Profile
Blog
Photos
Videos
Hello mates
Efter en længere tørkeperiode på bloggen kommer nu et forfriskende og spritnyt indlæg fra New Zealands sydø. I må bære over med eventuelle mangler og fejl, da min elskede medforfatter og muse pt. befinder sig på den anden side af det Tasmanske Hav og dermed ikke er i stand til at udøve sin geniale indflydelse.
Jeg har nu været en enlig rejsende i en uges tid og har tilpasset mig denne til tider ensomme livsstil. Måltiderne bliver der ikke gjort så meget ud af, tøjet bliver ikke skiftet så ofte og nætterne tilbringes i ilelugtende sovesale i selskab med pruttende, snorkende men ellers flinke drenge. Savnet efter Jullemis er stort, men "the lonely cowboy" spænder balderne og nyder det utrolig smukke New Zealand.
Efter Jullemis' afrejse havde jeg en dag på egen hånd i landets hovedstad Wellington.
Wellington er en utrolig hyggelig og intim by, der er placeret i en ekstraordinær smuk naturskabt bugt. Byen strækker sig op af en betydelig bakke, og på toppen af denne finder man en botanisk have med formegentlig den smukkest udsigt af alle.
Dagen efter fortsatte turen syd på, og efter en rolig sejltur over Cook Strædet ankom jeg endelig til den sagnomspundne sydø. Første stop var Abel Tasman nationalparken, som er opkaldt efter den famøse hollandske opdagelsesrejsende, der valgte at tage et smut forbi området nogle hundrede år tidligere. Parkens hovedattraktion er dens hvide sandstrande og krystal klare tyrkise vand, og denne utrolige skønhed fik jeg dybt ind under huden på en 4 timers gåtur på 21 km. Transport til og fra Abel Tasman foregik med vandtaxi, og på vejen fik man set sæleunger og den "verdenskendte" Split Apple Rock - en kuglerund sten kløvet i to.
Efter to nætter i den nærliggende by Kaiteriteri gik turen videre mod den lille havneby Westport. Vejret viste sig desværre fra sin værste side, så der blev ikke udrettet det helt store. Det var dog en helt ny bus med helt nye mennesker, og endnu en gang blev jeg imponeret over folks åben- og venlighed. De er festlige og snaksalige folk, og jeg har det rigtig godt med størstedelen af dem.
Det kunne ikke gå hurtigt nok med at forlade den grå og kedelige Westport, så den efterfølgende morgen var den grønne Kiwi-bus tidligt ude på de scenariske landeveje langs øens vestkyst. Her gjorde vi først stop ved en lille kyststrækning kendt for sine "Pancake Rocks", sære stenformationer kendetegnet ved deres mange tynde lag, og "Blow Holes", gejserlignende vandeksplosioner fremkaldt af bølgers sammenstød med klippevægge i underjordiske grotter. Sådanne stop er netop det, der gør Kiwi Experience konceptet så tiltrækkende og fuldendt - den lokale chauffør kender alle de gode steder, og du kan bare læne dig tilbage i sædet.
Dagens endedestination var en lille landsby nær Lake Mahinapau. Her blev der holdt temafest på den lokale pub, og min geniale og ekstremt simple udklædning var en udsmykket papramme rundt om bülla, ergo et portræt (man skulle klæde sig ud som noget, der begyndte med bogstavet P). Det var en yderst alkoholmættet og underholdende aften, så da bussen kørte næste morgen, må jeg indrømme at hovedet kløede en smule - ikke det optimale scenarie når den står på hårnålesving og bjergkørsel.
Men fremad kom vi, og hen på eftermiddagen ankom vi til den lille by Franz Josef. Områdets hovedattraktion er Franz Josef gletcheren, som er en af de eneste gletchere i verden omgivet af tempereret regnskov. Denne selvsamme regnskov blev udforsket på en mindre gåtur samme dag, hvor jeg var vidne til en spektakulær solnedgang. Solens døende stråler måtte kæmpe sig gennem den tætte underskov, og resultatet var en drømmeverden domineret af gyldne og grønlige farver.
Den efterfølgende dag skulle endnu et fantastisk eventyr finde sted - heli-hike på Franz Josef gletcheren. Tidligt om morgenen blev vi eskorteret til den lokale heliport og fløjet op på gletcheren i en mindre helikopter. Selve turen der op var utrolig smuk, da solen netop da stak sit lysende hovede over den nærmest bjergtop, og badede isen i sine stråler og forvandlede den til et sandt lyshav. Med pigsko og varmt tøj blev isen udforsket på nært hold. Vi trampede rundt på overfladen, maste os gennem smalle sprækker og kravlede gennem snævre isgrotter. På trods af at jeg allerede en gang før har tosset rundt på en gletcher i Grønland, var Franz Josef stadig en oplevelse for livet. Jeg er overbevist om, at isens enestående formationer og surrealistiske blålige skær altid vil fremkalde en helt speciel følelse af eufori og glæde i sindet.
Efter 3 timers leg på isen blev vi igen hente af helikopteren og fløjet ned til landsbyen. Godt udmattet tog vi i byens varme bade og nød godt af 110% afslapning i det 38 grader varme vand.
Nu går turen mod New Zealands adventure-hovedstad Queenstown dog med et hurtigt stop i den lille naturskønne by Lake Wanaka. Og hvem ved, måske hopper jeg ud fra en bro og drøner 130 meter ned med en elastik om benene. Who knows?...
Catch y'all later
Adser aka Andy
Billeder:
https://www.icloud.com/journal/#1;CAEQARoQnvBIgp-y1WUVZ5LQK4RUfA;81BDE2F6-2F6F-47A2-9FC9-95D19F4B53E6
- comments
Jullemis Wow... Der ser fantastisk smukt ud!