Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det endelig blevet søndag, så nu er det tid at skrive lidt nyt.
Sidste weekend besøgte jeg Terese. Vi skulle hente hendes værtsmor i Calgary lufthavn, så vi lavede en tur ud af det. På vej til Calgary kom vi igennem Drumheller, som er en by der bogstavelig talt ligger i et hul i jorden. Når man nærmer sig byen begynder man langsomt at køre nedad, samtidig med at der begynder at være klipper på hver side af vejen. Utrolig flot! I Drumheller kan man se rigtig mange dinosaurer, da der er lavet en masse udgravninger i byen, hvor de har fundet fossiler osv. fra dinosaurernes tid. Det var rigtig spændende at se. Vi så "The Royal Tyrrell Museum", hvor de har udstillinger af alle de skeletter de har fundet, fossiler og fortidslevn. Der var også en masse omkring de dyr der levede i vandet på dinosaurernes tid. Og jeg må indrømme at jeg er glad for jeg ikke levede dengang, for hold da op nogle af dem var store!
Udover museet i byen, så vi også en kæmpe "T-rex", som man kunne gå op i munden af og kigge ud over byen. Det var rigtig flot.
Herefter kørte vi til Calgary, hvor vi stoppede i et kæmpe storcenter for at shoppe lidt og få noget frokost. Senere hentede vi så Tereses værtsmor i lufthavnen, og kørte så tilbage til Tereses sted, hvor jeg overnattede til dagen efter.
Det var en rigtig hyggelig weekend, hvor vi også fik planlagt lidt af vores sommerferie. Vi kører af sted d. 1. juli og kommer tilbage igen d. 14. juli. På turen skal vi se Jasper National Park, hvorefter vi kører til Vancouver i BC og er et stykke tid. Her skal vi med båd ud og se spækhuggere, hvilket jeg glæder mig meget til. Vi skal måske også se Vancouver Island, hvor der er hot-springs. Herefter går turen videre til Banff National Park, hvorefter vi vil ende op I Calgary til Calgary Stampede og kæmpe cowboyfest! Jeg tror det bliver en rigtig god tur, og jeg glæder mig til at se en masse natur og seværdigheder.
Mht. arbejdet sker der ikke så meget lige pt. For det første er alt markarbejdet godt i gang, hvilket Howard ikke gør så meget i selv. Vi har dog været ude at samle sten og trærødder op på markerne, så det ikke kommer i maskinerne når der skal sås osv. En af de dage vi var af sted, var jeg så heldig at finde et stort gevir fra et rådyr (ca. 6-7 takker). Howard var helt oppe at køre over det, for det var et rigtig flot et. Så det kan være det skal med hjem til Danmark. Jeg vil dog se om jeg kan finde makkeren til det. Det ville være lidt fedt. Herudover har jeg været ude at lægge gift ud til flere gophers. Her blev jeg ædt af nogle meget aggressive myg, så jeg gik i lange bukser og langærmet bluse i 28 graders varme for ikke at blive stukket over det hele. De to dage det tog at lægge gift ud, resulterede i 26 meget irriterende myggestik i ansigtet.
I sidste uge købte Howard 14 nye køer. Alle 1. gangs kælvere og super flotte sorte angus. Dem og deres kalve fik vi brændemærket, øretatoveret og vaccineret, samt kastreret tyrekalvene. Jeg fik overvundet mig selv, og kastrerede en kalv, så jeg er rigtig stolt!
Ellers har vi været rundt og vandet køerne, givet saltsten til dem og tjekket at de er ok. Her de næste par dage er Howard og Debbie ikke hjemme, så hvis vejret er til det, skal jeg ud og skyde gophers og lægge gift ud til dem, og så må jeg se hvad jeg ellers kan finde på.
Ha' det godt alle sammen!
- comments
Helle Meibom Færgemann Tror jeg har mindst en dreng, der også VÆLDIG gerne ville have været på dinosaur-museum, og ja da jeg mere eller mindre frivilligt læser en del bøger om dinosaure højt, har jeg også opdaget, hvormange store rimeligt småskræmmende vand-dinosaurer, der fandtes. Personligt er jeg nok endnu mere misundelig på dine sommerferieplaner - har jo næsten-familie i Vancouver og har været der to gange. Elsker byen med både højhuse, masser af vand og rolige villakvarterer. Sidst vi var der, tog vi på spækhugger-safari derfra, og hvis I har muligheden, ville jeg vælge en af de "vilde" ture, hvor man sejler i en lille gummibåd - vi kom så tæt på, at vi faktisk sejlede ind i en! Der er også nogle mere komfortable ture i små færger, men der tror jeg ikke, at man kommer så tæt på. Ellers må du have god gopher-jagt!