Fy for en omgang der er sket meget siden sidst! Har i flere dage forsøgt at tage mig sammen til at skrive der her indlæg, men med jeres opmuntrende kommentarer om, at I nyder at følge med, tog jeg mig alligevel sammen og begyndte skriveriet og så kom der ellers ild i fingrene. ;)

I Tilcara checkede jeg ind på et super hyggeligt hostel, som mindede lidt om et hotel. Gæsterne var heller ikke de sædvanlige backpackere jeg møder alle vegne, men her var det Argentinere på tur. Det gjorde, at det var en anelse svært at kommunikere med dem, eftersom de ikke havde gjort det store ud af, at øve deres engelskkundskaber, og mine spanske stadig ikke helt er til at føre samtaler. Specielt ikke med Argentinere der snakker SYGT hurtigt og har en speciel accent. Alligevel blev jeg inviteret til at spise med, sammen med en flok tøser, og det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. I ægte argentinsk stil, skulle der selvfølgelig også kysses lidt da jeg hilste på pigerne den første gang. Det er altså lidt specielt at kysse folk man ikke kender! :) Inden vi gik i gang med at spise fik jeg også afprøvet endnu en meget traditionel argentinsk ting, nemlig mate. Mate er en bitter, grøn the de drikker i spandevis her nede. En lille kop med et sugerør, en thermokande med varmt vand og lidt Yerba, som the'en hedder, og så er der dømt hygge. Koppen går rundt, og så drikker man ellers ud, inden den igen bliver fyldt op med vand, og en ny drikker ud. Det var lidt spøjst. Lidt som at lege te-selskab med ungerne i vuggestuen, når de nærmest står og venter med kaffekanden, så de er klar til at hælde mere i koppen så snart slurpe-lyden er færdig, og koppen åbenlyst er tom. Efter mate-hyggen blev der lavet pizzaer og jeg forsøgte at følge med i, hvad der blev snakket om. Fik lidt flash back til Kenya når alle omkring mig snakkede swahili og jeg forstod så godt som ingenting. Men pyt, jeg sad i det mindste ved bordet, og følte mig næsten som en integreret del.

Dagen efter skete der noget vidunderligt. Jeg fik nemlig besøg af en jeg kendte. Søde og dejlige Maya som også har læst idræt i Odense, rejser nemlig også rundt i Sydamerika pt., og derfor var det oplagt at mødes med hende. Selvom det var svært for os begge at omstille til at snakke dansk, gik snakken hurtigt og det var skønt at snakke med én der faktisk kendte mig. Det er som om, at fortællingen om min rejse bliver hundrede gange sjovere at fortælle, når lytteren faktisk har interesse og ikke bare spørger fordi de ikke ved hvad de ellers skal spørge om. Maya og jeg sludrede og sludrede og endte helt med at glemme at vi skulle have noget mad, så i stedet for at vente på at skulle kokkerere selv, eller vente på en restaurant, besluttede vi at gå ned i byen og finde en hurtig streetfood-løsning. Denne gang stod det på en slags snobrødsdej-agtig pandekage der var klappet sammen på midten, og med ost og grøntsager inden i. Død lækkert, især de halvbrændte og sorte dele, som damen glemte at skrabe af inden hun gav os dem. Til "dessert" fik vi lidt lokale øller med hjem til hostlet og fortsatte alle fortællingerne vi hver især havde.

Dagen efter tog vi på tur. I området omkring Tilcara findes mange bjerge, men det vi gik efter denne dag, var "Bjerget med de syv farver". 20 minutters kørsel i bus lød lidt kedeligt, så vi besluttede os for at tomle der hen i stedet for. Her skulle det endnu engang vise sig, at være en fordel med mit blonde hår. Da vi kom hen til vejkanten ved den store vej, mødte vi to andre backpackere der havde stået og forsøgt at få et lift i halvanden time. For os derimod, der tog det lige omkring 10 min før vi sad i en bil med en rar mand der kørte os hele vejen til Purmamaca. Easy peasy! Vi synes måske at manden endte med at være lidt for rar, eftersom han tilbød at vi bare kunne sove i hans hus i Tilcara de næste dage så vi ikke skulle betale for hostel. Hov forresten, glemte jeg at sige, at han var omkring 40 og single uden børn? Vi tog imod hans nummer så vi lige kunne skrive senere når vi kom hjem, men det tror jeg vist nok vi glemte. Ej hvor ærgerligt :D

I Purmamarca skulle der ikke meget til for at finde det berømte bjerg, eftersom det tonede op bag den lille landsby. Det så simpelthen så surrealistisk ud. Som om at nogle havde taget en stor skærm og sat bag ved byen, og malet i forskellige farver. Måske også lidt som et maleri, hvor farverne ikke helt passede med virkeligheden. SÅ smukt! (Kig i albummet, så forstår du selv). Efter noget tid med billedtagning til den store guldmedalje og selvfølgelig stadig en flydende strøm af historier og fortællinger mellem Maya og jeg, tomlede vi tilbage til vores egen by. Denne gang kom vi med tre forskellige biler. Den gamle truck med en meget lokal argentiner, det "Orange Lyn", med den unge og smarte fyr, der måske kørte liiidt for hurtigt i forhold til fartgrænserne, og sidst kom vi med familien der var på udflugt, hvor familiens yngste nærmest gik rundt i bilen og havde sjov med at smide små balloner ud af vinduet.

Tilbage i Tilcara besluttede vi at se byens monument, men da vi fandt ud af at man skulle betale 50 kr. for at komme ind, besluttede vi os hurtigt at lade være. Grunden til betalingen var, at man skulle igennem byens botaniske have. Men det var ingen botanisk have! Det lignede meget mere en kirkegård fuld af kaktusser, så det gad vi sgu ikke betale 50 kr. for! :D I stedet gik vi hjemad og på vejen købte vi ind til treretters menu, som vi ville lave på hostlet. Vel og mærke en treretters ala backpacker style; der var kiks med avokado til forret, græskarsuppe til hovedret og en speciel argentinsk kikse-agtig-chokoladeovertrukken-småkage, bedre kendt som alfajore, til dessert. Og så var der selvfølgelig også en af de lokale 1 liters øller oven i det hele. HYGGE siger jeg bare! Især med det danske selskab. Det var helt perfekt!

Dagene efter skulle vi begge videre. Så efter en lille "hey-det-er-fedt-at-der-er-en-anden-idrætter"-workout i vores kæmpe dormværelse i kælderen, hoppede vi på bussen. Maya skulle mod Chile og jeg længere sydpå i Argentina til byen Salta. Derfor var det desværre kun en times tid vi kunne nyde godt af hinandens selskab. Selvom det kun havde været et par dage vi havde været sammen, var det ret sørgmodigt at sige farvel, og det rumlede lidt længe i maven efter jeg var kørt videre med bussen, og Maya var hoppet af. Det er utroligt hvad hjemligt bekendtskab kan gøre, når man rejser alene ude i den store verden. Jeg ville ønske vi kunne have haft mere tid sammen, og jeg tror Maya havde det på samme måde. Efterfølgende følte jeg dog lidt, at nu var jeg klar til at rejse videre alene, indtil jeg igen skal mødes med dejlige mennesker hjemmefra. Et lille pust af Danmark og hygge med et skønt menneske jeg kendte, gav mig et skub videre så det hele blev lidt nemmere.

I Salta blev tiden brugt med at være lidt på tur og se noget mere flot bjergnatur, og ikke mindst også et smut forbi McDonalds hvor de i Argentina har softice med "Dulche de leche"-smag. Til jer der ikke ved hvad det er, er det en form for karamel som de bruger i alt her nede. Det er i de små småkage-tingester, det er til morgenmaden til brødet, det er ALLEVEGNE, også i softice fra McD. Så efter Mayas anbefaling var det selvfølgelig på min to do list, inden jeg skulle videre fra den nordlige del i Argentina.

Da jeg skulle købe min busbillet kom det blonde hår igen igen til gode. (Og forresten skal jeg lige hilse og sige, at det ikke er blevet mørkere imens jeg har rejst!). Jeg fik nemlig charmet mig til at få 20% rabat på min billet. Eller ej, måske var det ikke kun håret, men de havde åbenbart rabat til argentinske studerende, men jeg fik alligevel lusket mig til rabatten, selvom jeg sidst jeg tjekkede, ikke har læst i Argentina. Jeg tror det var håret. ;)

Ind i bussen og så blev der ellers sovet og hørt diverse podcasts for at dræbe de 25 timer jeg havde foran mig. Undervejs kom jeg forbi mange forskellige former for smuk natur der ændrede sig hele tiden, og vi kørte også igennem en del diverse byer. En ting der ting der gik igen hele vejen, var manglen på finish. Husene var bygget færdig i den forstand at de var funktionsdygtige, men så heller ikke mere. Intet puds på væggene, så betonklodserne de havde bygget med, afslørede hvor sjusket byggeriet til tider også var gjort. Vejene var hullede, og meget lange og helt lige. Det må være træls at være buschauffør i Argentina.

Da jeg havde skiftet til en ny bus, begyndte jeg virkelig at mærke at jeg kom til et andet klima. Selvom der var aircon i bussen (ej okay, måske ikke helt aircon, men i hvert fald lidt blæs), var det utrolig varmt. Så når jeg vågnede op fra endnu en af mine "dræb-tiden"-lure jeg er blevet ret god til, var hele min kind og hals dryppende af sved, eftersom jeg havde brugt min bluse som pude mod vinduet. En anden ting var, at der var markant mere grønt omkring i landskabet, og jorden var blevet helt murstensrød. Det var ikke til at tage fejl af, at det subtropiske klima nærmede sig, hvilket betød, at Iguazu Falls kom nærmere og nærmere.

Jeg mødte på mit hostel to gutter som også skulle ud og kigge lidt på lidt vand, så vi besluttede at gøre det sammen. Jeg var så super spændt at I tror det er løgn. Smilede hele vejen i bussen, og da vi kom til indgangen blev det om muligt et endnu større smil. Det var næsten samme følelse jeg havde, som dengang jeg var lille og skulle i Tivoli med min familie (Nu lyver jeg måske lidt, for det er stadig samme følelse jeg har når jeg skal i Tivoli eller andre forlystelsesparker, men ja ja. I ved hvad jeg mener). Vi betalte indgangen og fandt hurtigt hen til en af de mange "trek" man kan gå omring vandfaldende på den argentinske side. Som vi kom nærmere kunne vi høre vandet strømme ned og fornemme alt den kraft der er. Første gang vi så lidt af vandfaldet tabte jeg helt kæben. Selvom Michelle og jeg var ved Victoria Falls i Zambia, som er det største vandfald i Verden, så var det her meget vildere! Måske på grund af vandmængden, men lige så meget på grund af størrelsen af de her vandfald. Iguazu er set som verdens mest vandrige vandfald, og de strækker sig over en distance på 2,7 km! Det er for vildt! Der er vandfald over det hele. Det ene smukkere end det andet, med regnbuer der buer sig på tværs over vandet. Sommerfugle i massevis der fløj rundt og baskede roligt rundt. Det var virkelig det smukkeste sted jeg har set i hele verden! OG jeg har alligevel været en del steder vil jeg sige. ;)

Vi gik rundt på metalbroer der skabte stier omkring vandfaldene. Både oven på, ved siden af, og vi var sågar også med en båd der nærmest tog os under vandfaldet. Vi var plaskvåde da vi kom tilbage. Vi kunne lige så godt have hoppet i vandet med alt tøjet på, så gennemblødte var vi. MEN! Smukt var det. Det var så smukt, at det ene af de trek vi gik, gik vi to gange, bare fordi vi kunne. Og så også lidt fordi et andet trek vi gerne ville gå, var midlertidigt lukket, fordi der luskede en puma rundt i området. Da vi havde set alt hvad der var at se, tog vi hjemad igen. Stadig ikke med tørt tøj, men det hele var lige meget når en oplevelse som den sad på nethinden.

Dagen efter krydsede jeg grænsen til Brasilien for at se på vandfaldene fra den anden side. Det var nemt med en lokal bus til grænsen. Undervejs havde buschaufføren travlt med mange andre ting end at styre bussen. Han skulle lige tælle pengene fra billetterne, han skulle drikke mate, han skulle sende beskeder på telefonen og samtidig også skifte gear da bussen her var så gammel at den var uden automatgear. Jeg kom dog frem ved grænsen og fik endnu et stempel i passet, og imens jeg sad og ventede på næste bus, løb ca. 10 vilde heste over vejen. Det skabte lidt kaos med alle bilerne, men alle kom sikkert over, og bilerne lod ikke til at tage det så tungt.

I Brasilien mødtes jeg igen med Ian, en af gutterne fra dagen før. Vi hoppede hurtigt afsted mod Iguazu igen. Den brasilianske side tager ikke så lang tid som den argentinske, da størstedelen af vandfaldende er på den argentinske side. Vi havde hørt, at det var et flot view man fik ved at se det fra Brasilien, men vi havde svært ved at forestille os, at det kunne blive bedre end oplevelsen fra Argentina siden. Da vi kom frem blev vi dog positivt overrasket. Fordelingen af vandfaldene er 80/20, så vi kunne pludselig se alle de steder vi havde gået dagen før, og fik den smukkeste udsigt over de massive vandmængder der strømmede ned. En anden ting jeg virkelig fornemmede var alt den kraft der er i så meget vand. På den brasilianske side kommer man tæt på det sted, hvor der strømmer mest vand igennem. Det var næsten helt skræmmende at tænke på, hvor meget skade alt det vand kunne gøre. Samtidig var det også vildt fascinerende at tænke på, at det bare blev ved og ved med at rende. Hvor kom alt det vand fra? Jeg var dybt opslugt! Igen, det smukkeste sted jeg nogensinde har været!

Tilbage på hostlet blev det tid til at lave lidt food-prep til efterfølgende dags bustur. Endnu en lækker sag på over 24 timer, så Ian og jeg forberedte os ved at handle til forskellige ting, vi hver især kunne hygge med i bussen.

Da vi var igang med at lave mad var en brasiliansk fyr sød og lod os smage hans kolde version af mate, som åbenbart er ret populært i den sydlige del af Brasilien. Utrolig lækkert, og slet ikke så bittert som den varme mate. Så vi fik mere end én kop, hvilket måske var grunden til, at vores "ven" pludselig inviterede sig selv på middag. Både Ian og jeg lavede rigeligt for at vi kunne tage rester med til bussen dagen efter, så der var en del mad. Da vi var færdige spurgte brasilianeren, som om alting var helt normalt, hvor mange tallerkner han skulle stille på bordet. Lettere forvirret og med forsøget om ikke at virke uhøflig, forklarede jeg at vi bare selv sørgede for VORES tallerkner til VORES mad, det skulle han ikke tænke på. Den hentydning fattede han ikke, så han stod pludselig bag mig med en tallerken og ventede på, at jeg ville servere noget af min mad til ham. Det var utrolig akavet og meget underligt. Jeg forstod slet ikke hvorfor han troede at han skulle spise sig mæt i min utrolig lækre pastaret. Men pyt, der endte med at være nok mad, så han fik også en del af gildet.

Dagen efter var det så tid til endnu en kæmpe lang bustur. Denne gang dog med lidt selskab, hvilket gjorde det hele meget mere overskueligt.

Vi kom afsted til busterminalen og ventede pænt i køen på at vores tasker kunne komme ned under bussen. Det tog dog sin tid, eftersom mange af de lokale der skulle med, havde KÆMPE store plastictasker med, som åbenbart skulle vejes inden de blev smidt om bord. Men altså, de var også store nok til, at der kunne sidde et menneske i dem, så måske var det meget smart med lidt ekstra check af dem.

Vi kom endelig afsted og tiden gik ok stærkt. Vi havde flere stop undervejs hvor vi kunne komme ud og strække ben, og hvor de uforberedte (eller måske bare ikke "fattige" som os) kunne komme ud og købe lidt mad og spise inden vi skulle videre igen. Kl. 6 om morgenen efter 18 timer i bussen stoppede vi dog op et sted der ikke helt gav mening; ved siden af en trafikkeret vej, foran et indkøbscenter lidt uden for Sao Paulo. Jeg forsøgte søvndrukken at vågne op da Ian forklarede mig, at de ikke kunne starte bussen. Så her ventede vi så. Og det gjorde vi i noget tid. Der kom en servicebil og kiggede på bussen og da den havde gjort det i noget tid, kom der så en anden bus, som vi skulle med i stedet for. Problemet med denne bus var bare, at der ikke var plads til alt baggagen, så den måtte køre videre igen. Efter en times tid mere, fandt de endelig ud af hvad problemet var: Der var ikke mere diesel på bussen. Årh altså jeg var træt af det! Hvor dumme kan man være. Selv jeg ved, at hvis et motorkøretøj ikke vil starte, så er det måske meget smart at tjekke om der er nok gogo-juice på! Nå, men vi fik fyldt lidt på, og kunne køre videre ind til busterminalen i Sao Paulo hvor halvdelen af bussen skulle af. Efterfølgende kørte vi et smut til garagen og fik fyldt bussen helt op, inden vi kunne komme videre. Da vi efter 6 timers kørsel mere ankom til Rio, fangede vi selvfølgelig eftermiddagstrafikken, hvilket forsinkede os endnu en time. Så alt i alt, endte vores bustur, der skulle have varet 25 timer, med at være 29. Det var nogle jævnt trætte backpackere der stod ud af bussen og hoppede i en taxa ind til byen, da vi endelig kom frem til busterminalen.

Dagen efter var det endelig tid til at opleve Rio! Jeg mødtes med de to søde danske tøser, jeg havde mødt i Mendoza i Argentina (I husker nok, der med vinsmagningen der var fail?). Vi fik set mange af de "must-see" attraktioner der er i Rio, såsom Jesus, Sugar Loaf, The Steps of Lapa og Pram i Santa Teresa. Vi toppede også med at afprøve endnu en brasiliansk specialitet, et såkaldt currascaria. Forestil jer restaurant Flammen i Danmark, bare lidt bedre: Lækker buffet med alverdens salater, brød og andet tilbehør. Det fylder du så din tallerken op med, men lader lige lidt plads være. For når du så sætter dig ved dit bord, vender du et lille rødt kort, der er ved siden af din plads, så den nu er på grøn. Og imens du så spiser alt den lækre tilbehør, så kommer der mænd gående i en form for piratkostume hen og spørger om du vil smage netop den slags kød han har med sig. Og det siger du selvfølgelig ja til. Så alt imens tilbehøret svinder ind på tallerken, kommer der mere og mere kød. Det var simpelthen så smart! Kød, kød, kød = det var himlen! Dog kom jeg også på et tidspunkt til en følelse af stress, da der hele tiden kom nogle hen og spurgte om jeg ville prøve den her udskæring af oksekød, eller måske den her? Der var virkelig meget! Men så var det godt, at vi havde vores lille kort, så vi bare kunne vende til rød igen, og dermed få en pause fra alt postyret med piratmænd og deres kødspyd. (Det lyder helt forkert, men det er altså ikke meningen her! :D ) Vi var nogle glade og MEGET mætte backpackere der tog tilbage til vores hostels den aften! Det er godt nok længe siden jeg har fået så meget så god mad!

SÅ var det tid til karneval! 5 dage med fest og farver, lidt for mange øl og caprihinas og lidt for lidt søvn.

Til karneval er der selvfølgelig en masse sambaparader med flotte kvinder i overdådige kostumer, men en anden og meget stor del af karneval er de utallige "blocos" der er i hele byen. En bloco er en gadefest. De "små" på et par tusinde deltagere starter ét sted og bevæger sig et nyt sted hen. De starter med at en flok mennesker med instrumenter som store trommer, fløjter, en form for rasle-krukker og andet lir, spiller sambamusik og går en lille tur på den afspærrede vej. Efter bandet kommer der oftest en form for "studenterkørsel"-lastbil med folk i, som synger til bandets musik. Efter lastbilen kommer alle de mennesker der har besluttet sig at deltage i netop denne bloco. Lidt som epicenteret af Distorsion på Nørrebro, men alle sammen udklædte. Ikke kun de unge mennesker. ALLE! Babyer, forældre, bedsteforældre, børn, unge, endda hunde!? Det var simpelthen så sjovt. Så mange glade (og fulde) mennesker samlet for at have det fedt og danse lidt samba. Andre blocos var større med nogle hundrede tusinde deltagere. Disse blocos havde en scene hvor bandet stod og spillede og en sanger fyrede den af med portugisiske sambasange. Én ting gik dog igen fra de små; Udklædte, glade og fulde mennesker der havde det for fedt.

Det var sådan ca. det mine, og nærmest alle andres 5 dage til karneval gik. Blocos foregår hele dagen i hele Rio, så det var bare at vælge hvilken én vi ville hen til. Jeg var fan! Alle steder stod der sælgere med små boder der solgte billige øl, så ikke engang alkohol skulle man tænke på. Det eneste man skulle have styr på, var sine ting. Eftersom der er SINDSDYGT mange mennesker i Rio til karneval, er det sjovt nok også en del kriminalitet, og rigtig mange der får stjålet ting. Derfor var det pengene ind til pat'eren og telefon og kamera blivende hjemme. Hvis der skulle tages billeder, var det frem med det gode gamle pengebælte, der kunne gemmes under shortsne, og mit utrolig flotte hula-kostume som jeg købte for 15 kr.

Endnu en vigtig ting var glimmer! Det var åbenbart dette års karnevals helt store nyhed. Glimmer skulle der til, for at puste liv i et hvert kostume! Ikke kun for kvinderne, men også mænd! En form for gennemsigtig creme med glimmer i alverdens farver blev smurt i ansigt, på arme og hvor der ellers var bar hud. Det er en meget normal og populær ting, at drenge/mænd klæder sig ud som kvinder under karneval, så det gjaldt selvfølgelig også dem! Nogle af dem så så kvindelige ud, at det var helt svært ikke at stirre på dem. Men bevares, der var også en del bøsser i Rio, så nogle af de flotte af dem, de har sikkert prøvet det før. ;)

Men men men, ingen karneval uden den store sambaparade! Der var mange parader i løbet af dagene. Samaskolerne kvalificerer sig nemlig i ligaer som man kender det fra sport. Så de mindre gode sambaskoler havde også et show kørende, men vi havde selvfølgelig flottet os, og købt billetter til superligaen! Eller, måske champions league faktisk passer bedre til beskrivelsen. ;) Så mandag aften efter en lille lur, tog vi afsted til den store Sambadrome, hvor festlighederne foregår. En form for aflangt fodboldstadium med tribuner lavet i beton. Tribunerne er konstrueret omkring en vej på omkring 1 km, hvor alle deltagerne i paraden går igennem. 12 forskellige tribuner hvor priserne stiger jo længere mod enden af paraden man sidder. Vi havde fået billetter til section 6, sårn' ca. midt i. De smarte tilskuere til paraden havde købt små puder de kunne sidde på så de skånede deres numser mod den hårde betontrappe, i tiden imellem de forskellige sambaskoler. Vi havde bare købt øl, men til gengæld havde vi mange, så det var jo i sig selv bedre - Hvis jeg skal sige det selv.

Kl. 22.00 gik løjerne løs og musikken gik i gang og folk kom til syne for enden af sambadromen. Nogle af de erfarne havde også kikkerter med, men vi andre måtte bare vente tålmodigt på, at menneskeflokken kom nærmere så vi kunne se dem. Begge de to "high-class" dage, søndag og mandag, er der 6 sambaskoler på programmet. Hver skole vælger en sambasang, som via teksten i sangen, danner rammen om temaet de har kørende netop dette år (Det er i hvert fald sådan jeg forstod det). I år var der bl.a. tema om Solkongen, Håb og Arabiens skatter. Hver skole har maks 1 t og 15 min til at komme igennem hele paraden med deres 3-4000 deltagere, så I kan nok regne ud at der var nok at se på! Ikke nok med det store band der spillede samasangen live, de letpåkældte damer med kæmpe fjervinger og tårnhøje stiletter, var der også "floats": De store køretøjer der er udsmykket til at ligne en kæmpe drage eller et havslot, eller hvad der nu var temaet i paraden. På disse floats var ofte mange mennesker der stod forskellige steder og dansede. Nogle dansede mere end andre, men det er vist også sådan, at hvis man har penge nok, så kan alle og enhver få lov at stå og vrikke lidt med hofterne, imens man bliver transporteret igennem paraden. Simpelthen et fantastisk event! Jeg kedede mig langt fra, selvom kl. nåede at blive 6 og solen stod op, inden jeg besluttede mig for, at jeg ikke behøvede at se rengøringsteamet komme og rydde op efter sidste parade. Jeg havde været afsted med nogle piger jeg mødte i Buernos Aires, men som den ægte viking vi danskere jo er, var jeg den eneste der holdt ud og så alle sambaskolerne. Derfor var det også liiiidt spændende at skulle hjem fra Sambadrome. Størstedelen af de 90.000 mennesker der er plads til i sambadrome valgte at hoppe på metroen, men da jeg havde hørt, at jeg ikke skulle tage den alene som lyshåret pige, fandt jeg en taxa i stedet, selvom jeg vidste at det nok ville koste omkring en halv bondegård (Ja se lige, jeg er herre ansvarlig! Det kostede nærmest en hel!). Så da jeg endelig kom igennem menneskemylderet, fandt en ledig taxa og blev kørt igennem byen tilbage til Ipanema hvor jeg boede, blev kl. omkring 7, og jeg hoppede på snuden i seng. Med glimmer i fjæset og det hele. Jeg var lidt brugt. Ikke så søvnig, da jeg jo havde været praktisk gris og fået en lur inden, men stadig lidt træt af at stå op så længe og klappe af flotte udklædte mennesker.

Et par timers søvn senere var det op igen. Det var jo sidste dag med karneval. Så inden festen for alvor gik i gang igen, slentrede jeg forbi på Ipanema og Copacabana strandende og kiggede på veltrænede mennesker, og andre spændende folk.

Sidste aften med blocos blev igen i hula-kostumet, men denne gang piftet op med et skulderbåret fjershow som en af hostlets andre gæster hade efterladt, efter hun havde deltaget i en af de lidt mindre parader. Jeg følte virkelig karneval ekstra meget, lige dér!

Tidligt næste morgen var det afsted mod lufthavnen, hvor et fly mod Colombia ventede. Det var en træt og lidt trist mus der skulle forlade Rio, efter 9 vilde dage i en fantastisk by. Jeg følte ikke helt jeg havde fået oplevet alt det jeg gerne ville, men så er der jo bare endnu en god grund til at komme tilbage til Brasilien en anden gang. Nogen der vil med? :) Jeg mødtes med de to søde danske tøser, jeg havde mødt i Mendoza i Argentina (I husker nok, der med vinsmagningen der var en t,