Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet tid til endnu en blog - denne gang fra Córdoba, hvor jeg nu befinder mig.
Jeg tog af sted fra Buenos Aires søndag morgen, kom med flyet til Córdoba, og kom til min "nye" familie. De er rigtig søde alle sammen, og det er bare skønt. Hende jeg bor sammen med har været frivillig også, men arbejder nu for Projects Abroad, som er dem jeg rejser med. Hun var derfor min "guide", da jeg mandag skulle på introduktion i byen, sammen med 3 andre som også var ankommet i denne weekend. Deriblandt en anden dansk pige, Line. Vi så centrum af byen, og tog så bussen ud til kontoret, for også at vide hvor dette var. Derefter tog vi hjem igen, fik aftensmad og gik i seng. Tirsdag var min første arbejdsdag. Det er et børnehjem med børn imellem 3 og 12 år. De er rigtig søde, men som ny bliver man godt nok sat på en prøve. For det første er det jo spansk - og det er BØRNEspansk! For det andet er de nogle rigtig små djævle nogle gange. Man kan tydeligt fornemme at der er en grund til at de er der. Men hver dag bliver det en smule nemmere at holde styr på dem. Nogle af dem er fantastisk søde - de mangler bare kærlighed.
Nogle aftener bliver der hold "Socials", hvor alle de frivillige mødes, bare for at mødes og hygge sammen. Vi har været ude og høre Blues, vi har været til Tango aften på en restaurant, og vi har været ude på et andet børnehjem og hjælpe til. På torsdag holder vi fødselsdagsaften, da VI er 3 som har fødselsdag i denne uge J Det skal nok blive rigtig hyggeligt. Derudover planlægger vi selv lidt: tager ud og spiser sammen, i biografen, en tur på bar, eller andre ting. Det er rigtig hyggeligt, og de andre frivillige som er her er rigtig søde! Fedt at møde en masse mennesker J
Sidste weekend var jeg med familien ved floden om søndagen. Det er der de tager til, når de skal bade om sommeren. Stranden i Argentina er åbenbart ikke noget specielt, da også folk fra kysterne tager ind til floderne for at bade. Der var enormt flot og rigtig hyggeligt. Dejligt at have en rigtig afslappende dag.
I denne weekend tog Line og jeg en tur til Mendoza, og havde en fantastisk weekend. Vi tog af sted med bussen fredag aften, så vi var der lørdag morgen, hvor vi tog hen og fandt et hostel, og fik noget morgenmad. Efter morgenmaden mødte vi en dansk pige (Caroline), og sammen med hende tog vi på Vintur! Vi tog en bus til byen Maipú, hvor vi lejede cykler, og så gik det ellers derudaf. Vi fik smagt en masse rødvin, likører, absint (RENT, 75%) og whisky (som smager af vand efter absinten), og slingrede videre derudaf på cyklerne! Vi havde en skøn dag på cyklerne i 30 grader og blå himmel. Om aftenen, da vi kom hjem igen, tog vi hen på en bar, fik lidt mad og en drink, og gik rimelig tidligt i seng.
Søndag havde vi nemlig bestilt en tur hvor vi skulle trekke, rappelle og river rafte. Igen tog vi alle 3 afsted, og vi havde endnu en rigtig god dag. Vi startede med 3 timers trekking i Andesbjergene, samt rapelling. Det var en rigtig god tur, og det var enormt flot i bjergene. Da vi havde fået frokost tog vi til et andet sted, hvor vi skulle rafte. Det var skønt vejr, og vi havde det rigtig sjovt. Vi var 4 store både som raftede, og det tog desværre kun en time - kunne godt have brugt et par timer mere. Men der var ved at være blevet sent, og vi kom tilbage til Mendoza, hvor vi skulle med bussen til Córdoba kl. 21. Det var en fantastisk god weekend.
Fra i dag af, er jeg begyndt at arbejde kl. 9 i stedet for 11. Vi skal i gang med at male og rydde op i et rum til børnene. Så det bliver forhåbentlig rigtig godt. Glæder mig til at se det færdige resultat.
Om lidt tager jeg op til centeret, hvor jeg skal mødes med Caroline og Line - vi skal i biografen og se "Alice in Wonderland" - senere skal vi på bar sammen med nogle af de andre. En af pigerne stopper her, og vi skal ud og fejre hendes sidste aften.
Så det var alt for nu - der kommer en blog mere når der er sket lidt igen. Her går hverdagene jo med at arbejde og være sammen med de andre frivillige. Så det er primært i weekenderne vi kan lave noget. Jeg nyder min rejse - det er fantastisk.
Håber at alt går godt i DK - nu er al sneen jo efterhånden forsvundet, har jeg hørt.
- comments