeret en umulighed pga daarlig internetforbindels mm.)
Kaere alle!
Det er nu ved at vaere lidt over 4 maaneder siden at vi tog afsked paa Aarhus Banegaard, hoppede ombord paa toget mod Kastrup, og paabegyndte denne vidunderlige rejse. Den har hidtil vaeret helt igennem fantastisk, men vi maa modvilligt se i oejnene, at eventyret snart er ved at vaere ved vejs ende. Ikke destomindre nyder vi hvert eneste oejeblik i fulde drag, og glaeder os i oevrigt som smaa boern til at se jer alle igen!
Vi er i Tupiza, det sydlige Bolivia, ikke saa langt fra graensen til Argentina og Chile. Tupiza er en lillebitte flaekke med kun et par tusinde indbyggere, omgivet af et toert, oede og stoevet landskab med raa klippeformationer, som giver en lyst til at tage cowboyhatten paa, kaste sig op paa en hest, og ridde derudaf! Og netop dette var vores plan - indtil vi i foregaars begge blev syge, hoejst sandsynligt af de spejlaeg vi selv havde tilberedt. Da vi deler stort set alt - det vaere sig madretter, drikkevarer, faellespung, mm. er vores foretrukne motto paa rejsen efterhaanden blevet "som soestre vi dele", og det gaelder aabenbart ogsaa sygdom. Saa vi har paa skift ageret moedre, least hoejt af "Onkel Dannys Fortaellinger" paa hotelvaerelset, og vidundermidlet Imodium er for fooerste gang paa turen blevet taget i brug. Og idag har vi det begge meget bedre. Men hestene, de maa altsaa passé sig selv. Til gengaeld tager vi i morgen afsted paa en 4-dages jeep-tur igennem det sydlige bolivianske landskab, med det hovedformaal at ende i Salar de Uyuni, verdens stoerste saltoerken, som efter sigende skulle vaere et syn for guderne. Vi har fundet en flok dejlige unge mennesker at tage afsted med, og det goer det altsaa altid lige lidt sjovere, hvis man er i en god gruppe (har vi erfaret…) Og vi glaeder os!
Og hvad har vi saa ellers spenderet tiden med siden Cali, Colombia? Ja, det foeles simpelthen som meget mere end godt en maaneds tid siden, at vi sagde farvel og tusind tak til Colombia, steg ombord paa et lille fly, og fire timer senere slentrede rundt i gaderne i Perus hovedstad, Lima. Sandsynligvis skyldes denne forskruelse af tiden, at hver eneste dag har haft noget helt nyt og anderledes at byde paa, at vi har faaet flere nye venner end man kunne droemme om, og at vi paa den korte tid er blevet moedt at store og maerkbare kulturforskelle - altsammen med til at goere det helt vidunderligt spaendende at rejse.
Efter at have tilbragt en hel del tid i storbyen Cali, var vi begge ret indstillede paa hurtigt at rykke ud af disede Lima og soege mod sol, varme og sand i Huacachina - egentlig en lille lorteby, omkransende en ildelugtende og ikke badevenlig oase, men med et forunderligt smukt oerkenlandskab omkring sig, der hundrede procent gjorde op for byens manglende charme. Isaerdeleshed da vi fandt et alletiders billigt hostal med swimmingpool og det hele. Vi havde egentlig ikke forestillet os, at vi paa denne rejse ville havne i et saa oede landskab, saa vi blev begge noget lamslaaede af Huaccachina og dens bloede sanddyner. Desuden gav disse sandbakker os et adrenalinsus uden lige, da vi en af dagene hoppede med paa en saakaldt "buggie", en slags jeep, der freaste rundt i landskabet. Op og ned af stejle sandbakker, hvor man oftest ikke kunne se hvad der ventede paa den anden side! Vi hylede af skreak og grin, krammede hinandens haender, og bad vist en lille boen i smug. Men galskaben stoppede ikke her, for med i prisen var ogsaa "sandboarding". Vi fik stukket et gammelt snowboard i haanden og kiggede saa noget mistaenktsomt paa guiden, da han fortalte, at den sikreste maade at naa til foden af de vilde skraaninger paa, var ved at laegge sig paa maven, med hovedet forrest, og foedderne som braemser. Men mine "braemser" virkede sgu ikke for godt, og jeg var nede hurtigere end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt. Chokket afloestes dog hurtigt af latter, og vi kom begge helskindet og noget sandede hjem.
Huacachina blev ogsaa byen hvor Anna og Marie skulle paa vinsmagning og introduceres til Perus beroemte alkoholiske drik - Pisco. Jeg har egentlig ikke saerlig stor trang til at berette en masse om dette "moede", men jeg kan sige saa meget som at det ikke bliver lige forloebig, at vi beruser os i denne drik igen! Foej!
Fra Huaccachina tog vi videre til Paracas. En lille hyggelig fiskerby, som udover at vaere stedet hvorfra man kunne faa adgang til Islas Ballestas, ikke havde saa forfaerdeligt meget at byde paa. Det skulle da lige vaere den gamle Alberto, ejeren af det hostal vi boede paa, som tog os hjerteligt i haanden, og gladeligt delte ud af sine erfaringer om byen, landet og busafgangene. Og paa trods af at der gik lige lovlig meget kanalrundfart i sejlturen til Islas Ballestas, var det besoeget vaerd. Vi saa enorme flokke af pingviner, pelikaner, og larmende soeloever, som maeskede sig i solen og klodset plaskede rundt i vandkanten. Og efter et par dage i denne ultrachillede by, tog vi saa, solbraendte og forventningsfulde, videre med natbus til Cusco.
Og Cusco forstod i den grad at leve op til vores hoeje forventninger. Vi blev moedt af hyggelige gamle brostensgader, store og smukke pladser, farverige og billige markeder, alpacauld i alle former og farver, laekre caféer og restauranter, og et yderst festligt hostal - The Wild Rover. Og saa skal det i oevrigt naevnes, at der paa ankomstdagen var karneval i byen. Og karneval i Cusco er aabenbart lig med vandkrig, hvilket vil sige at alle lokale - boern som voksne, bombaderer hinanden og alle turisterne med barberskum, vandballoner, vandkanoner og spande med iskoldt vand! Vi forsoegte med "por favor!" og sneg os igennem de smalle gader for at naa frem til en restaurant uden at blive totalt gennembloedte, men opgav hurtigt, da vandet kom spruttende fra alle kanter. Mundvigende vendte vist nedaf et par sekunder, men faktisk var det ret sjovt. Og det synes banditterne i hvert fald ogsaa - herligt med en dag for de barnlige sjaele!
Vi noed Cusco et par dage, blandt andet i selskab med to soede danske piger fra Silkeborg, og tog saa afsted paa Inka-Jungle-trek - 4 dage, hvoraf den foerste bestod af mountainbiking, de to foelgende af mange timers vandring, og paa 4.dagen naaede vi saa til MacchuPichu. Vi havde laenge set frem til at naa til disse imponerende inkaruiner, som ligger hoejt oppe i de smukke Andesbjerge, og end ikke de hundredevis af fotograferende turister (som os selv) kunne tage gejsten og glaeden fra os. Beliggenheden af denne gamle inkaby er simpelthen formidabel, og det er naermest umuligt atforestille sig, hvordan man dengang for laenge, laenge siden har formaaet at skabe den. Vi var der hele dagen, spiste madpakker paa toppen af Wayna Pichu, noed udsigten, og satte os sidst paa aftenen ind i toget, retur til Cusco, udmattede paa den gode maade.
Tilbage i Cusco moedtes vi naeste dag med Kathrine og Julie, to gode veninder fra det danske land. Og ligesaa spaendende og udfordrende det kan vaere at moede nye mennesker fra rundt omkring i verden, ligesaa rart var det at vaere sammen med nogle af de gode gamle, som man bare ved, man swinger med. Saa vi hyggede, snakkede, slentrede omkring og festede, og noed saaledes endnu et par dejlige dage i Cusco, desuden i selskab med to svenska flicka, Elin og Jenny. Og saa gik turen ellers videre sydpaa, mod Lago Titicaca.
Titicaca-soeen kan opleves fra baaede den peruvianske og bolivianske side, og da vi selvfoelgelig ikke ville gaa glip af noget, tog vi en enkelt overnatning i Puno, Peru, og krydsede saa naeste dag graensen til Bolivia. Puno er stedet hvorfra man kan opleve de beroemte siv-oeer, hvor folk bor og naermest lever af siv. Og jeg er ganske sikker paa, at det nogle aar tilbage virkelig kunne have vaeret en meget spaendende, intens og autentisk oplevelse, men vi foelte simpelthen, at der var gaaet for meget turist-show i det. Maaden hvorpaa beboerne fremviste deres hjem og levevis foeltes i den grad kunstig, og de blev ligefrem fornaermede over, at vi ikke ville koebe nogle af de smaa lerkrukker, som tydeligvis ikke var lavet paa sivoeerne, men i stedet importeret fra fastlandet. Saa det var altsaa lidt af et flob. Men flot var det! Titicaca-soeen er saa sindssygt stor, at man umuligt kan se alle breder paa samme tid, saa det tog et par timer at krydse graensen naeste dag og naa til Isla del Sol, som ligger i den bolivianske del af soeen. "Soloeen", som faktisk mest af alt mindede os om en lille graesk oe, havde en vidunderlig ro over sig, samt en duft af alpeblomster, og ikke mindst formidable udsigter til alle sider. Vi vandrede ture rundt omkring i landskabet og puttede om aftenen med taepper foran pejsen - for pga den hoeje beliggenhed (ca. 4000 m.) bliver der hundekoldt naar moerket falder paa.
Og efter et par dage i det fri tog vi saa til La Paz, Bolivias hovedstad (dog skal det naevnes, at Sucre er landets juridiske hovedstad). Og La Paz tog virkelig pusten fra os! Rent fysisk, pga dens hoeje beliggenhed, og i overfoert betydning - med roede murstenshuse og skyskrabere op og ned af de stejle bjergskraaninger, snedaekkede bjergtoppe i baggrunden, gadeboder og markeder omkring et hvert gadehjoerne, og saa livlig og kaotisk paa en forunderlig maade. Vi noed bare at slentre omkring i gaderne, omgivet af smaa traditionelt klaedte bolivianske maend og kvinder, med storblomstrede tyldskoerter, bowlerhatte og stofklaeder slynget paa ryggen, indeholdende alt fra alpacauld, til mad, til babyer. Og larm og stoej, og en evig raaben, "Salteñas, salteñas!", "Empanadas, empanadas!", "Pan, pan, pan!", var kun med til at goere gadebilledet og dagene i La Paz endnu mere livlige. Og priserne i Bolivia, de er lige til at holde ud. For eksempel kan man overalt, for ca. 4 kr, koebe sig en kaempe frugtsmoothie, og en 12-timers bustur koster omkring 60 kr. Billigt - og naesten for godt til at vaere sandt!
I La Paz moedtes vi igen med de to silkeborgensere, Katrine og Nathalie, og sammen dem med dem planlagde vi en 4-dages sejltur paa Pampas, et kaempe sump- og flodomraade i Amazonasjunglen. For at komme dertil skulle man enten tage bus eller fly til Rurrenabaque, og paa trods af et par skreakhistorier om den 24-timers bustur, valgte vi, som de tro backpackere vi nu en gang er, at tage bussen. Og det var ikke just behageligt! Rent ud sagt foelte vi, at bussen hvert eneste sekund var paa nippet til at skride ud over skranten, og den egentlig smukke udsigt direkte ned i kloeften fik kun vores hjerter til at banke hurtigere. Dertil kom at vi midt om natten, i fire lange timer og bulderragenes moerke, matte vente uden for bussen sammen med myg og andre luskede insekter, da en lastbil lidt laengere henne af vejen havde sat sig fast i det dybe mudder. Men vi kom levende frem - og det var da en staerk naturoplevelse! Dog var der ingen tvivl om, at vi ville med flyet tilbage til La Paz... Og foruden disse skreakkelig timer i bussen, var byen Rurrenabaque og jungleturen simpelthen bare helt fantastisk! I 4 dage sejlede vi rundt i junglen i en hyggelig flodkano, med fuld sol og en virkelig god og morsom guide, og det var naermest som at vaere i zoologisk have! Egernaber, broeleaber, flodrotter, aligatorer, krokodiller, lyseroede floddelfiner, skildpadder, tucaner, kongeoerne, punkerfugle, storke, hejrer, papegoejer, sommerfugle, grippe, slanger - listen er endeloes! Vi saa de smukkeste solop- og nedgange, og hyggede os gevaldigt paa lodgen om aftenen. En god tur, det var det. Og flyveturen var alle pengene vaerd - 45 minutter, og saa var vi tilbage i La Paz. Herfra hoppede vi om aftenen paa endnu en natbus - vi er efterhaanden ved at vaere i traening og formaar faktisk at faa sovet en del (isaer med lidt Valium i blodet.... som ingen af os vidste var SAA efektivt og i oevrigt vist nok kraever en recept i Dk) - og naeste morgen steg vi ud i Sucre. En virkelig smuk by, med hvidkalkede huse, elegante kirker, flere gadeboder, og et helt formidabelt marked, som vi tilbragte en hel del tid paa. Isaer befandt vi os rigtig godt i de smaa juiceboder og mellem de enorme bjerge af friske, eksotiske groentsager og frugter - nok noget af det vi kommer til at savne allermest hjemme i lille Danmark.
Og Sucre blev altsaa sidste stop foer Tupiza, hvor vi nu til aften treater os selv med pizza, cola, og Madmen - ikke saa ringe endda!
Vi glaeder os til sidste kapitel af rejsen, og til gensynet med jer alle inden laenge!
Mange varme hilsner fra Bolivia,
Anna og Marie
- comments