Profile
Blog
Photos
Videos
15. Juni
Aftenen før havde vi spottet et køleskab på værelset og smarte som vi var havde vi været i en Cambodiask forsøg på 7eleven og købt mælk og mælkemorgenmad. Vi brugte derfor morgenen i sengen med vores cornflakes. Efter et noget omdiskuteret morgenmåltid (Ellen begejstret for mælkemorgenmad og Freja træt af det inden hun nåede at blive mæt) gik turen til the killing fields. Under Pol Pots styre fra 1975-1979 nåede han at slå en tredjedel af sin egen befolkning ihjel ved hjælp af sult eller massemord. The killing fields var de marker som store dele af bybefolkningen blev tvunget til at vandre ud til, for så at grave sin egen grav og enten blive skudt eller begravet levende (man mente at det var spild af ammunition at skyde dem). Udover selve mordene var der alle tænkelige former for tortur. Vi så mange af de opgravede kranier og gik rundt og så huller som udgjorde de gamle massegrave. Det var ubehageligt, og det var spændende at se på afstand, men da vi opdagede et skilt hvor der stod at vi skulle holde øje med hvor vi gik, kom det lidt for tæt på. Under monsunen og andet voldsomt regnvejr, skyllede jorden væk, og op af jorden kom store mængder tøj, og knogler. Først havde vi ikke set det, men nu lagde vi mærke til alt det der stak op af jorden alle vejene, samt alle de knoglerester man så alle steder, selv på stierne. Vi måtte se i øjnene at vi bogstaveligtalt gik oven på de døde. Efter vi havde forladt området og drukket os en cola, var humøret højt igen og det skrækkelige syn nogenlunde fordøjet, det betød at turen nu igen fik tilbage til byen i tuktuk. Vi besluttede os for at spise på hotellet, da vi ikke lige vidste hvor der lå restauranter. Anette og Ellen fik eateble mad. Freja som havde bestilt en dyr bøf, der virkelig så god ud på billedet fik som hun selv udtalte det "de kunne jo også bare have givet mig en skosål". Det var den sejeste bøf set til dato og var noget nær uspiselig, dog fik hun kæmpet sig igennem og efter lang tid og ømme kæber kunne vi forlade middagsbordet. Om aftenen tog vi os en lille gåtur op til floden, her var vi ret kede af ikke lige at have taget kameraet med os, det var en fantastisk solnedgang. Derudover var aftengymnastikken i gang, hele vejen langs floden så man højtalere, instruktører og motionister i små grupper, samt et område spækket med træningsmaskiner i alle afskygninger. På tilbagevejen snakkede vi med en cambodiansk kvinde på 33, der fortalte os lidt om livet i Cambodia. Utrolig spændende at få det fra hestens egen mund, men samtidig var det tydeligt at hun havde opfattelsen af at man næsten levede et gudeliv i vesten, helt uden bekymringer. Endnu en aften kiggede vi forbi the blue Pumpkin, som lykkeligvis også fandtes i phnom pehn. Så var det tid til at se dyner efter en indtryksrig dag.
16. Juni
I dag startede vi på et museum, der under pol pots regime var et torturfængsel (at sammenligne med anden verdenskrigs kz-lejre). Oprindeligt havde det fungeret som skole, men pol pot havde set helt andre muligheder i disse bygninger, da det alligevel blev ulovligt med skolegang. Der blev her torturet og dræbt tusindevis af mennesker hvert år under pol pots regime. Som en del af museet var der også billeder af en stor del af de mennesker der havde sættet i fængsel her, alle blev nemlig fotograferet ved ankomsten til stedet, det inkluderede også mødre med deres spædbørn, man var nemlig bange for at børn at sådanne familier ville lave oprør når de blev ældre. Derefter ville vi tage til et tempel, men da det havde middagslukket, kunne vi jo bruge ventetiden på lidt frokost og en smule shopping (hvad mere fornuftigt?). Da vi ankom til templet fandt vi ud af at det var temmelig dyrt at komme ind og se, vi besluttede os derfor for at vi hellere ville bruge pengene og tiden på den lokale The Blue Pumpkin. Om aftenen udspillede sig en komisk og lidt dum hændelse, så her en lille historie fortalt af Ellen:
I morgen kl 6 skulle vi hentes af bussen der skulle bringe os fra hovedstaden i cambodia til ho chi Minh i Vietnam, det betød at jeg lige ville pakke mine ting her aftenen i forevejen og følgende udspillede sig:
Kl er ca 23 og klog som jeg er tænker jeg: "nu er der kun 7 timer til jeg bliver hentet, måske skulle jeg få pakket mine ting". Min store taske lå mildest talt spredt ud over hele hotelværelset, godt blandet med Freja og anettes ting. Det var lidt for uoverskuelig en start, så var det smartere at starte med at pakke håndtasken. Jeg har pakket håndtasken og tænker: "ihh hvor er den lækker den taske, måske skulle jeg stille den sammen med mors taske" (som ikke kan væren i rygsækken) (til udenforstående kan jeg fortælle at jeg har købt en kroko taske til mig og en baby udgave til min mor), men hov hvor Søren er mors taske?!?!?!). Et sug går igennem min mave og langsomt går det op for mig, at den må jeg have glemt i bussen, vi tog mellem siem reap og phnom pehn. f*** f*** f***. det er bare mange penge lige ud af vinduet og glæden ved at give denne fantatiske taske væk, er nu også forsvundet. Nu gik jagten ind, missionen blev kaldt "find mors taske". Denne mission inkluderede på få sekunder mine to rejserfælder og beskede lød: Kære piger i må stoppe jeres pakkeri, nu gælder det mission "find mors taske". Vi måtte jo ringe til busselskabet og høre om de havde tasken liggende (måske fandtes der søde ærlige cambodianere der kunne finde på af aflevere en splinter ny krokkodilleskindstaske til busselskabet hvis de fandt den, eller medarbejderne selv ville aflevere den?). Freja kunne efter noget tids søgen konstatere, at billetterne var smidt ud og skraldespanden tømt. Så gik ture til receptionen, her kunne de fortælle at den store skraldespand på hotellet, lige var blevet tømt af en skraldebil. Hvordan kunne vi så finde ud af, hvilket busselsskab vi var kørt med, når ingen af os nu kunne huske det? Jo, vi måtte jo ringe til det gamle hotel, som bookede biletterne for os, de må vide det. Nu måtte receptionens computer i brug, som forsøg på at finde nummeret. Efter tre reksekammaraters søgen, samt den flinke receptionists forsøg, måtte der konstateres at golden fish ikke havde en telefon, hvilket egentlig ikke kom bag på nogen. Næste forsøg bestod nu i at finde busselskabet ved hjælp af deres afgangstider. Det var dog helt umuligt, da der var helt utroligt mange busselskaber. I stedet fandt vi et andet hotel i nærheden af Golden fish, måske havde de kontakt til samme busselskab? Der blev ringet op og efter lang tids forvirring og en stor sprogbarriere, fik vi et telefonnummer og navnet på busselskabet (mekong Express). Telefonnummeret blev prøvet og det viste sig at være forkert. Men vi havde nu en ny vej at gå, nemlig busselskabets navn. Vi fandt en del forskellige numre på kontorer forskellige steder, men vi måtte konstatere, at alle kontorer (ikke overraskende) var lukket ved midnatstid, men at vi kunne forsøge at ringe igen næste dag. Det var dig ikke til nogen hjælp, da vi jo dagen efter vendte snuden mod Vietnam. Vi kiggede på klokken og kunne konstatere, at klokken var ca 00.30 altså samme tidspunkt, som vi var kommet til byen på, måske ville der komme en bus igen i dag og så havde vi måske en mulighed for at komme kontakt med en guide i den bus. Hvor pokker var det så lige vi blev sat af. Vi spurgte nogle tuktukmænd som satte en stor fed finger, der fyldte en fjerdedel af kortet og sagde at her var det (måske), hvor præcist var svært at få ud af dem, men vi kunne jo betale dem for at køre os. Vi havde dog tidligere på dagen købt morgendagens morgenmad og ved samme lejlighed brugt vores sidste rigel, vi havde samtidig kun nogle få dollars tilbage, men turde ikke bruge de sidste, da vi jo havde en lang bustur foran os dagen efter. Vi begav os derfor ud i natten på gåben i retningen, som tuktukmændende havde vist os. Efter en del snak om, at tasken var nok tabt, og at vi stadig manglede at pakke til den efterfølgende dags rejse, så vi pludselig et lækkert syn, nemlig en bus holde på en resteplads. Bussen var desværre tom, æv... Men hov, der var da en del mennesker ovre på gadehjørnet. Her var busselskabets kontor pludselig åbnet pga. den nyligt ankomne bus. Hvis vi var heldige, ville de have tasken liggende. Vi spurgte, desværre kom de rendende med en sort lærredstaske, nej det var jo ikke lige den vi søgte. Vores lå stadig i den hvide pose, vi havde fået den med fra forretningen i. Kontormanden vender sig om og stikker hovedet ned i en stor trækasse og op hiver han den hvide pose med tasken. Fantastisk!!!! Mission "fin mors taske" completed. Klokken er nu langt ud på natten, vi mangler stadig vores gåtur hjem og pakningen når vi kommer tilbage til hotellet, men alt virker pludselig meget mere overskueligt nu.
- comments