Profile
Blog
Photos
Videos
Så kan vi vist ikke komme uden om at skrive en ny blog længere.
Siden sidste blog-indlæg begav vi os som nævnt mod byen Puno i Peru. Puno ligger små 4 km over havets overflade, hvilket gør, at det ikke er verdens mest civiliserede by. Et godt billede på dette er, at især kvinderne stadig ifører sig meget gammeldags tøj. Det var planen, at vi i Puno ville deltage i det lokale karneval, men vi droppede det hurtigt igen, da det gik op for os, at det var 50-årige gamle damer, der danser rundt i kulørte klæder og spiller folkemusik, mens mændene har travlt med at bytte deres lama for en ged. I stedet for begav vi os ud på den omkringliggende sø, Lake Titiaca, som udover at være verdens højestbeliggende sø også er Sydamerikas største. Det var en rigtig fed oplevelse, at se hvordan man også kan leve i år 2009. Vi sejlede ud et-tiden om eftermiddagen, og efter en lille times sejlads kunne vi se de "siv-øer" som folkene derude boede på. Øerne er opbygget af flydende muld overdækket af en hel masse siv, deres huse er også bygget af siv, da det er det eneste materiale, der er let nok til at øerne ikke synker. Nogle af øerne er tøjret fast til bunden af søen, så de ikke flyder væk, mens andre blot flyder rundt hele tiden. Disse små siv-øer er fuldstændig uden lys og varme, så folkene pakker sig ind i lange kjoler og jakker for at holde kulden ude. De bygger ligeledes deres skibe ud af siv. Af udseende ligner bådene mindre vikingeskibe, hvilket faktisk ikke er så mærkeligt, da historien går på, at et skandinavisk vikingeskib var dukket op i Sydamerika, og at de derfra havde fået inspirationen til bådudsmykningen.
Efter vi havde været i Puno, tog vi en elendig 8-timers bustur til Cusco, som er en rigtig fed backpacker-by. Busturen var elendig, da vi begge var småsyge og især Anders havde det ikke godt. Vi kom dog vel frem til Cusco, som ved første øjekast allerede havde meget mere at byde på end den noget uciviliserede Puno. Vi besluttede os for at være i Cusco i fem dage, da det virkede til at være et rart sted, hvor man kunne foretage sig en del. I Cusco boede vi på et hostel kaldt LOKI hostel, hvor de havde en stor bar og restaurant. Derudover var der et superhyggeligt miljø med en masse unge mennesker, godt engelsktalende personale og rigtig gode arrangementer. Den første dag brugte vi på at restituere og blive helt rask igen, hvilket på ingen måde er nemt, da man meget let kommer til at lide af altitude sickness (højdesyge), som giver en hel forfærdelig hovedpine. De næste par dage brugte vi ofte i Cusco by for at kigge i butikker og på bygninger, mens vi brugte aftenerne i baren på hostellet og nede i selve byen. Derfor kan vi nok ikke udelukkende tilskrive vores hovedpine højdesyge ;). Tæt på Cusco ligger det legendariske Machu Picchu, som er gamle Inka-ruiner. Vi planlagde at tage på denne tur, men en billetpris på 800-1200 dollars for tre dage, blev vi enige om, var for dyr en pris. Vi ved nu til en anden gang, at det skal bookes hjemmefra, hvorved man så kan få det til ca. 400 dollars.
Fra Cusco tog vi en 24-timers bustur tilbage til Lima. Denne gang havde vi valgt det lidt dyrere alternativ, da vi var ved at være seriøst trætte af ikke at have noget benplads i så lang tid (peruvianerne er i gennemsnit 160 cm). På grund af vores dyrere busbillet blev denne tur ikke så slem som de foregående, og vi nåede planmæssigt frem til Lima ved 11-tiden om formiddagen, hvorefter vi tog direkte til et irsk hostel, hvor vi boede en enkelt nat inden vi drog mod den fantastiske by Buenos Aires.
Vi har oplevet en helt masse gode/sjove ting i Buenos Aires, hvilket følger i den næste blog, som vi vil skrive i morgen. Håber I stadig har det godt i DK, på trods af svineinfluenza osv.
- comments