Sidder ved poolen - et forstørret badekar, ikke mere, og ser op på en blå, blå himmel. Bangkoks smog er byttet ud med en lidt friskere, lidt køligere, lidt mindre fugtig luft. Ahh.
Turen herop var lang. 12 timer på anden klasse. Jeg ville nødigt have set tredje. Gad vide hvor mange kilo kakerlakker, der kravler rundt i sådan en togvogn. Vi så i hvert fald et par kilo.
Toilettet. Hmm. Vores placering i toget, gjorde det i hvert fald nemt for os at gætte de besøgendes ærinde dér. En umiddelbar, meget uvidenskabelig observation, kunne eksempelvis være, at diaré ikke kun er forbeholdt landets gæster.
Maden. Tjah. Der blev vasket op i hånden lige bag os. Stewardessen var sød og smilende, men hendes arbejdsforhold var nok til at nedlægge hele arbejds og fødevaretilsynets taskforce med akutte stresssymptomer. Måske det er grunden til, at jeg besøger toilettet ret ofte i dag. Ikke desto mindre måtte jeg konstatere, da jeg så op fra min bog, distraheret af Samson og Anemones hjertelige latter, fra sæderne ved siden af, og opdagede solnedgangen over bjergene, rismarkerne, den tætte jungle, vi kørte ind i og gennem, at jeg har al mulig grund til at være meget, meget taknemmelig over at have muligheden for at sidde i et møgbeskidt tog, der bumler sig gennem Thailands storslåede natur.
Vi kom jo ellers fra Bangkok, som blot skulle have været et kort visumstop, inden Nordthailand og Laos. Men. Mens jeg sad og læste i guidebogen over Laos, slog det mig, at siden jeg var der sidst, er jeg blevet ældre, mere magelig og har fået to børn, der trods det, at begrebet dannelsesrejse også udgør en af bevæggrundene for vores tur, ikke har behov for at hutle og bumle sig gennem et af Verdens fattigste lande. Gårsdagens togtur ville fremstå som den rene luksus, når jeg tænker tilbage på laotiske transportmidler og de biller, levende som døde, man fik tilbudt, gennem vinduet, når bussen gjorde korte ophold for at sætte passagerer af og på. Ydermere må jeg ikke glemme, at mit luksusdyr af en kone, der har giftet sig langt under stand, ej heller tænder voldsomt på hulijorden toiletter, gæster på værelset, med mere end tre ben, og transportmidler, der alle er udrangerede. Vel at mærke da de blev importeret til Laos, hvor de så med lidt maling og en ny drivrem, godt lige kan klare tyve år mere.
Derfor er Laos blevet droppet. Og det er jo det skønne ved denne rejseform. Vi bestemmer selv hvor vi vil hen og hvornår. Kun landenes respektive visumregler skal overholdes. Apropos dette, så har dette visumlirumlarum kostet os en del tid og besvær. Da vi ankom til Bangkok var det med den ene ting for øje, at skaffe et vietnamesisk visum. Vi tog derfor ud til ambassaden for at springe alle mellemled over og derved få den hurtigste service til den billigst mulige pris. Right. Da jeg lidt senere, ude på ambassaden, med en stor, vred knude i maven, bad om at snakke med bossen, fordi damen ved skranken, havde opført sig så grotesk ubehøvlet, at jeg simpelthen lige måtte checke med den overordnede, hvad fanden det var der foregik her og hvorfor jeg skulle betale meget mere her på ambassaden, end hvis jeg lod visumansøgningen gå gennem mit hotel. Den storsmilende og tilsyneladende dybt dentofobiske boss gav mig det indlysende svar, at hotellet nok havde bedre forbindelser end mig. Så var det jeg kom i tanke om det gode, gamle råd jeg fik sidst jeg var i Vietnam. Hvis du af en eller anden, totalt livsnødvendig årsag, har behov for at kontakte de vietnamesiske myndigheder, så lad for Guds skyld være.
Nå, men vi demokratiske, ukorrumperede idioter, pakkede så vores visumansøgninger sammen og skred. Fanme om de skulle ha´ nogen af vores penge. Vi ordnede det derfor gennem vort hotel, en tre arbejdsdages opgave. Imponerende, taget i betragtning, at vi snakker om et stempel. Det kan selvfølgelig også lade sig gøre på mindre tid, fra morgen til aften for eksempel, hvis altså bare man gider lægge pengene.
Men stemplet sidder nu i passet, billetterne fra Bangkok til Saigon er købt og vi har nu en uge tilbage i Thailand i denne omgang. Hvad vi ender med at gøre her i Nord, ved vi ikke. Men hvor er her dog dejligt, hvor er folk dog venlige og hvor smager maden dog godt. Karin, mit elskede luksusdyr, et netop vendt tilbage fra skønhedssalonen, sammen med sin aldeles lovende lærling, (min datter), hvor hun har fået pedicure og manicure. Anemone har fået klippet spidser og neglene en omgang lak. Anemone er der ikke så mange der ikke kan stå for. Inklusive damerne i skønhedssalonen, der tager hendes hår op og lægger det foran deres egne ansigter og sukker længselsfuldt. Selv en hårdhudet bådsmand, der med fløjte og bryske håndtegn, styrer Bangkoks kanalfærger og passagerer, tager sig tid til at løfte den unge dame helskindet i land. Selv munkene stopper op og kommer med uforståelige, men utvivlsomt venlige bemærkninger. Selv tager hun det i stiv arm. "alle er så venlige mor. De smiler hele tiden" Her forleden, da vi gik på Khao San og fik lyst til en is, gjorde hun en fantastisk observation. Khao San er et mekka for rygsækrejsende, med barer, gadehandlere og gademad. Heriblandt findes også en særlig nærgående udgave af gadehandlere, hvor ældre kvinder i højlandsstammefolksdragter, sælger udskårne træfrøer, der rent faktisk kan kvække. En barmfager, solbrun, svensk blondinebackpacker, havde åbenbart ment, at en af disse højlandskvinders hatte, komplet med klokker og spraglede farver, udgjorde netop dét accessory, der, kombineret med en tatovering, en armring, og, en ikke usandsynlig dread lock kønsbehåring, signalerede ultimativ etnicitet og "jeg har været dér" mentalitet, hvorfor hun havde iført sig denne, ret tåbelige hat. Nu sad hun så med sit backpacker sidekick og nød en is, hvorfor Anemone tørt konstaterede. "Hende der frøsælgeren er da vist blevet træt i benene, mor. Hun holder nok en pause".
Samson suger til sig af indtryk og spørger og spørger og spørger. Så er det jo godt jeg er sådan en Kristian forklare røv", som jeg engang er blevet kaldt." han knokler med lektierne og laver Verdens sejeste dagbog. I dag har han skrevet kommentarer til alle de udklip, billetter, billeder, bykort osv. som han har klistret ind i bogen. Lettere frustreret spurgte han mig for lidt siden, hvorfor han dog skulle skrive kommentarer til alle disse billeder. Jeg kom så med en lang forklaring fra de syv have om, hvor glad han ville blive, når han en dag selv blev gammel og kunne hive dagboge n frem, at jeg ikke ville kunne huske halvdelen af mine røverhistorier, hvis ikke jeg havde skrevet dem ned, og at han, når jeg engang blev gammel og døde, selvfølgelig skulle arve alle dagbøgerne. Det sidste blev han sgu lidt ked af at høre. Jeg håber det skyldes tanken om, at jeg en dag ikke er her mere og ikke tanken om de mange kragetæer om selvmedlidenhed og kærestesorger, han ville føle sig moralsk forpligtet til at tærske igennem.
Nå. Nok her fra i denne omgang. Vi har det simpelthen så godt. Vi er simpelthen så glade og vi under alle at opleve dette her. At have tid til at sætte sig ned på en bænk, i skyggen af et træ, og tælle motorcykler, uden at have tanke for hvordan denne latterlige og fuldkommen unødvendige handling vil komme til at påvirke resten af dagens stramme program. I aften skal vi på lørdagsnatmarked. Jeg skal bare holde pungen, poserne og ud.
Vi skrives.
Steven