Så.. Det er nu 5. gang vi prøver at opdatere bloggen, men hver gang har tekniske problemer, samt utålmodighed forhindret os. Det ugandiske internet er ufattelig langsomt, og måske er vi blevet smittet med den afrikanske tids-ide "hvad vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen". Hakuna Matata. Det er selvsamme som nu gør det særdeles svært at skulle fortælle om to hektiske og begivenhedsrige uger i Uganda.

Vi ankom sen aften fredag d. 19. februar og blev modtaget i vores dejlige ugandiske hjem med bananpandekager, is og smoothies. Vores hjem er, tro det eller ej, en fredelig oase i centrum af Kampala. Her har vi på en lukket vej sikkerhedssystem, port og en hidsig vagthund til at passe på os. I huset bor Solveig, Innocent (chauffør) og i starten Jeanette, som er rejst tilbage til DK igen. Vores hjem er kaldt Ngabi.

Agape 2

I løbet af de første par dage mødte vi børnene fra børnehjemmet Agape 2, som stak af sted med vores hjerter allerede fra første færd. Børnene er eks gadebørn og har allerede i deres korte liv gennemlevet store svigt og forfærdeligheder som vi kan have svært ved rigtig at forstå. Til trods for dette, er de varme og livsglade børn som stille åbner sig op og giver os deres tillid.

Allerede søndag d. 21/2, til alles begejstring, skulle vi på udflugt med børnene. Målet var Victoria søen med badning. Eftersom hverdagen i Uganda er utrolig uforudsigelig, kan selv dansk planlægning ryge i vasken og vi lærer derfor både at have plan B og C på plads fra start. Vi hentede børnene søndag 10.30 og straks var vi på vej afsted med mad, frugt, sodavand og badeudstyr mod Victoria søen beliggende ved Entebbe. På en 40 kilometers tur mødte vi efter 20 vores første forhindring. !Vores buschauffør kan ikke køre bus!! Bilen brændte sammen, eller rettere sagt koblingen blev brændt af. Vi blev alle mand læsset over i en allerede overlæsset super costume (til otte personer) og vi fortsatte turen til Entebbe, nu 20 mand på samme fire hjul, på rigtig afrikansk vis. Forhindring nr. to dukkede op da verdens største ferskvandssø var en tyk suppe af grønne alger, som umuligt kunne bades i. Solveigs store pengepung måtte på banen igen, vores bidrog også, og vi fik trods besværet arrangeret en dyr, men fantastisk dag for børnene ved en swimmingpool 30 m. fra og med udsigt over Victoria søen. J

Efter denne dag har vi i tankerne at arrangere flere ture, legedage og aktiviteter for børnene på Agape 2. Uanset hvor tosset hverdagen kan virke for disse børn er oplevelserne trods alt noget ingen kan tage fra dem. Det er disse børn som vi har valgt at prioritere højst. Også højere end børnene fra Agape 1, da vi vurderer, at de er de mest forsømte og trænger mest til vores opmærksomhed. Samtidig lider Agape 2 nemlig også under Joseph fænomenet, som er et kapitel helt for sig selv. Selvom vi gerne ville være alle steder, er vi nødt til at koncentrere vores kræfter på få områder, for at lære børnene rigtigt at kende. We love Agape 2.

Uganda som vi oplever det

Vi er i fire uger bosat nær centrum af Kampala, en by som officielt rummer omkring 2 mio. mennesker og (tak til oplysningen Innocent) uofficielt knap 5 mio. mennesker, som tallene understreger, er der mennesker overalt. Fra tidlig morgen til sen aften og nat myldrer gaderne med alt fra internationale businessmænd til hjemløse, mennesker som repræsenterer alle samfundslag af Uganda. Amerikanerne på de store hoteller og den enlige mor på gaden som kun har karameller og en kuglepen at sælge. Kampala rummer alle.

Alle disse mennesker og oplevelser efterlader store indtryk og en masse stof til eftertanke når vi en, for os, almindelig formiddag skal til Nakumatt shoppingcenter for at handle de daglige fornødenheder. Inden vi har set os om er solen gået ned og dagen omme. Der er mennesker til alt i Kampala, to mand ved hver gang i forretningerne, fem til at pakke Mzungu'ernes indkøbspose og en familie på syv til at sælge 10 bananer. Det er alle disse mennesker som gør, at selv små ærinder kommer til at tage hele dage. Ting tager tid i Uganda. Men vi kan selvfølgelig glæde os over at alle disse unødvendige ansatte, betyder jobs, månedsløn og mad på bordet for rigtig mange ugandiske uuddannede mennesker, som giver chance for skolegang for næste generation. Ligesom vi kun kan glæde os over, at de snyder Mzungu'er så det batter. Der er næsten intet, der har samme pris for ugandiske mennesker og for turister. F.eks. ved Nilens udspring, hvor velkomstskiltet beretter: Ugandans 1000 UGX, Non Ugandans 10.000 UGX. Snyd! Vi skal evigt være på vagt for ikke at blive snydt for meget.

Nilens udspring tir. d. 2/3

Vi bestemte os en dag for at køre til Nilens udspring i Jinja. Vi var heldige med vejret og kørte af sted i solskin. Efter 2-3 timers kørsel nåede vi målet. Vi var klar på at snuse naturen, vandet, stedet og stemningen til os efter en dejlig køretur som to nysgerrige hunde med hovederne hængende ud af vinduerne. Vi havde en dejlig sejltur og så vandet fra undergrunden boble op i overgangen mellem Victoriasøen og Nilen. Storslået. Et rigtigt turiststed med sælgere, amerikanere og danskere. J Vi spiste burger og pomfritter med stor fornøjelse i en lille restaurant inde i Jinja by inden turen igen gik hjemover. Turen denne gang gik dog ikke helt som planlagt. Som før nævnt har Innocent kun lidt, for ikke at sige ingen fornemmelse af bilen, gear og kobling. Dette resulterede i, endnu engang, total motorstop. Vi trillede ind i siden af vejen og konstaterede bilens totale død. Efter at være gået i stå UTALLIGE gange, gættede vi alle på, at batteriet var dødt efter de mange nødvendige "gen"-start. Vi har brug for startkabler og hjertestarter til bilen. Innocent fortalte i alvorlig tone, at HAN ville finde en løsning ellers ville han være færdig som chauffør. Hm. Den afrikanske stolthed og lige så store stædighed var kommet frygtelig i klemme med dansk selvstændighed. Vi valgte at føje den unge mand som uvidne kvinder og ventede i et par timer. Dette bragte endnu et par problemer til trafikken. Eftersom vi var parkeret i siden af vejbanen, tre Mzungu'er og oven i købet kvinder, kunne ingen sort mand gå forbi uden at pointere vores umådelige dårlige holdested. Vi kan stadig intet gøre ved det, sorry. Pludselig holder en gigantisk lastbil på modsatte side af vejen som begrænser kørebanen yderligere. For at sætte prikken over i'et i vores knap så heldige situation vælter en boda boda (taxi-, transport- og tosset mini motorcykel) midt på vejen med 150 kg cement. Hm. Selvfølgelig er det de skide Mzungu'ers skyld.
Heldigvis kommer Innocent tilbage med en mekaniker elev og efter endnu en time, mekanikerbossen. Vi satte alle vores tillid til denne rolige og professionelle mand som på mange måder vakte associationer til danske mænd. Så gik turen endelig hjem.

Vi har nogle gange besøgt Antioch skolen, hvor vi har hilst på sponsor børnene, samt resten af de knap 300 elever på skolen. Vi har været på skolen et par gange for at deltage, lege og hjælpe i de mindste klasser. Vi har nydt lærernes omsorg og børnenes flittighed i fulde drag.

Det blev alt for denne gang, selvom det kun beskriver en brøkdel af vores oplevelser indtil nu. Vi har taget udgangspunkt i få af vores udflugter og oplevelser som vi håber giver et lille billede af, hvad vi beskæftiger os med her i Uganda. Det næste bliver endnu en dag på Antioch d. 3, et smut over Ækvator d. 2, Safari i Murchison Falls fra d. 11.-14., samt besøg af Agape 2 til bananpandekager og is afslutningsvis d.16/3. Vi håber snart vejret vender i DK og vi prøver at puste 10 af vores 40-50 grader hjem til jer.

Knus og tanker fra Christina og Andrea.

Det skal lige siges, at Mzungu er luganda og betyder "hvidt menneske". Det er blevet vores kælenavn og vi hører det hvor end vi går. J