Profile
Blog
Photos
Videos
Her kommer endnu en lille blog-update, som fortsættelse på det forrige indlæg. Vi var som sagt i byen Tortuguero i et par dage. I virkeligheden er Tortuguero blot en samling af huse og hoteller på en lille stribe vand mellem den Caribiske kyst og floderne i regnskoven. På vores anden dag i Tortuguero valgte vi at leje en kano, hvorefter vi begav os ud i regnskovens floder. Vi sejlede rundt i et par timer og så blandt andet en masse spændende fugle, små krybdyr og små varaner. Derudover hørte vi brølene fra store rovdyr - højst sandsynligt pantere eller jaguarer. Efter vi havde kæmpet på floderne i nogle timer, vendte vi trætte tilbage til Tortuguero by, hvor vi gik tidligt i seng, da vi næste dag havde planlagt at tage til byen La Fortuna, der ligger tæt op af en kendt vulkan, Arenal.
Vi valgte at tage til La Fortuna via offentlig transport, da det var klart billigst. Det var dog ikke så let som forudset, idet den Costa Ricanske infrastruktur mildest talt er mangelfuld. Men efter en tur i båd, små ture med fem forskellige lokalbusser, samt en halvlang taxatur, lykkedes det os at ende på det rigtig flotte backpackerhostel, Arenal Backpackers Resort, omkring kl. 21. Arenal Backpackers mindede egentlig mere om et hotel, hvis man ser bort fra det faktum at vi boede i dorm-rooms med andre mennesker. Hostellet havde nemlig pool, hængekøjer, egen restaurant og bar samt trådløst internet og rigtig godt service-minded personale. Da vi vågnede dagen efter, besluttede vi os for at vandre op til et omkringliggende vandfald. Skiltene viste 4 km til vandfaldet, men da terrænnet var meget opadgående (og vi senere fandt ud af at det snarere var 7 km end 4) blev det en ret lang vandretur. Heldigvis var det gåturen værd, da vandfaldet viste sig at være rigtig flot. Hele 70 meter faldt vandfaldet inden det ramte klipperne i floden under. Derudover var der en masse spændende fisk og insekter at kigge på omkring vandfaldet. Vi var ikke specielt motiverede til gåturen hjem, så til vores store glæde tilbød en canadisk familie at køre os ned til byen, hvilket var rigtig rart, da 30 grader og høj luftfugtighed hurtigt bliver hårdt, når man vandrer.
Tilbage på hostellet købte vi nogle øl osv., da vi havde tænkt os at udforske nattelivet i La Fortuna. Her mødte vi fire amerikanske drenge, som vi spillede kort med og fulgtes med i byen. Efter en sjov bytur gik vi i seng og sov længe næste morgen. Denne dag slappede vi lidt af med bøger og serier på computeren, mens vi prøvede at planlægge, hvad vi skulle foretage os dagen efter. En af de flinke receptionister på hostellet, Alonso, fik arrangeret en fodboldkamp på en indendørs-bane, hvor vi spillede på hold med tre af amerikanerne fra aftenen før (de var elendige), mod fire Costa Ricanere (receptionister på hostellet) og en englænder. Det var rigtig rart at få spillet lidt bold, da det efterhånden var længe siden, vi sidst spillede (i San Diego).
Dagen efter fodboldkampen, besluttede vi os for at prøve Canopying, som er en slags svævebaner, hvor man hænger i to metal"snore", mens man glider mellem træerne. Desværre blev vores tur aflyst på grund af det nærmest obligatoriske regn- og tordenvejr (det er ikke regntid for ingenting), men heldigvis fik vi udsat det til tidligt den næste morgen. Derfor hyggede vi os bare på hostellet om aftenen, mens vi gjorde os klar til næste morgens strabadser. Vi vågnede derfor ret tidligt, da vi blev hentet lidt i 8 af firmaet, der står for canopy turene i området. Det var en rigtig, rigtig fed oplevelse, som foregår sådan, at man får spændt ben og mave i nogle seler, hvorefter nogle reb og et metal-kugleleje fastgøres på linerne, som hænger mellem træerne. På den lille køretur ud til svævebanerne, hyggede vi os med guiderne fra firmaet, samt en amerikansk gut, som også havde tilmeldt sig den tidlige tur. Det gik for alvor op for os, at vi var godt inde i junglen, da vi så en masse forskellige dyr. Blandt andet en kæmpestor vaskebjørn, som blev så bange, at den tog et vildt spring ned igennem træerne, da den så os. Derudover så vi en edderkop så stor, at en fugleedderkop virker ret fredelig i forhold til. Selve svævebanerne var rigtig fede - superfed følelse at svæve mellem træerne i op til 400 meter af gangen, mens man kan kigge udover junglen. Det allerfedeste var dog deres helt specielle Tarzan Swing, som er en form for bungee-jump i junglen, hvor vores sele blev fastmonteret til nogle reb, hvorefter vi kastede ud over junglen i frit fald, indtil rebbene bliver udstrakt og man igen kan mærke tyngdekræften. Rigtig, rigtig fedt, selvom det krævede lidt viljestyrke for mig (Lasse) pga. højdeskræk ;).
Samme dag valgte vi at tage bussen tilbage til San Jose, idet det var mandag og vi skal flyve torsdag. Vi ankom planmæssigt til San Jose igår - på et rigtig fedt backpacker hostel, der hedder Pangea Hostel. Da vi ankom om aftenen ved 6-tiden, var det nærliggende at tage et smut på restaurant. Vi kom ved et tilfælde ind på en halvdyr restaurant, men maden var også derefter. Dog fik vi noget, vi ikke helt kunne placere i madpyramiden. Det smagte som en blanding mellem saucen fra spareribs og en slags snasket plante - vi fandt aldrig ud af, hvad det var, men resten af maden smagte godt, så ingen skade sket :-). Herefter smuttede vi op i hostellets bar og fik et par Costa Ricanske øl sammen med nogle amerikanere, englændere og tyskere. Alt i alt en rigtig hyggelig aften. I dag har vi gået San Jose tynd for at finde en engelsk boghandler, hvor vi kunne finde lidt nyt at læse. Det lykkedes nogenlunde, hvorfor vi nu er ret godt forberedt på Peru, hvor vi har hørt det hele sejler lidt rent sprogmæssigt. Det skal nok blive sjovt :).
Vi håber alt er godt i Danmark - vi har det i hvert fald rigtig godt, her ikke så langt fra Ækvator.
- comments