Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der tid til flere fortællinger fra Afrika, og da det er lidt længe siden sidst, kommer der nok en del i det her indlæg. Så find en god kop kaf' og måske en lille kawe frem inden I giver jer i kast, så I ikke sulter eller tørster undervejs. ;) Safety first!
Morgenmaden på hotellet var for nogen af os, en utrolig dejlig oplevelse. Der var nemlig brygget kaffe, og ikke kun instant, hvilket ellers har været eneste kaffeform jeg har indtaget indtil videre. Det er egentlig lidt underligt når man tænker på, hvor meget kaffe der importeres fra Kenya, men ja ja, TIA - "This is Africa" - ikke alt giver mening. :D
Til morgenmaden forsøgte vi at sidde og gætte hvor alle de andre mzungus var fra, så tiden fløj afsted. Da vi havde pakket sammen fandt vi frem til den bus vi skulle transporteres i, de næste 10 dage. En stor lilla truck med firhjulstræk og plads til 24 personer. Michelle som følge af sin fodbold, rutineret i buskørsel, og fik derfor hurtigt fanget de to bagerste sæder til os. Da vi kom ind og kom afsted gik det op for os, at mange af de andre i bussen virkede til at kende hinanden, så vi følte os lidt malplaceret siddende nede bagi bare os to alene. Aftenen forinden havde det været et informationsmøde som vi ikke lige nåede at komme til, fordi vi havde travlt med at drikke øl og spise kød, men ja ja. Så meget vigtig information skal man ikke bruge på safari, så vi fik fortalt vores navne, og så var vi ellers med på den igen. Altså næsten. Der kan nok ikke helt gøres op for vores (synes vi selv) utrolig sjove personligheder, så vi blev hurtigt gruppens sorte, men rigtig sjove får. ;)
Første dag på turen kørte vi til en nationalpark hvor vi så den første zebra. Sikke et show. Alle var helt oppe og køre over den, måske også lidt os selv, selvom den var rigtig langt væk. Vi blev meget klogere på zebraer senere på turen, men det kommer vi til. :) Hele princippet i, at sidde i en stor truck og kigge på dyr ud af vinduet, mindede meget om en tur i Knuthenborg Safaripark. Det var simpelthen så skørt. Hver gang der kom et dyr, gik alle amerikanerne helt amok med deres kæmpe Nikon-spejlreflekskameraer med gigantiske linser. "Klik, klik, klik". Vi manglede bare at stikke spaghetti ud af vinduerne til aberne. Ud over zebraer fik vi første dag også set et fint fint næsehorn med dens lille baby - nårh altså lille fis.
Eftersom vi kørte rundt i diverse nationalparker, var det begrænset med asfalterede veje. Det vil sige, at de var det slet ikke. Så vi fik en masse "free massage" som vores guider kaldte det. Vi fik også lappet vinduerne sammen undervejs, så de i hvert fald ikke faldt ud på grund af den meget bumpede vej.
Om aftenen når vi kom frem til vores campsites, startede vi altid med at slå telt op. Og som de adventurepiger vi er (Michelle mener det er os begge to, men vi ved jo godt hvordan det i virkeligheden er ;) ), var vi selvfølgelig de første til at have teltet klart. G Adventure, vores tur-firma, leverede også madrasser, og så var der ellers dømt telthygge i 10 dage.
Generelt var der om aftenen lagt ret meget op til, at få en øl eller ti, men som de seriøse sportsfolk vi er, skulle vi selvfølgelig ikke nyde godt af den slags inden Kilimanjaro. Til tider tror vi virkelig at resten af dem vi var afsted med, troede at vi var nogle kedelige sataner, der kun nød godt at vores eget selskab. Det var da til tider også rigtig nok, men altså, vi er jo også ret sjove.
Eftersom vi var på safari, var det ikke nok at kigge på én zebra og ét næsehorn, så vi kom afsted med bussen igen og sad og ventede på at blive lukket ind i næste nationalpark. Her kom der med det samme damer løbende hen til vinduerne i bussen og forsøgte at sælge nogle af deres utrolig fine souvenirers, inklusiv trægiraffer som lignede noget jeg engang havde lavet i sløjd. Eftersom jeg sad inderst i bussen, kunne jeg kun se de dansende giraffer, og var utrolig underholdt af, at de konstant forsøgte at stikke dem op i hovedet på Michelle for at få hende til at købe dem. Det mindede mig ret meget om en scene i filmen De Grønne Slagtere: "Det er en lille egern, Eigil!" :D Ja ja, der skal ikke meget til at underholde os, jeg ved det. ;)
Safari skulle selvfølgelig også opleves på anden vis end i en bus, så en af dagene var vi med en 4x4 Jeep ude og køre i en af de største nationalparker der hedder Masai Mara. Her så vi nærmest alle dyr der findes i Afrika, og mange af dem helt tæt på. Vi var bl.a. 2 meter fra 2 store hanløver der lå og hyggede i skyggen, og vi var også vidner til 4 geparder der nærmest gik på jagt, og brugte vores jeeps til at gemme sig bag. Og så selvfølgelig også utallige giraffer, elefanter, aber, bøfler, gnuer og antiloper. Så ja, den berømte "Big 5", som er de 5 dyr man altid kigger efter på safari, kan vi nu sætte tjek ved.
Andre gange så vi dyrene lidt på afstand, så det var jo godt, at der er så mange forskellige "ting" på savannen, så vi straks vidste hvor vi skulle kigge hen, når de pegede i en retning og sagde "lige der ude ved den store grønne busk". Eller måske ikke. :D
Som følge af de bumpede veje, fik vi også oplevet hvad der skal til at være guide på safaritur. Bussen begyndte pludselig at lække alt sin diesel ud på vejen bag os, fordi en brændstofslange gik løs. De to glade guider, John og Johnson skyndte sig ud og stoppe hullet med plastikposer, og andre ting vi lige havde med os. Efter lidt tid og hjælp fra de mest handy drenge på bussen, fik de fikset slangen så vi kunne køre videre. Michelle mente alligevel det ville være underligt hvis jeg gik hen og blandede mig, så vi stod pænt og så på.
Ud over at være handymans, stod de kære guider også for at lave mad hver aften. Michelle var knap så begejstret for deres brug af bouillon, men de gjorde i hvert fald et fint forsøg på at lave lækker mad til os. Søde, det var de. Johnson synes måske også at vi var ekstra søde, han lagde i hvert fald ikke en dæmper på charmen hver gang vi var til stede. ;)
Adventurepigerne, eller rettere, adventurepigen Michelle og survivorpigen Sofie var også ude og sove i det fri på savannen. Vi er blevet enige om, at jeg alligevel er lidt sejere til det der med friluftsliv end Michelle, og derfor er hun rangen under mig. Dog er Michelle utrolig god til det der med panoramabilleder - ja, jeg har lovet at nævne det her i bloggen, så hun også lige kan prale med sine skills. ;)
Da vi sad rundt om bålet om aftenen, kom der hyæner gående omkring os, og vi kunne også høre en løve brøle langt væk. Det var ret sejt at tænke på, at de var så tæt på, og at vi kunne ligge og høre dem gå omkring, imens vi lå i teltet.
Da vi skulle op og tisse midt om natten, gik vi forsigtigt ind og tjekkede at der ikke var nogen dyr, og fandt kun en lille frø i det ene hjørne af toiletbygningen. Som følge af alt den lækre bouillon-mad havde jeg fået lidt luft i maven, så da der slap en lille fis ud af buksen, troede Michelle det var frøen der sagde noget, så hun nærmest fløj op i loftet. Man skulle nok have været der, men hvis ikke vi begge skulle tisse inden vi gik der ned, skulle vi i hvert fald tisse efter den lille episode.
Efter flere dage hvor vi kiggede på dyr vi allerede havde set, var det efterhånden begyndt at blive lidt uinteressant at være på safari. Forestil jer, at I er i en forlystelsespark og har prøvet alle de vilde rutsjebaner, og så skal bruge en hel dag i en børnekarrusel, på en kedelig hest der gynger op og ned. Sådan havde vi det sidst på turen! Vi gad virkelig ikke se flere zebraer, og synes det var langt mere interessant at kigge på sjove afrikanere der gik med deres rullekufferter på hovedet. Derfor var vi ret ok med at vi kun skulle køre på asfalterede veje den sidste dag. Nårh ja, og så også fordi Michelle havde fået skrabet sig en ordentlig omgang diarré til sig, og måtte løbe hvert andet sekund. Endnu engang kom gaven fra håndboldpigerne i brug, da den til Michelles held også indeholdt sprutskids-stoppende piller. Så tak for den! ;)
Vi blev sammen med 3 skotske gutter smidt af i byen Arusha, hvorfra vi tog en lokal bus til Moshi, som er byen man er i, inden man bevæger sig op af Kilimanjaro. Gutterne skulle med på samme tur som os, så det var hyggeligt med kendt selskab. Og så også ret heldigt, at de var nogle af de få fra safari, som vi faktisk hyggede os med, og som ikke synes vi var alt for underlige. :)
Da vi ankom til vores hotel hvorfra vi skulle starte turen, kunne vi se Mt. Kilimanjaro ud af vinduet. Det var helt surrealistisk at tænke på, at vi skulle helt der op, på den snedækkede top, på kun 3,5 dag. Vi gik i gang med det helt store pakkeshow, og vi glædede os utrolig meget til at få vores matchende og helt ens friluftsgear på, så vi rigtig kunne komme "in the mood".
Næste morgen blev vi hentet af en bus og 15 mand. 3 af dem var vores guider, og resten var folk der skulle bære vores ting, og lave mad for os, imens vi var på bjerget. Det er ret sygt at tænke på, at der skal så mange mand til, at få 6 personer op på et bjerg, men sådan er det vist bare.
Vi blev smidt af med bussen ved en gate i 1800m's højde. Ruten vi skulle på, hedder Marangu, og kaldes for Coca-cola ruten. Nogle tror, at det er fordi det er den nemmeste, men der er som sådan ikke forskel på turen man skal gå. Grunden til det eksklusive navn er, at man undervejs sover i hytter frem for at skulle slå telte op. Det var vi ret glade for, eftersom vi synes vi har sovet nok i telt for det næste stykke tid. ;)
Første dag gik vi i regnskov, og fattede stadig ikke helt, at vi var på vej op af et bjerg på næsten 6 km. Vi gik meget langsomt, så det var på ingen måde hårdt. Efter at have slentret 9 km i tre timers tid, kom vi til den første camp. Den lå i 2700 m's højde, og Michelle og jeg var heldige at være de eneste kvinder i gruppen, så vi fik vores egen lille private hytte. Den var ikke meget større end et legehus, men der var plads nok til vores happengut, og os selv.
Hver dag vi kom frem lavede de te og popcorn til os, inden aftensmaden blev stillet på bordet. Vi havde fået at vide nedefra, at det var meget vigtigt at spise og drikke rigeligt undervejs, så vi forsøgte at holde appetitten højt. Det lykkedes bedre for nogle end andre. Lad os bare sige, at Michelle ikke er så glad for grøn peber længere, da det åbenbart er en meget populær grøntsag at bruge i maden.
Anden dag stod på 5 timers gang opad i 12 km til en ny camp i 3700 m. Her kunne vi for første gang rigtig begynde at mærke at der ikke er så meget ilt i luften. Hver dag fik vi målt puls og iltmætning i blodet, for at sikre at vi ikke steg for meget, og at vi var friske til at kunne fortsætte. Der var altid en lille konkurrence om, hvem der klarede sig bedst. Indtil videre, behøver jeg ikke skrive noget om resultatet. :D
Anden dag var også første dag vi mødte de utrolige folk der bar vores ting. I tror det er løgn, men de bar deres egen taske på ryggen og resten bar de på hovedet. WTF?! Men ja ja, op på hovedet med vores backpacks på 10-15 kg, og så gik de bare afsted. Eller nej, de løb faktisk nærmest, og havde stadig overskud til at smile og sige hej, eller "Jambo, jambo" som det hedder her, på vejen op. De er lavet af noget specielt!!
Tredje dag var dagen vi skulle gå til sidste camp, inden vi skulle op på toppen. Igen en 5-6 timers tur på 12 km, i utrolig lavt tempo. Alligevel sørger vores guider for, at vi hele tiden drikker nok vand og spiser nok undervejs. De ville gerne have at vi drak 3 liter vand imens vi gik, og endnu 2 liter når vi kom frem. Det resulterer i en masse tisseri kan jeg fortælle! Eftersom det ikke vrimler med toiletter på vej op af bjerget, har vi nok vist vores blege danskernumser frem et par gange eller ti undervejs på den her tur. De må synes vi er super charmerede, gutterne vi var afsted med. :D Det er altid noget, at vi har vores eget "hemmelige" sprog, når vi taler dansk. Det viste sig at være praktisk nok, når vi snakkede om hvor og hvor meget vi trængte til at blive vasket, efter et par dage på vej op af et bjerg, eller når Michelles sprutskids-mave skulle evalueres. ;)
Ud over vand, blev vi også anbefalet at spise masser af snacks på vej op. Det var chokoladepigerne, jævnt glad for. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af chokolade! :D Og når de kloge guider nærmest siger vi ikke kan spise for meget, så kan vi da godt lige klare et stykke mere. :D
Da vi kom frem til campen fik vi besked på at sove, så vi fik lige en lille lur på et par timer, inden vi blev vækket med tidlig aftensmad. Efter mad skulle vi nemlig sove igen indtil omkring midnat, hvor det seje træk på 6 km til toppen skulle klares. Campen lå i en højde på 4700, så det var et stejlt og hårdt stykke der var tilbage.
Inden vi skulle afsted begyndte Michelle at kunne mærke påvirkningen af højden, og havde kvalme og derfor ingen appetit. Hun forstod dog godt vigtigheden af, at sørge for, at have rigeligt energi til toppen, hvorfor hun også hyggede sig i en times tid med at færdiggøre sin pasta, inden vi hoppede i soveposerne igen.
Da vi stod op, tog vi alt tøj vi havde med, på. Det vil sige en 4 lag på benene og en 6-7 stykker på overkroppen. Vi lignede alle sammen nogle der gik på månen, fordi vi var helt pakket ind! Det viste sig dog hurtigt at være nødvendigt, da det allerede fra nat-turens start, var minusgrader.
Da vi slentrede afsted, fik vi for alvor effekten af iltniveauet at mærke. For det første gik vi UTROLIG langsomt, og guiderne sagde hele tiden "Pole pole" som betyder "langsomt". For det andet var ingen af os i stand til at gøre andet end bare at gå. På væggen i hytten, var der én der havde skrevet "Kili is just a mindgame, don't let it f*** you". Dette citat gik vi begge ubevidst og tænkte meget over på vejen op. Den ene fod foran den anden, og så gik det ellers langsomt opad i nattemørket med pandelampen som eneste lys. Vi holdt kun få pauser, da det var for koldt at stå stille. Gutterne havde taget højdesygepiller og oplevede derfor ikke de helt store påvirkninger som vi gjorde. Desværre. Vi endte begge to med at gå i en form for trance/søvntilstand i størstedelen af turen. Michelle var meget påvirket af kulden, og forsøgte hele tiden at overtale vores guider til, at hun liiige kunne sove en smule inden vi gik videre. Flere gange faldt hun bogstavelig talt i søvn, så guiderne måtte komme og få hende hurtigt på benene igen.
Jeg selv havde en super underlig fornemmelse af, at jeg ikke var mentalt til stede. (Og ja, mere end normalt ;) ). Jeg gik uden at registrere det, og flere gange var det som at vågne op, og opleve det hele udefra. Da vi havde overstået det lange stejle stykke på 5 timer og var i omkring 5600m, var jeg så heldig også at blive påvirket af højden i form af kvalme. Så den lækre pasta fra aftensmaden valgte at komme op af tre omgange. Det tog guiderne ikke så højt, da det åbenbart er meget normalt.
Fælles for både Michelle og jeg var, at vi var helt afkræftede, og derfor ikke var i stand til at gøre andet end at gå. Når vi skulle drikke eller skulle have vanten på igen, var guiderne de rene handicaphjælpere. Det er super underligt at være så færdig, at man ikke engang kan lyne lynlåsen op på en taske, eller skubbe huen ned over ørerne. Vi var begge to meget imponerede over, at de var så seje. Men ja okay, de havde også været på toppen over 100 gange alle sammen.
Den sidste halvanden time mod toppen kan igen af os rigtig huske så godt. Jeg kan huske, at jeg forsøgte at skubbe Michelle opad, og at det virkelig hjalp meget bare at holde hinanden i hånden. Også selvom det føltes som en klumpet mongolhånd, der ikke giver noget tilbage. Da vi kom op og kunne se vi næsten var ved vejs ende, stod solen op, og gjorde snekrystallerne på jorden til små diamanter. Det var den VILDESTE oplevelse at gå det sidste stykke og vide, at vi næsten var på toppen af verdens højeste fritstående bjerg i 5895m højde over havets overflade. Alle gik rundt som zombier stadig pakket fuldstændigt ind i tøj. Det var så ubeskrivelig flot at kigge rundt og se skyerne under os, solopgangen og de to glacisers der også er på toppen. Flere steder kunne vi også se helt ned til jorden, hvor alting virkede bittesmåt. Jeg ved, at det nok ikke helt er til at forestille sig hvordan det var, så den bedste måde at beskrive det på er, at det var ubeskriveligt!!
Da vi kom hen til skiltet der definerer toppen, brugte vi et par få minutter på at tage billeder, inden vores guider gerne ville have os ned igen. Da en af dem opdagede, at Michelle og jeg stod i et kæmpe bjørnekram og tudbrølede, gav han os dog lige et minut mere, inden vi skulle nedad. Hvis man bliver for længe oppe i højden, kan man bl.a. risikere at få væskeansamlinger i hjernen som sjovt nok ikke er så sundt. Så efter 15 min på toppen, gik det nedad. Fy for satan! Vi var begge to helt smadrede af både de fysiske udfordring og den mentale oplevelse, så turen ned var SLET ikke sjov! Vi brugte omkring 2,5 time på at komme til campen, og da vi endelig kom ned, gik det stærkt med at komme ind og sove. Inden vi fik lov til det, skulle vi lige have målt iltmætning i blodet. Ud af 100% var Michelles nede på 67, hvilket ikke er særlig meget, så der var ikke noget at sige til, at hun var ødelagt. Vi fik lov at sove 1,5 time, inden vi igen skulle nedad. Da vi vågnede var vi heldigvis lidt mere ovenpå, og derfor virkede nedstigningen ikke helt så uoverskuelig. Vi gik til den samme camp hvor vi havde overnattet dagen forinden, og blev alle sammen jævnt trætte i ben og balder af at bruge musklerne på en anden måde end vi var vant til. Ilt og pulsmålingerne her var lige værd at nævne, da jeg blev kåret som vinder på begge parametre.
Sidste og femte dag bød også på nedstigning, men med tankerne på, at vi "snart" var nede og skulle have en stor kold Kilimanjaro-øl, gik det hele ok. Og ja, den var lige så god som vi forestillede os! Tilbage på hotellet fik vi badet for første gang i 5 dage, og skiftet til noget andet tøj, end vores ens frilufts-tøj. Virkelig en lækker følelse!
Nu er vi på vej til noget HELT andet! Vi sidder i en bus på vej til Dar Es Salaam hvorfra vi skal tage færgen til Zanzibar. Her skal vi tilbringe de næste to ugers tid, inden vi igen skal på farten.
Det var vist det for nu, beklager længden. Jeg håber at I alligevel har holdt ud til vejs ende. ;)
- comments
Mai-Britt Christensen super fedt at hoere om jeres oplevelser