Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg var i hamam - eller tyrkisk bad - fra morgenstunden i dag. Først sauna, så dampbad, som jeg dog ikke udstod særligt længe (jeg afskyr dampbad!), så et køligt brusebad efterfulgt af gennemskrubning af kroppen, to forskellige slags massage og en ansigtsbehandling. Efter sådan to timer bør man være fornyet, og i hvert fald er man blevet godt gennembanket. Jeg synes, det var dejligt, bortset fra dampbadet. Der var kun én, der kunne engelsk dér - ellers kunne de kun tyrkisk. Jeg prøvede at forklare en af massørerne, at jeg gerne ville have noget under mine knæ, fordi jeg syntes, det gjorde ondt i dem, når jeg lå på maven på de hårde fliser. Den var han også helt med på, men der skete bare ikke noget....
Hamam har traditioner tilbage til romertiden, men lur mig, om ikke der også er inspiration fra den sibiriske tundra, hvor det tyrkiske folk stammer fra. Dér kender man jo i hvert fald også til saunaen, inkl. rullen i sneen. Sjovt i øvrigt med de tyrkiske sprog; de tales i et område helt fra Balkan til det østligste Sibirien - i meget spredte og oftest ret små sproglige 'øer'. Alligevel ligner sprogene hinanden ret meget den dag i dag. Tyrkisk er ikke beslægtet med noget andet sprog i Europa. Jeg har jo fundet ud af, at jeg faktisk kan en nogle tyrkiske ord, fordi de også findes som låneord i græsk. I dag skulle jeg fx følge en sti til havnen, og jeg satsede på, at skiltet LIMAN viste mod havnen - på græsk hedder havn såmænd LIMANI. ER jeg ikke dygtig?
Men før jeg kunne komme til havnen, skulle jeg lige en tur op på forbjerget, som jeg skrev om i forgårs, - dér hvor borgen ligger. Da jeg fik at vide, at det ville tage to timer at gå derop, skiftede jeg mening og besluttede mig for at tage en bybus. Der var mange andre turister, som havde fået samme ide, så det blev en tæt pakket bus. Faktisk syntes jeg, at der mest var skandinavere oppe på borgen. Jeg kom næsten til at savne tyskerne....., og deres fravær kan jo ikke skyldes, at de ikke er lige så kulturelle som deres nordlige naboer! Martin har mindet mig om, at jeg skal have behørig respekt for EU's største sprog, så jeg skal nok prøve. Der var dejligt oppe på borgen. Der var nogle gode udsigtspunkter, men solen har ikke rigtig haft held til at brænde de lavtliggende skyer af i dag, så udsigten var ikke fotograferingsvenlig. Jeg har prøvet alligevel....
Jeg gik ned og undervejs spiste jeg frokost på en restaurant, der også havde (begrænset) udsigt. De var søde dér, og jeg fik anbefalet en tyrkisk ret med oksekød, tomat og chili, som smagte fint. Jeg fandt en lidt 'skæv' sti ned, som snoede sig mellem almindelige folks huse. Og således endte jeg ved Det Røde Tårn og havnen, hvor jeg fik kaffe. Der var mere liv på den side af forbjerget, men også mere turistet, synes jeg. Jeg spadserede hjem og syntes nu alligevel ikke rigtig, at det var poolvejr i dag.
I morgen kl. 5.30 tager jeg afsted på en todagestur til Pamukkale, som ligger 370 km fra Alanya - halvvejs til Izmir (Smyrna). Vejret lover ikke for godt deroppe - det ser ud til en del regn. Jeg tager også det med!
- comments