Hej venner!

Fra dags dato og fremover vil vi have en fællesblog, da vi jo som bekendt rejser sammen, og kommer til det i lang tid fremover.

først en lille update på sidste blog...

Vi har været ude og få et par øl med Alexander (ejeren af yachten) i Wellington og fået gennemgået kontrakter, snakket turen igennem og fået svar på de sidste spørgsmål. vi har nu også modtaget uddrag fra kontrakten på mail, og fået afrejse dato fastlagt, det bliver den 18 marts fra nelson på midten af sydøen. Stef var lige en tur i biografen med alexander, der som bekendt er homoseksuel, så der blev købt en stor popcorn og EN stor cola med to sugerør, og så var der ellers dømt hygge i mørket. Konklusionen på mødet blev, at næste step bliver at kaptajnen på yachten ringer til os og aftaler en tid til marine kursus i Nelson og introduktion til arbejdet inden afrejse, så det er det vi venter på nu.

efter et succesfuldt møde med Alexander og stef i Wellington, tog jeg tilbage til mit resort i marlborough sounds for at sige op og hurtigst muligt hoppe på stray bussen med stef, for at få fuld valuta og se hele sydøen inden afrejse. Det viste sig, at jeg kunne sige op med en dags varsel og dagen efter var jeg på bussen med stef.

Vi skulle ikke køre længe før vi begge blev enige om at naturen og landskabet på sydøen var det vildeste vi til dato har set i vores liv, det er vanvittigt flot.

Da alle var klar gik turen så til det første stop på sydøen, nemlig abel Tasman national park, og hvilken bedre start end at være omgivet af smukke bjerge og skønne strande. Der tog vi så på et cruise med en katemaran ud og så nationalparken fra vandsiden, og gjorde stop på hvide strande, og i flotte bugter. En rigtig god tur!

Dagen efter gik turen så til Franz josef som er verdenskendt for deres gletscher, og det var helt klart den fedeste oplevelse i nz so far. På vejen dertil blev vi informeret om de forskellige ture og aktivteter man kunne give sig til på og omkring gletcheren. Der var både muligheder på fast grund og i luften. valget stod mellem en heldags hiking tur på gletscheren, eller iceclimbing, som kræver en rimelig fysik og mod. Stef tog på iceclimbing mens jeg to heldags hikingturen. Da new zealand jo er landet med ekstrem sport og adventure der kan tilfredsstille selv den vildeste adrenalin-junkie, ja så kunne man selvfølgelig også skydive ud over gletscher området fra 12.000 fod. Da tilmeldingsblanketten nåede til os i bussen blev der debatteret frem og tilbage, mens stef iskoldt satte kryds ved skydive, var jeg lidt mere tøvende - og ja jeg endte med at være en kylling.

omkring kl 18 blev vi samlet op på vores hostel, og så var det ellers afsted mod himmel for at hoppe ud af et fly, jeg stod trygt på jorden og tog billeder af video af min fine ven der kom flyvende gennem luften - super fedt! Stefan overlevede og af hvad jeg kunne forstå så er det det vildeste nogensinde. og det 3. bedste sted i verden at gøre det med udsigt over gletcher, søer, bjerge - fantastisk.

Dagen efter stod den på gletcher walk, og vi startede kl 7 hvor man blev udstyret med støvler, jakker, hue, handsker og andet vigtigt udstyr, og så ellers med bus op mod startpunktet ved bunden af gletscheren - og hvilket syn, det var for vildt! i autentisk stil gik man i grupper med 8 i hver og en guide i front med en isøkse, der så skar trapper i isen som vi kunne gå på, det var en helt unik oplevelse at stå der på en gletscher med sne, søer, og høj solskin. Det viste sig også at jeg helt tilfældigt stødte ind i min gode ven Liam fra liverpool, som jeg har rejst rundt med og været på farmophold med tidligere på min rejse. Han arbejdede i baren på det hostel vi boede på, så der var udsigt til et par gratis øl og en god lang snak.

Efter to dage i Franz Josef, skulle vi videre til Queenstown, som er new zealands svar på sunny beach i Bulgarien - her bliver der festet i gennem og efter at have talt om dette det meste af turen var det fedt endelig at være her. Efter check in startede vi ud med et besøg på den berømte burger bar - fergburger som er nævnt i lonely planet, som et must do i New Zealand. vi er jo vikinger så vi tog da den største burger på menuen, og ud kom der et bjerg af ost og kød der næsten ikke kunne være på tallerkenen. Efter denne work out, som bragte en del sved frem på panden - så blev vi fulde - rigtig fulde i bedste ivigtutvej kælder stil.

Queenstown er et også et sandt paradis om vinteren, da byen ligger højt oppe og er omgivet af nogle af de bedste skiområder på den sydlige halvkugle. Byen minder om en satelit by i østrig, og stemningen lige sådan, med mange skisports forretninger, afterski barer, og lifter op til områderne. helt sikkert at det ikke er sidste gang vi har været her i vores liv, hvis man engang får muligheden, så ville en sæson på ski her da ikke være helt ringe.

Dagen efter stod vi op med heftige tømmermænd, og hvilken bedre start på dagen end at springe bungy jump 134 meter ud i en kløft fra en boks der er spundet op i to wirer. hvem andre end stef fik den sindssyge ide selvfølgelig, og jeg tog med i rollen som kylling igen, og var med ude i boksen som selvfølgelig var udstyret med glasgulv så man kunne kigge 134 meter ned i kløften. Noget der kan tage pusten fra de fleste, men ikke stef, der tog den i stiv arm og hoppede ud i kløften - og han overlevede!

efter denne vilde start på dagen stod den på afslapning og plejning af tømmermænd resten af dagen, hvis man da kunne få pulsen ned igen...

efter et par dage i queenstown gik turen så på en tre dages tur til milford sounds, som er et af de steder vi begge har set frem til siden vi landede på new zealandsk grund - flere scener i ringenes herre filmene er optaget her i den vanvittgt smukke natur, og efter at have hørt en masse gode ting fra andre der havde været her forbi var vi spændte på at komme hertil. Forventningerne blev indfriet allerede i bussen på vej dertil - billeder kan ikke forklare hvor smukt her er - man skal bare selv tage her til - som vores bus guide sagde "Take a deep breath, and take it all in, because this is one of the most special places on the earth" han havde så sandelig ret.

Efter milford sounds kunne man vælge at tage til stewart island, som man tager til med færge fra den sydligste havneby, bluff. Vi valgte denne tur fra, da vi har hørt fra andre at det ikke skulle være det helt vilde, og et godt sted at spare hvis man er på et budget som vi jo er, og så er turen heller ikke en hel billig fornøjelse da færgen koster 140 dollars. Vi tog istedet til Invercargill, hvor vi tog på museum og derefter en tur på stranden. Dagen efter gik turen så tilbage til queenstown, og derfra til Dunedin, med intercity bus, da det ikke er en del af stray-ruten. Dunedin er new zealands ældste by, og hjemsted for verdens stejleste vej - og ja den var rigtig stejl! Efter at have oplevet den stejleste vej i verden, tog vi en tur på chokolade fabrik - til dem der kender cadbury, så er det her i Dunedin, new zealand, det kommer fra og bliver produceret - og ja der var smagsprøver undervejs, spændende!

Efter to dage her tog vi til Oamaru, som er hjemsted for pingviner - man kan se op til 100 i gaderne om aftenen hvis man er heldig. Så mange så vi dog ikke, men vi så noget andet som vi sent vil glemme. Efter ankomst til byen tidlig morgen, tjekkede vi ind på vores hostel for natten der havde det dejlige navn "swaggers backpackers" og så gik vi ellers ud for at se denne lille hyggelige by, og da vi nåede til byens torv var det som at træde ind i et eventyr skrevet af vores gode gamle H.C Andersen. Alle gik rundt i gammelt fint tøj, og de lignede mest af alt noget fra det forrige århundrede. Vi fandt hurtigt ud af at det ikke kun var det ugentlige farmers market der trak mennesker, men en ganske særlig begivenhed som fandt sted netop i dag. Et orkester dukkede op og begyndte at spille op, og byens borgmester dukkede op for at holde en tale. Det viste sig, at folket var samlet her i dag for at hylde byens helt der har cyklet hele new zealand rundt - på en væltepeter! Et par øjeblikke efter så vi ganske vist en ældre herre komme trillende op mod byens torv på - ja en væltepeter, og denne havde været hans hjem de sidste tre måneder rundt i hele new zealand, med start på stewart island som er det sydligste punkt, og til cape reinga på nordøen som er det nordligste punkt, og så tilbage til Oamaru i dag for at blive hyldet, af byens befolkning, og os. Dagens hovedperson steg af cyklen og holdte en kort tale, hvorefter der blev indviet en statue af verdens største væltpeter til ære for ham, og folk gik glade hjem i deres små huse igen.

Efter denne sjove oplevelse gik vi ud for at se de pingviner byen skulle være så kendt for, men dem var vi ikke så heldige med - vi så et par stykker. Da både dunedin og oamaru er uden for stray-ruten måtte vi enten tomle os tilbage til Queenstown igen, for at komme tilbage på stray-ruten, eller vi kunne tage en intercitybus, som er en dyr fornøjelse, så vi valgte det første. Vi stillede os i vejkanten på hovedvejen mod Queenstown tidlig morgen og havde en frisk tur på 288 km foran os. Der skulle gå ca 3 timer før den første venlige sjæl trak ind til siden og tog os med de første 20 km af vejen, derefter yderligere 1 time før næste sjæl dukkede op og tog os med endnu et godt stykke - herefter blev vi smidt af "In the middle of no where" bogstaveligt talt. Der stod vi så, med godt 120 km til Queenstown - og vi ventede.. og ventede lidt mere i den bagende hede, og snakken begyndte at gå på hvordan vi nu skulle overleve herude, og om man mon kunne lave et bål, som vi kunne varme vores dejlige dåse-tomat suppe på. Dette blev dog ikke aktuelt, da en flink ung gut trak ind til siden og tog os resten af vejen til Queenstown.

Dagen efter denne succesfulde tur, gik turen med stray til Mount cook, som er new zealands højeste bjerg, her blev vi blev indkvarteret i Mount Cook village. Igen igen igen bliver man overvældet og overrasket over naturen i dette land, og det kan ikke tælles på to hænder hvor uendeligt mange vandreture og aktiviteter man kan give sig til her. Vi tog en frisk hiking tur, til "hooker valley" og til dem med pervers tankegang - nej det er ikke en dal fyldt med prostituerede, men derimod uspoleret smuk natur i en dal mellem bjergene, hvor der er brusende vandfald og udsigt til Mount Cook, en frisk tur på 4 timer tur/retur. Efter denne lille gåtur tog vi på gletscher ekspedition på "mount cook gletscher lake" hvor en guide fortalte om de tusind år gamle isbjerge der ligger i vandet der strømmer ned fra bjergene i området, og vi så en masse isbjerge flyde rundt i søen.

Nu befinder vi os så i skrivende stund i rangitata, her er ikke meget at tage sig til her, udover river-rafting som vi begge har prøvet på nordøen, så vi har valgt at spare pengene her og slappe af på græsset i solen. Imorgen hedder det christchurch, som bliver en spændende oplevelse at se efter jordskælvet som stadig hærger med kraftige efterskælv. Så sent som sidste weekend blev der målt et efterskælv på 5,9 på richter-skalaen. selvom den indre by stadig er totalsmadret og lukket for offentligheden, så er der stadig masser at se i denne historiske by, og hvem ved måske vi også for lov til at opleve et jordskælv..

Planen herfra er, at når skipper skræk forhåbentlig ringer til os meget snart så vil vi tage med tog tilbage til nelson hvorfra der er afrejse. Tranz alpine tog ruten, som tager os tilbage til nelson er beskrevet som en af de smukkeste en dags ture i verden, og vi kommer gennem alperne og får oplevet landskabet på en anden måde.

Out.

Stefan & Anders