Profile
Blog
Photos
Videos
Kia Ora!
Hermed mauriske hilsner fra det nordlige New Zealand. Vi er tilbage i Auckland efter en længere udflugt til de nordligste egne af nordøen og har endelig fundet tid og fred til at komponere endnu et blogindlæg.
Den omfattende 12 timers flyvetur fra LA til Auckland gik overraskende smertefrit. På flyet fik vi for første gang stiftet bekendtskab med den newzealandske åben- og venlighed. Det lokale flyvende personale var yderst hjælpsomt og venligsindet, og vi fik lækker flymad (utroligt nok) samt en god nats søvn. De 12 timer fløj praktisk og metaforisk talt af sted, og på ingen tid var vi i Auckland. Vi tabte dog desværre et døgn et sted på flyveturen, da vi krydsede datolinjen - afrejse d. 8 og ankomst d. 10. En dag vi aldrig får tilbage. Vi er blevet efterladt med et stort savn.
Da vi landede tidligt om morgenen, benyttede vi resten af dagen på at udforske det centrale Auckland. Vi slentrede ned af Queen's Street, beundrede den højeste bygning på den sydlige halvkugle, Auckland TV-Tower, og blev opfrisket af den friske luft ved byens havefront. Rimelig bombet i vores kranier tog vi hen på eftermiddagen i biografen og slog hjernen fra til superheltefilmen The Avengers - en film med tilfredsstillende mange sammenstyrtende højhuse.
På anden dagen i Auckland brugte vi et tilgodebevis på en guidet bytur, vi havde modtaget med vores busbilletter. Her kom vi vidt omkring og fik endda mulighed for at gå fastspændt og med flotte hvide hjelme under Auckland Bridge, hvorfra man fik et særdeles smukt udsyn til Aucklands skyline.
Tidlig næste morgen blev vi hentet af vores busselskab Kiwi Experience og satte kursen mod Paihia, en lille nordlig strandby ved "the Bay of Islands". Kyststrækningen ved "the Bay of Islands" er utrolig smuk med hvidt sand og udsigt over bugten med dens små frodige og naturskønne øer. På ankomstdagen valgte vi at booke os ind på et cruise, der ville sejle os rundt iblandt blot nogle af de i alt 144 øer. Vejret var med os, så i strålende sol og med vind i håret betragtede vi de smukke øer. Vi sejlede forbi og overraskende nok også igennem en ø med et enormt naturskabt hul. Kaptajnen proklamerede det som værende intet mindre end "the world famous hole on the rock". En kommentar vi ikke andet end kunne grine af, specielt set i forhold til alle de smukke naturoplevelser, vi allerede har været vidner til. En del af cruiset var dog, at der var en mulighed for at se delfiner på tæt hold. Der findes dog ingen garanti for at disse smukke dyr stikker næsen over vandet, og vi var desværre uheldige.
Endnu en gang var vi ude af døren, før fanden fik sko på, da vi den efterfølgende dag skulle på heldagsudflugt til det absolut nordligste punkt på New Zealand, Cape Reinga. På vejen gjorde vi først stop i Kauri Forest, hvor man finder de største træer i New Zealand. Efterfølgende kørte vi på 90 mile Beach, New Zealands første motorvej som i den grad lever op til dens navn - en bred strand hvor man bogstaveligt talt kører i vandkanten. Her gjorde vi holdt ved nogle enorme sandklitter og brugte lidt tid på at surfe på maven ned af disse på speciallavet surfbrædder. Endedestinationen var som sagt toppen af poppen/New Zealand, nemlig Cape Reinga, hvor det Tasmaske Hav støder sammen med Stillehavet. Det er et sted, som har meget stor åndelig betydning for de lokale mauristammer, et sted hvor sjælen begynder sin rejse mod det udedødelige. Og guddommeligt smukt er området i den grad også! Man har udsigt til den mest fantastiske kyststrækning 270 grader rundt, der det ene sted er domineret af imponerende klippeskrænter og det næste paradisiske hvide strande. Sjæleroen faldt over os, og vores åndelighed steg lige et par grader.
Vi kunne selvfølgelig ikke blive ved med at være heldige med vejret, så den efterfølgende dag stod det ned i stænger. Da det begyndte at klare op senere hen på dagen, besluttede vi at forlade den efterånden ilelugtende sovesal for at få lidt frisk luft til hjernerne og satte derfor kursen mod et lokalt udsigtspunkt.
Den efterfølgende dag var afrejsedag fra Paihia, men vi udnyttede formiddagen og tog op for at se Haruru Falls - et lille men ganske smukt vandfald. Gåturen gik langs en relativ befærdet og knap så hyggelig motortrafikvej, så vi besluttede at prøve lykken og tomle os hjemaf. Overraskende nok blev vi blev samlet op af den sødeste og mest imødekommende familie, som vi fik os en lille snak med. New zealænderne er nogle af de mest rare, positive og åbne mennesker - vi var næsten helt høje efter vores møde med dem.
Med en hurtig overnatning i Auckland går turen nu videre sydpå mod Wellington.
Sweet As Bro! (Skide godt mand!)
Jullemis og Adser
Billeder:
https://www.icloud.com/journal/da-dk/#1;CAEQARoQnvBIgp-y1WUVZ5LQK4RUfA;DCCE3129-F8BA-41F9-8B73-A4E276802833
- comments
Søren Adser Feeedt med tomling man! gid det var mig. Kærlige hilsner bror
Birgitte Tusinde tak for spændende og laaaang beskrivelse af Jeres oplevelser og de skønne fotos. Hvor er det dejligt at se Jeres glæde. NYD nu fortsat i fulde drag. Knus til Jer begge fra os i Kandestederne, hvor vi jo også har masser af sand, strand og sol ;-)
Anne Lisbeth Hvor er det fantastisk at følge jeres rejse. Jeg nyder hvert nyt indlæg, så beskrivende at man synes, man selv har været der, de mest storslåede fotos, hvor glæden lyser ud af jer begge. Skønt, skønt. Fortsat dejlig rejse, jeg glæder mig til næste indlæg. Knus til jer begge.