Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har vi igen igen haft en lang rejsedag. Vi havde læst, at bussen til Chiquila (udtales næsten ligesom Tequila) kørte fra busstationen klokken 10.30, så det gik vi selvfølgelig ud fra og var derfor dernede klokken 10. Bussen kørte dog først igen klokken 12.50, så vi gik tilbage til vores hostel for at bruge tiden.
Efter lidt forsinkelse kørte bussen endelig 13.15. Det var en lidt sjov bustur, hvor vi samlede en del mennesker op undervejs i små landsbyer, der skulle få kilometer. Det er altid spændende, når man kører i bus at kunne se de små landsbyer og det virkelige Mexico, der ikke er fyldt med turister. Turen var dog også ret lang, og den sidste halvanden time kunne jeg ikke falde i søvn og kiggede desperat tit på mit ur for at se, om vi ikke snart var fremme.
16.30 var vi endelig fremme i Chiquila. Færgen til Holbox sejlede heldigvis allerede klokken 17, og sejlturen gik uden problemer - og de viste endda (begyndelsen af) Superman vs Batman, så turen var nærmest for kort, fordi vi gerne ville se videre - godt jeg allerede har set den i biografen.
Holbox er ret sjov, for der er ingen asfalterede veje, og selv vores værelse på vores hostel er af sand. Det er dog ret hyggeligt, for de river gulvet (dvs sandet) på vores værelse hver dag. Badeværelset er dog ret moderne med vand og det hele. I badet kommer vandet dog ud af en konkylie istedet for et brusehoved, så det er en lidt sjov oplevelse.
Om aftenen fik vi betalt vores whaleshark tur (og vi glæder os helt vildt!!) og fik en ok pizza nede ved byens Plaza. Vi fik endda resterne med hjem, så de står nu i køleskabet og er klar til aftensmad i morgen!
- comments