Profile
Blog
Photos
Videos
Som I nok fik indtryk af i går, er gambianerne meget nemme at komme i kontakt med, for ikke at sige svære at undgå.... :-). Når det så er sagt, så må man også nævne, at de er utroligt søde, imødekommende og hjælpsomme. Vi får sagt godmorgen rigtig mange gange til helt over middag. Der er ikke det, de ikke vil gøre, for at man føler sig godt tilpas. En ung mand, der hedder Marika kommer og snakker med os, når vi sidder uden for receptionen med vores iPhones. Han arbejder her og studerer turisme ved siden af. Han drømmer om at købe en brugt bærbar computer til sine studier, men det er vist ikke nemt for ham at få råd til. Og så sidder vi bare der med vores dyre elektronik.
På markedet her i Kotu i går blev vi passet op af Aisha, som syr skjorter mm efter mål. Hendes søster kom også til og hun talte nærmest perfekt dansk. Det havde hun studeret på stranden, sagde hun.... Faktisk har vi mødt en del, der kan lidt dansk, hvilket er imponerende. Ifølge den svenske Spies-guide er der adskillige, der har lært sig flydende skandinavisk uden at rejse dertil, én sågar finsk. I øvrigt taler de allesammen engelsk, som er det officielle sprog, omend de fleste har et afrikansk sprog som første sprog. Vi bestilte ingen skjorter eller kjoler hos Aisha - til hendes store skuffelse!
I dag havde vi lært, at man skal "reservere" liggestolene fra morgenstunden, hvis man vil have én. Det gør man ved at smide sit håndklæde på dem, selv længe før man skal bruge dem. En asocial adfærd, som vi ikke er stolte af... Vi lagde os ud kl 9, hvor det endnu var behageligt, og blev såmænd liggende en del timer med mindre pauser. Det er lige til at holde ud, også fordi det faktisk lufter en del. Men over middag blev det nu næsten for hedt, så det var dejligt med den isafkølede swimmingpool, næsten isafkølet altså.
Vi hyrede en statsautoriseret guide, Faks, m. chauffør til at tage os til markederne i Banjul, som er Gambias hovedstad. Jeg skal hilse og sige, at det ikke er for svage nerver! Et mylder af mennesker, boder med alskens varer, fx fisk med fluer på, og der var sågar to kvinder, der kom op at slås. Vi købte nogle tørrede baobabfrugter, som man kan lave juice af.
På turistmarkedet lykkedes det os at få brugt nogle flere penge, men det var noget hektisk, når man skulle prutte om prisen. Gad vidst om vi betalte overpris? Jeg købte en udskåret abe og en køleskabsmagnet i træ. Det var selvfølgelig spændende at se markederne, men efter en time trængte man nu også til lidt fred.
Endnu en dansktalende gambianer krydsede vores vej i aften på vej til restauranten. Utroligt! Vi fandt en lille billig restaurant på stranden. Selvfølgelig skulle vores guide Salomon fra i går komme forbi, mens vi sad der. Han havde set os køre med den anden guide i dag, og det var han meget skuffet over. Vi tror, at de opfatter os som venner, så snart vi har været imødekommende. Det er lidt hårde betingelser.
Men vi synes nu begge rigtig godt om at være her. Det er et rigtigt spændende og anderledes land.
- comments
Randi Lyder bare spændende. Dejligt at høre, at I nyder det. Knus:-)
Stine Mors Marika må gerne få min gamle computer. Og køb et par skjorter til dig Søren og kjoler af Aisha til Mette og gerne mig også. Jeg bruger str 44. Det lyder spændende og ser varmt og dejligt ud på billederne. Jose hilser Knus Stine