Efter to maaneder i Cuba, stod den paa nye eventyr i Panama.

De sidste uger i Cuba brugte jeg paa spanskskole, samt Iben fra uni kom over, og vi rejste rundt til Viñales, Cienfuegos, Trinidad, Sankta Clara samt til sidst et par overnatninger i Varadero, som er et turisthelvede, men med virkelig flotte strande. Af high lights den sidste tid paa Cuba kan bl.a. naevnes en naturlig pool inde midt i et bjerg i Viñales. Vi red der ud - det er nok tredje gang i mit liv, jeg sidder paa en hest - saa jeg var paent nervoes. SElvom jeg spurte vores comboy-lignende guide paent, kunne jeg ikke faa en hest, hvor det ar muligt at roere jorden med begge foedder, blev jeg tildelt en ordentlig stor hest, men det gik alligevel. Selvom jeg foelte, det var meget farligt :) Naa, men vi kom ud til den naturlige pool - hvad vi ikke vidste var, at den laa inde midt i et bjerg, saa vi skulle gaa 200 meter i komplet moerke for at komme ind til den. 200 meter ledsaget af tre cubanske mand, der synes det var lidt for sjovt, at jeg tidligere havde joket med, at Iben ville bade noegen, hvis vi til gengaeld fik nedslag i prisen. De tog det lidt for serioest, og de vi saa endelig kom til poolen blev de bare staaende og kiggede paa, at vi skulle have vores toej af og i vandet. Der var selvfoelgelig en god grund til det - nemlig at de holdte lommelygterne, saa vi kunne se, hvor vi gik og lagde vores toej.. Men jeg naaede da alligevel at faa formuleret nogle grimme spnske gloser, hvis han skulle begynde at sige noget. Paa vejen hjem fra den tur, red vi forbi en lokal landmand, der havde en lile tobaksmark. Han producerede sine egne cigarer og viste os, hvordan vi skulle goere. Og nej, de bliver desvaerre ikke rullet paa inderlaaret af stor cubansk mama. Selvom det maaske kunne faa dem til at smage lidt bedre.

Vi tog derefter til Panama, og det var saa maerkeligt at koere paa motorvejen og se reklamer (ja i CUba er der kun reklamer for revolutionen og socialisme), skyskrabere, malls osv. Det er virkeligt at helt andet land, men meget godt. Vi var due ved nogle indianer-oer, hvor de bor i traehytter, skider i havet (bogstavligt talt) og ror rundt i traekanoer. Der var vi i tre dage, og det var rigtig spandende at se. Det var virkelig nogle paradisoer, saa man forstaar godt, at indianer har villet holde fast paa dem. Det var deres eget territorium, saa man skulle vise pas og betale en indrejse-skat for at faa lov at rejse ind.

Vi var ogsaa i Boquete, som er en bjrgby i det nordlige Panama. Men vejret var elendigt - det regnede stort set hele dagen hver dag, udtagen den dag vi skulle hjem (typisk). Det var faktisk orkanen, der ogsaa ramte New York, som var skyld i det daarlige vejr, da den foer den ramte USA, var hen over Caribien og deriblandt ogsaa Panama.



Vi er nu i Peru, hvor vi har rejst rundt de sidste tre uger. Bl.a. med besoeg i hovedstaden LIma, der slet ikke er saa skummel en by, som alle har fortalt os. Der var bl.a. et virkelig spaendende museum om ´Den Lysende Sti´ som var en marxistisk terrororganisation, der haergede i Peru i 80érne og 90érne. Vi saa ogasa preasidentpalaadset (hvor han slet ikke bor i virkeligheden, snyd), den flotte strandpromenade (selvom der kun er sol i Lima to maaneder om aaret grundet saa meget havgus) mv.
Der var ogsaa i LIma vi blev tvunget til at finde vores varme toej frem, for der var hammerkoldt (helt ned til 10-15 grader:) ) LIdt noget andet end de plus 35 grader vi ellers har vaeret vant til.
Da vi floej til Lima og skulle have vaores bagage, var min taske, det eneste bagage, der ikke var naaet frem. Traels traels traels. De anede ikke, hvor den var (vi havde mellemlandet i Columbia), og de havde heller ikek faaet nogle oplysninger om et stykke ekstra bagege paa nogle af de andre fly. Saa jeg maatte tage ind til vores hostel uden bagage. Heldigvis ringede de naeste dag kl meget meget tidligt om morgenen at de havde fundet den, saa jeg blev genforenet med min taske efter et doegn - men det var mere end rigeligt. For Peru har ikke ligefrem overaeldende med toej i stoerrelse hoej europaer:)

I Peru besoegte vi en by midt ude i oerkenen. Det var sindsygt flot, selvom alt mit toej flere uger efter var fyldt med sand - det var simpelthen alle steder i lommer, tasker, syninger mv.. Vi sandboardede (det samme som snowboare bare i sand) ned af de kaempe sanddynger - forestil jer Raabjerg Mile bare gange 1000 og med meget mere stejle dynger. Det var fedt at sandboarde, det gik hurtigt og fk adrenalinen til at pumpe. Hvis man faldt af kunne men ikke rigtig goere saa meget, man rullede bare videre ned af bjerget.
Vi besoegte ogsaa Isla de Ballestas - ogsaa kaldet fattigmands-gallapagos (nu naar det ikke liige var raad til det rigtige galapagos). Det var rigtig flot med pingviner, soeloever, pelikaner mv.

En nat skulle vi med bus fra Ica til Arequipa kl 20 om aftenen. Det tager tolv timer, saa det passede helt perfekt med, at vi ville vaere fremme om morgenen. Men da vi kommer paa busterminalen bliver vi fortalt, at bvussen er gaaet i stykker og i stedet kan vi komme med en kl 02. Ihh, hvor var det traels - vi proevede alt: saa om det var muligt at komme andre steder hen, proevede andre busselskaber, tog hen til bureauet, hvor vi havde koebt billetten for at faa pengene tilbage - men intet var muligt. Saa vi tog tilbage til vores hostel og spise burger og drak milkshake og saa lidt film, indtil vi saa maatte tage ind paa busstationen igen kl 01, saa vi kunne naa bussen en time senere. Virkelig trals,m og vi var saa samdrede dagen efter. Saa smadrede at vi slet ikke opdagede at vi havde det daarligt af hoejden. Vi var saa traette, havde kvalme, hovedpine, ondt i maven med videre. Og foerst dagen efter lagde vi maerke til, at det passede rimelig godt paa symptomerne for hoejdesyge..

En anden ting er, at vi en nat vaagnede ved, at vores senge rystede helt vildt. Jeg taenkte de holdt fest i vaerelset nedenunder, saa jeg faldt hurtigt i soevn igen. Men naeste dag til morgenmaden fandt vi ud af, at det havde vaeret et jordskaelv paa 5,1 Reichter. Det blev senere nedjusteret til 4,7. Det var ikke sket noget anedt end at folk var vaagnet grundet rystelserne. De er rimelig vant til det herovre, saa alle deres hus er bygget til at kunne modstaa jordskaelv af en vis styrke. Saa det var paa ingen maade farligt, men lidt maerkeligt at opleve.

Naa, men hoejdesygen blev ikke bedre, da vi tog paa trekkingtur i colca canoyn taet ved Arequipa. Det var super flot, men meget meget haardt, da det laa ml 2200 m og 3300 m hoejde. Den foerste dag gik vi otte timer (efter vi var blevet hentet paa vores hostel kl 03, og derefter koert syv timer = traette!), og naaede foerst frem til vores bestemmelsessted faa timer foer solnedgang. Rimelig smadrede var vi, og jeg tror aldrig, jeg har sovet saa godt, som jeg gjorde der, selvom det var hundekoldt, det trak ind i hytten, og skummadrassen havde set bedre dage.
Naeste dag var det op k l05, og saa skulle vi ellers hele vejen op ad bjerget igen. Otte km og i alt lidt over 1km i hoejdemeter - saa det burde jo vaere til at overskue. Men hold op, hvor var det haardt! Saa haardt, at jeg 2/3 af vejen op, blev stoppet af en mand med heste, der godt kunne se, at jeg var ved at doe, og saa fik jeg ellers et ´lift´for 30soles. Det var dejligt. Men det er vildt, at hoejden kan goere saa meget - jeg kunne slet ikke kontrolere mit aandedrat, og eftert ti skridt behoevede jeg en pause.. Saa nu er jeg paa panodiler, coca-the (det samme som der tidligere var i coca-cola), coca-bolsjer, muña-the (har samme virkning som coca, det smager bare meget bedre). SAa forhaabentlig kommer jeg ikke til at maerke saa meget mere til det:)

Derefter tog vi til Puno som er endnu hoejere oppe (3800m) og det kan godt maerkes. Alting gaar super langsomt. Vi har vaeret ude at se oerne i Lago Titicaca, som var rigtig flotte. Det gamle folk byggede for 500 aar siden nogle flydende oer af siv og toerv for at slippe for de meget agressive inca´er. Vi overnatttede hos en familie paa Isla Amatini, som ligger 40 km udei soen og er meget isoleret. Det var hyggeligt, og de var virkelig rare. Og deres mad - selvom det var virkelig simpelt, smagte det super godt. Peru har over 4000 forskellige slags kartofler, og tror vi smagte halvdelen de to dagen, vi boee ved den famile.
De ville rigtig gerne hoere, hvad vi lavede, hvad vores foraeldre lavede osv. Om aftenen ville de klaede os ud i deres traditionelle toej, som for piger bestaar af en kaempe nederdel, en hvis bluse med broderinger, og ikke mindst et baelte under tajlen, der blev strammet paent ind. Flotte var vi, men jeg tror familiens boern synes, det var sjovere, end vi syntes :)


Den sidste uges tid har vi brugt i Cusco, hvor vi har taget spanskskole i en uge. Det er en rigtig hyggelig by med mange fine restauranter og cafeér, hvor man virkelig kan faa god mad (hviklet er SAA rart efter tre maaneder paa farten og alt for mange boenner og ris). Vi har vaeret ude at se ruinerne efter Inca-riget, bl.a. Sexy Woman (som virkelig hedder noget andet, men det er helt umuligt at udtale for en torist, saa derfor navnet). Der var en masse lokale peruvianere, der ogsaa var ude at se det. Saa Vi endte op paa ret mange fotos - da de synes det var sjovere at tage billeder med os, end af ruinerne!

Om et par dage skal jeg ud at se Machu Picchu - den stoerste og mest velbevarede Inca-ruin, som foerst blev opdaget for ca. 80 aar siden. Det bliver spaendende!

Derefter tager vi til La Paz, hvor vi saa har ca tre uger til at rejse rundt i Bolivia, inden vi skal finde vej til Rio de Janiero, hvor vores fly hjem til Danmark gaar d. 19/12