Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg fortsætter lidt fra hvor jeg slap sidste indlæg og starter ud med torsdag I Chicago som var min og Helle's sidste dag med Ciara in Chicago inden hun tager hele vejen ned til Orlando og Miami for at besøge Harry Potter land og ikke mindst alle hendes irsk-tallende venner. Det var meningen at vi skulle have været oppe i the Willis tower inden hun forlod os så hun også kunne opleve udsigten derfra som er den anden højeste skyskraber i verden, kun overgået af en næsten 1 km. høj skyskraber i Dubai, men da det var en lille smule tåget igen i dag besluttede vi os for i stedet at gå hele vejen ned af Michigan Avenue i stedet. Vi gav os god tid og besøgte alle de butikker som vi kunne tænke os og også en 7 meter høj statue af Marilyn Monroe. Jeg fik købt julegave fra Mutti, og søster og mormor, det var et par sko fra ALDO som jeg har kigget på i et par måneder og som er super flotte men ikke helt billige. Butiksdamerne troede åbenbart jeg var idiot for da jeg spurgte om de kunne finde et par til mig der ikke var ridsede kom de tilbage med det samme par med ridser over alt….. Da jeg så spurgte om de måske kunne gøre sig liiiiidt mere umage og finde et par der slet ingen ridser havde, fandt de endelig et par og vi kunne tage hjem på hotellet og skifte til varmere tøj. Vi havde nemlig aftalt at prøve kræfter med skøjtebanen der lå lige foran Millenium Park omringet af høje skyskrabere. Klokken nærmede sig 18:30 så mørket havde lagt sig og det var simpelthen så smukt at skøjte rundt der mellem alle skyskraberne da man da lige havde lært at kigge op fra isen en gang imellem. Vi tre piger havde masser af sjov og skøjtede rundt indtil banen lukkede kl. 20.
Det var blevet tid til at spise juleafskedsmiddag med Ciara og Helle var smart smart og spurgte en mand der vidste os vej til den hyggeligste italienske restaurant man kunne forestille sig. Man følte at man sad midt i Rom og tjenerne rendte rundt og træk stole ud og hængte jakker op for os. Vi fik alle tre lækre pastaretter og da også lige en Dairy Queen is som er blevet min ynglings is herovre på vejen hjem. Næste morgen sagde Helle og jeg sørgmodigt farveller til Ciara hun efterlod os dog Mini Jay, da han er et pindsvin og nok ikke bryder sig om varmen i Miami.
Til at få vores humør op igen havde vejret skiftet til meget klart vejr og Helle og jeg kunne endelig tage hele vejen op til toppen af the Willis Tower. Der er 103 etager op med elevator før man når toppen og igen tog vi derop mens det stadig var lyst og så solnedgangen ud over byen. Lige i overgangen fra dag til aften ligner det næsten at der ligger guld i gaderne mellem skyskraberne med alle e julelys der er sat op i december. Det er afgjort den bedste tid at besøge Chicago på efter min mening J Vi tog ca. 200 billeder oppe i tårnet ud over byen og også en hel del af os selv. Vi indtog også glasburene som tårnet er udstyret med så det ligner man står mere eller mindre midt i luften over skyskraberne. Dog valgte vi at gøre det over flere gange, så folk i køen bag os ikke blev alt for trætte af at se Helle og jeg pose 20 forskellige stillinger for at få det perfekte billede. En mindre gruppe af kinesere (IKKE JAPANERE hvilket er meget vigtigt at kunne kende forskel på) tog også et par billeder af os, rimelig creepy men hvad siger man når de spørger om de må tage billeder af en. Næste gang siger jeg nok nej!
Stemningen i toppen af sådan en bygning er helt anderledes end den man finder på gade niveau hvor lydene er høje og trafikken har travlt. Man bliver helt afslappet, næsten søvning af at gå rundt deroppe og man føler sig på en og samme tid utrolig tæt på og utrolig langt fra byen. Vi mødte også en Amerikaner og en polak i toppen som var rigtig søde hvilket vidst skyldes at polakken havde et godt øje til Helle ;) Da vi kom ned på gadeniveau igen og havde været inde og shoppe havregryn til aftensmad i Walgreens stødte vi så på dem igen. Det var dog med blandede følelser fra vores og deres side, da polakken fandt det utroligt heldigt og Helle mest fandt det utroligt utroligt at vi skulle støde på dem igen. De skulle samme vej som os viste det sig (sikke et sammentræf) og jeg fik snakket lidt med amerikaneren Marcus som var fotograf og jeg fik set billeder fra hele USA på hans iPhone, mens PHjawrwrwragh, som polakkens navn var gik oppe foran og prøvede sit bedste med Helle der ikke havde ja-hatten og ølbrillerne på den aften og derfor ikke helt delte hans entusiasme. Vi nåede hjørnet af Michigan Avenue og takkede nej tak til en kop kaffe som Marcus bød os på efter et meget stort vink med en vognstang fra Phjawrwrwragh til Helle om at tage med dem videre. Men det var et sjovt møde, men vi var tilfredse med havregryn hjemme på hotelværelset!
Lørdag havde vi bare dagen til at gå rundt og ose lidt i butikker uden at købe noget særligt, men igen gik vi hele vejen op af Michigan Avenue som man ikke kan få for meget af. Søndag tjekkede vi ud af hotellet lidt i 11 og tjekkede derefter ind på Starbucks lige overfor Millenium park, the Bean og Skøjtebanen. Der tilbragte vi så et par timer inden vi rullede kufferten hele vejen igennem centrum og steg på bussen til Milwaukee. Vores kuffert (som Helle og jeg deler) var så åbenbart alt for stor til at de ville have den med på bussen, men vi smilede begge to til bagagemanden og så gik det alligevel J I øvrigt fik Ciara ikke vejet sin kuffert (som højst sandsynligt er alt for tung) i lufthavnen til Miami pga hendes irske accent, så den arbejde Helle og jeg stærkt på at forbedre for tiden.
Turen i bus til Milwaukee var kun 1½ time og ved busstationen samlede Jill os op, som er Helles grangrangran kusine vist nok. Hun kørte os ud til Laurel og Bob hvor vi skulle bo de første 4 dage af vores ophold. Her fik vi vores første fantastiske aftensmad som kun fortsatte resten af ugen. Den næste dag tog Laurel og Bob os hele vejen op til en Kirke "Holy Hill" som ligger på den højeste bakke i Wisconsin. Kirken havde ca. 100 par krykker fra folk som havde været syge og lamme i benene men som var blevet helbredt af Gud - utroligt var! Den var smuk og heldigvis gav munken i indgangen mig besked på at "Gud elsker alle, Gud elsker alle, Gud elsker alle" da jeg forlod kirken, så det var jo godt at få med!! I øvrigt fik vi en masse brochure omkring "Abortion - not even after rape" osv. Ja, ja, selvom vi ikke er i Bibelbæltet mere så er Amerika nu stadigvæk en hel del mere religiøs end Damgårdsvej. Der blev også bedt bordbøn hver aften inden aftensmad, men det synes jeg faktisk var en god ting, for det lagde lige lidt ro på alle inden man gik til angreb på den mad som Laurel havde brugt lang tid på at lave. Tirsdag skulle vi så møde Edel. Hun er også beslægtet til Helle (ligesom resten af alle dem jeg omtaler fra Milwaukee). Hun kom til Amerika da hun var 32 og er nu 87. Hun er en nydelig dame på trods af sin alder og cykler en halv time morgen og aften og tager trapperne i stedet for elevatoren. Edel kom sammen med Gayle som er en af Laurels søstre og de tog os til The Ginger Bread House somer en lille bondegårds-agtig restaurant med fritgående høns og hønseligningen fugle. Der hvor vi fik dejlig middagsmad og Edel fik snakket lidt dansk med os. Derefter tog de os til The Pabst Masion, som var et kæmpe super flot gammelt hus som nu er lavet til museum. Det var ejet af the Pabst family i 1800-tallet som også ejede Milwaukees store bryggeri. Bagefter besøgte vi alle 4 Edels lejlighed som mindede rigtig meget om Mormors stue med en masse danske ting puttet ind over det hele. Det var næsten som at sidde hjemme i Danmark og Edel bagte Æbleskiver til os som vi fik til aftensmad.
Onsdag besøgte til Gayle's hus og her mødte vi også hendes mand Rich og hende datter Nicole og ikke mindst deres hund Pepper. Jeg fik skypet med Frida, Thea, Rie og Ditte om formiddagen da de alle var samlet hjemme ved Ditsen, og det var super enormt dejligt at se dem samlet og se hvor glade og sunde og dejlige de stadig er!! Rich er pensioneret polititegner og han vidste os en af hans sager fra 7 år tilbage hvor en ung kvinde var blevet overfaldet, kvalt og brændt på en parkeringsplads. Hun havde så mirakuløst overlevet og hun havde været i stand til at beskrive de to overfaldsmænd så Rich kunne tegne deres ansigter og de var blevet efterlyst over hele Amerika. Deres arbejdsgiver havde kunne genkende dem og med DNA fra en sodavandsdåse var de blevet afsløret og sendt 30 år i fængsel. Vi så både tegningerne der havde været i nyhederne fra dengang og sammenlignede dem med de rigtige billeder af mændene. Gayle lavede dejlig aftensmad til os og tro det eller ej der var kogte kartofler og brun sovs med kød uden at moget havde været i nærheden af frityre. Vi fik også mødt Glen som Helle husker svagt fra da hun var herovre da hun var 3 og han er en rigtig rar ældre mand med masser af gode historier i ærmet. Mange af disse handler om hans lille pårivatfly som han har fløjet rundt i i mange år og som han ville ønske han kunne give os en tur i, men jeg tror vist han er blevet for gammel.
Torsdag var der vasketøjsdag og jeg skypede 2½ time med Mutti og Fatti og jeg fik vist billeder fra Chicago og far fik vist billeder fra Cuba. Om aftenen var det flyttedag og vi kom til Jill og Jacks hus, som også har en datter, Kayla på Helle og min alder. Fredag tog Jill og Kayla os med på Milwaukee´s store kunstmuseum som er rimelig nyt og ret vildt i konstruktionen. Det ligger lige ud til søen og ligner lidt et stort moderne hvidt sejlskib. Sejlene kan hejses op og ned igen når det er aften eller bare dårligt vejr. Selvom museet er rimelig nyt har det allerede huset ordition for American Idol, reklamefilm fra Victoria Secrets og Transformers. Vi gik igennem nogle af de mere moderne afdelinger som jeg synes var mest spændende med en afdeling med portrætter af uskyldige amerikanere der var blevet dømt skyldige i en forbrydelse og typisk havde siddet i fængsel 10-30 år før løsladelse. Billederne viste dem og offeret i forbrydelsen og var meget stærke. En anden spændende afdeling var med "sære" og specielle billeder fra det virkelige USA - og der er jo ikke så lidt at komme efter. Det mest skøre var nok en tank til nedfrysning af ens krop når man dør så man engang i fremtiden kan optøs igen hvis der bliver opfundet en dims til at genoplive folk + en udødelighedsdrik. Liiiiiiiiidt skørt! Der var også billede af et Playboy magasin for blinde, så der var kun blindeskrift påtrykt bladet og mange flere skøre billeder. Vi sluttede i gavebutikken hvor man kunne købe en isterningebakke hvor isterningerne var ansigtet fra Edward Munk´s billede "Skriget". Derefter tog Jill os op og viste os hendes kontor. Hun er operasanger og arbejder i en mindre virksomhed. Om eftermiddagen besøgte vi et pottemageri hvor Kayla arbejder og Helle og Jill malede hver en lerting.
Den næste morgen da vi vågnede var det jo faktisk blevet Juleaften og jeg skypede min familie hjemme hos Søster og Anders der allerede havde godt gang i juleaften mens jeg sad og spiste morgenmad i Milwaukee, det var lidt mærkeligt, men heldigvis ikke så sørgeligt som jeg havde frygtet. Om aftenen besøgte vi Jills søster der bor i et stort flot amerikansk hus. Det var en rigtig god aften med en masse gode diskussioner hen over bordet da også Daniel, en tysk dreng var på besøg og der blev rigtig sammenlignet fordele og ulemper af det europæiske og amerikanske system. Jeg tror dog at vi alle sammen mest kun kunne se fordele ved vores eget system og ulemper ved de andres. Daniel kæmpede hårdt for sagen og var fremme med mange stærke argumentationer set med europæiske briller. Til gengæld var han oppe mod en højere magt i form af to herre nede for bordenden der var meget stolte amerikanere. Da vi nåede til diskussionen og "det frie sundhedsvæsen" i Danmark der giver alle mulighed for at tage på hospitalet uden at skulle overveje om man mon i virkeligheden har brækket benet som nogen amerikanere gør nåede vi diskussionens maximum. Det var her de to amerikanske herre sagde at det amerikanske sundhedsvæsen var alt for dyrt til at det nogensinde kunne finansieres gennem skattebetalinger hvilket resulterede i at Daniel fik nævnt at amerikanerne jo ikke havde noget imod at bruge uendeligt mange penge på deres militær. Dette gav en mindre eksplosion inden i amerikanerne, det ramte vist et ømt punkt i den amerikanske stolthed. Dagens læresætning: aldrig aldrig ALDRIG sig noget negativt om det amerikanske militær i nærheden af en amerikaner. Det skal måske også nævnes her at der hjemme på Lindenwood er elever der får der Scholarships (betalt deres skolegang) når de er tilmeldt ROTC (militærtræning).
Kl. 23 skulle vi med Jack, Kayla og Jill til midnightservice i Jill´s kirke da hun synger kor i kirken og hun skulle også synge solo juleaften. Vi fik alle sammen udleveret et lys i indgangen og kirken var den mest moderne kirke jeg har været inde i, der var omkring 5 personer der styrede tjenesten og vi sang langt flere salmer end hvad jeg er vant til og vi stod også op under de fleste salmer. Der var 5 minutters stilhed til bøn for ens kære eller hvad man lige havde lyst til at sende en bøn til. Det var meget stærkt at se folk rundt om i kirken sidder helt musestille i så lang tid, men også noget jeg ikke blev specielt tiltrukket af især ikke da der efterfølgende gik tallerkner rundt hvor man kunne ligge penge i, hvilket alle gjorde så det var ret tydeligt når man ikke gjorde. Tallerknerne med pengene blev derefter ført op ti alteret. Nhaaaaaaa, det brød jeg mig ikke om. Men derefter sang Jill sin solo opera og det var simpelthen så smukt og imponerende hvor hun havde alt den luft henne og hvordan hun kunne få sådanne lyde ud af sin krop. Vi sluttede af med at synge Holy Night (Glade Jul) og lysene vi havde fået udleveret i starten blev alle tændt og lyset dæmpet. Det var rigtig smukt og juleagtigt og noget man sagtens kunne gøre mere i de danske kirker synes jeg. De har også tager os rundt og se overpyntede huse i løbet af ugen. Den ene aften var vi på Candy Cane Lane som er to veje hvor det ene hus prøver at overgå det andet men generelt så går amerikanerne bare rigtig meget op i at pynte deres forhaver med kæmpe oppustelige figurer af julemænd i kaner, helikoptere, luftballoner og lignende.
Næste morgen var det julemorgen og vi fik en let morgenmad inden gaverne blev åbnet inde i stuen. Det gik alt sammen meget hurtigt. Helle og jeg fik begge en lille ting fra Jill og Jack og bagefter gik jeg ned og åbnede mine gaver fra Mutti, Søster og Anders hvilke jeg alle blev rigtig glade for! Fra min mutti fik jeg bl.a. et par sokker jeg nævnte for hende 1½ år siden at jeg ønskede mig at hun strikkede til mig og det havde hun så husket stadigvæk, ret vildt synes jeg. Derudover fik jeg Dior makeup og en fin top fra Mutti og et par flotte porcelæn øreringe fra Søster og Anders J Om eftermiddagen tog vi igen hjem til Bob og Laurel hvor der var julefrokost og vi mødte alle dem vi havde mødt i løbet af ugen. Det var en super god måde vi fik lov at møde alle sammen lidt efter lidt for til julemiddagen kendte vi dem alle sammen og vi følte os helt som en del af familien. Det var derfor også trist at sige farvel til dem alle sammen da vi tog hjem efter at det Green Bay Packers (Milwaukee) havde slået The Bears (Chicago) i Football. Jeg kan ikke fatte hvor gæstfrie, imødekommende og søde de alle sammen har været mod både Helle og jeg. Vi fik også julegaver fra både Bob og Laurel og Gayle og Rick og da Glen og hans kone Jannet kom forbi i dag for at sige farvel stak Glen både Helle og jeg 20 dollars hver som vi på ingen måde kunne få ham til at beholde. Jeg kommer til at savne dem alle sammen. De har givet os så meget i både mad, oplevelser og gæstfrihed og samtidig har de takket os hele ugen for at "vi gad komme". Det er en ligeså varm familie som min egen derhjemme, og selvom de selvfølgelig ikke kan opveje min familie derhjemme der er verdens bedste familie - hvilket man finder ud af når man er hjemmefra, så har de gjort julen meget lettere at komme igennem! Jeg skypede også med Rie d. 22 og hun sagde at der ikke var noget som jul på Damgårdsvej og det har hun nu helt ret i, i hvert fald DK. Efter at have oplevet en god amerikansk Jul lever den nu ikke op til den danske, der er langt mere traditionsbundet. Det skyldes nok at vi er et meget ældre land. Den amerikanske jul er lidt for flyvsk til mig. Jeg kan rigtig godt li' at vi sidder og spiser lang tid rundt om et bord alle sammen, ris a la manden, pakkelægningen under juletræet, tændningen af juletræet, danse rundt om juletræet og derefter langsom pakkeåbning en af gangen og så sidde og hygge i stuen. Det glæder jeg mig til igen næste år!
I dag sagde vi så farvel til Jill, Jack og Kayla og har nu taget toget mod St. Louis hvor vi ender kl. 24.30 i nat og så skal vi med et fly i morgen kl. 8.30 hvor vi mellemlander i Cincinnati inden vi lander i JFK i New York hvor vi igen mødes op med vores nu solbrændte Ciara. Jeg tror også hun har haft en hel fantastisk uge for det er ikke meget vi har hørt fra hende J Ham der sælger snoller og sodavand i toget har en lyserød oppustelig pellikan på hovedet og hver gang han går forbi siger han at han sælger Nestea, Cola og Redheads. Ha nlaver sjov med alle i toget. Han er ret beundringsværdig - han elsker sit liv og sit job.
Jeg er glad for at jeg har haft Helle ved min side hele ugen og har delt denne oplevelse med hende og vi kunne snakke lidt dansk på værelset inden vi faldt om i sengen. Alle Helles relatives troede Helle og jeg havde kendt hinanden i flere år, men i princippet har vi jo kun kendt hinanden i 4 måneder, men man kommer tæt på hinanden når man bor som vi gør. Vi valgte da også at sove i samme værelse og seng hos begge familier, hvilket jeg tror de synes var lidt mærkeligt. Efterhånden har vi også nedkæmpet Ciaras meget stærke blufærdighed i løbet af dette semester da Helle og jeg er lidt mere frigjorte mht. nøgenhed. Det er sjovt at se hvordan vi påvirker hinanden. I starten var hun ved at dø af skræk hvis ikke vi var fuldt påklædte på værelset men det har vi fået lavet om på. Franskmændene på LIndenwood havde også sagt at danskerne altid kom til Frankrig for at tage på nudiststrande, meeeeeeen så frigjort er vi nu heller ikke.
Jeg kan ikke helt fatte at jeg faktisk er på vej til at holde nytår i New York, det skulle være det mest sindssyge sted at holde nytår fordi der op imod 2 millioner mennesker på gaderne omkring Times Square hvor vi har hotel og hvor "the ball drops" ved midnat og indikere det nye år. Der skulle være alle mulige store amerikanske navne der optræder i området, mener jeg hørte at Lady Gaga i hvert fald optræder, jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan Mutti for at få en autograf til dig!
Jeg håber alle havde en glædelig Juleaften og kommer vådt ind i det nye år. Pas på jer selv og hinanden. Vi snakkes ved i 2012!
P.S. læresætning nr. 2: gode mannere ved bordet i Amerika = din kniv er til pynt(!!!), brug din gaffel til at samle hele det stykke mad op med som du vil indtage og gnav af det eller om nødvendigt skær det over MED GAFLEN. Hvis du er højrehåndet brug din frie venstre hånd til at læne mod bordet og omvendt hvis du er venstrehåndet.
Læresætning nr. 3: Hvis du er indehaver af en flagstang med amerikansk flag i din have så er du med 100 % også indehaver af et spot rettet mod dette flag der kan belyse flaget døgnet rundt så det også er muligt at se stars-and-stripes om natten.
Læresætning nr. 4: Hvis du ender på McD så bestil ikke 4 McNuggets for $4.50. Bestil i stedet for 20 McNuggets for $5.00.
Læresætning nr. 5: To piger der går på toilet sammen er et dansk fænomen og ser meget mærkeligt ud i Amerika!
- comments
Ruben Haha, ja jag se5g det, ff6rst trodde jag att du hade fixat med den att typ koirpea och le4gga in plankor i photoshop, men det blev ju bra se5 de4r i alla fall