Profile
Blog
Photos
Videos
Som skrevet i sidste blog, blev ankomsten til Queenstown, fejret. Sammen med gruppen fra kiwi-bussen som jeg ankom med, havde jeg en fantastisk aften paa baren 'World Bar'. Her spillede et to-mands-orkester op med livemusik af 1. klasse, og fra baren blev der serveret drinks i lange baner. Drinksene her blev ikke som alle andre steder serveret i normale glas, her fik man i stedet serveret sin bestilte drinks i en lille tepotte. Et maerkeligt paafund, som har gjort baren 'verdenskendt' i New Zealand.
Paa trods af at en del af de foeromtalte tepotter var blevet bundet den foregaaende nat, var helbredet overraskende godt dagen derpaa. Saa halvvejs oppe af dagen moedtes jeg igen med Patrick og Mads, for at faa lidt frokost, eller 'lidt' er maaske en underdrivelse. Paa middagsmenuen stod nemlig burgere fra byens naermest legendariske burgerbar Fergburger. Her blev der leget med store armbevaegelser, og ingen burger var stor nok, derfor blev der bestilt dobbelt, med fritter til og det hele. Efter lidt tids venten var vores 'mega-burgere' klar, og vi var klar til kamp. En kamp vi til sidst maatte indse var tabt, paa trods af et godt forsoeg var vi noed til at levne fritterne. Fritterne fodrede vi de omkringflyvede fugle med, fuglene her var dog ikke saerligt takemmelige og svarede igen med at skyde til maals efter os med fugleklatter. Vi undgik dem, men Mads og Patricks medrejsende fik et skud lige midt i parykken! Til stor morskab for os andre!
Forstoppede begav vi os videre igennem Queenstowns gader for at slaa tiden lidt ihjel, inden vi skulle videre til eftermiddagens aktivitet, nemlig 'luge'.
Queenstown er en utrolig smuk by som ligger indkapslet imellem 2 store bjergkaeder, dette giver et fantastisk sceneri ud over den store soe som byen er placeret ved, med de snebeklaedte bjerge i baggrunden. Disse bjerge udnytter byen til fulde til deres adventure, med bl.a. mountainbiketure, skisport, bungyjump, paragliding mm.. En anden New Zealandsk-opfundet aktivitet, tager udgangspunkt paa en af bjergsiderne, kaldet 'luge'. 'Luge' er en slags go kart bane som snor sig ned af bjergsiden, paa banen benyttes en slags slaeder med hjul uden motor. Dvs. at det alene er tyngdekraften der goer at tempoet oeges kraftigt ned af den stejle bjergside. Sammen med de tidligere omtalte Tim, Sarah, Emma og Joe, begav vi tre gutter os afsted imod bjerggondolen som skulle foere os til 'luge-banen', i de naeste 1-2 timer stod den paa flere drablige raes ned af bjerget med hinanden i haelene. Konkurrencegenet kom virkelig frem i os alle, og der blev fightet til sidste blodstraabe for at komme foerst over maalestregen hver gang. En virkelig god eftermiddag, med smil paa laeben. Aftenen blev tilbragt i Mads og Patricks van, med oel, musik og kortspil - En rigtig hyggelig og afslappende aften, som optakt til morgendagens store event - bungy jump.
Endelig kom den frygtede dag, som jeg igennem en maaneds tid havde bygget nerver op til. Fredag var dagen hvor jeg sammen med Mads og Patrick skulle springe Nevis Bungy Jump. Hoppet er med sine 134m det hoejeste i Australasien, og tidligere verdens stoerste.
Lige fra morgenstunden af skiftede humoeret og foremmelse i maven konstant imellem frygt og spaending, saa timerne inden turen midt paa dagen gik ud til bungy jumpet var lange.
Timerne rendt ud og vi begav os til opsamlingsstedet, hvor kursen herfra blev sat imod Bungy jumpet, som laa 45 min. koersel fra selve byen. Det var 45 min. i fortsat skiftede foelelsestilstand - Til tider var humoeret oppe og der blev joket, og 5 min. efter var der helt mussestille i kabinen. Stemningen var bestemt at sammenligne med foer skydivet.
Efter koersel i kurperet terraen op af en stejl bjergside, naaede vi centeret hvor vores spring skulle foregaa.
Nevis bungy jumpet er placeret i en slags bjergdal. Hvor platformen haenger frit i luften, 134m over jorden, kun holdt op af vejere, som er spaendt ud imellem klippevaeggene.
Ved ankomsten blev vi alle vejet, og paaklaedt med seletoej, og herefter gik turen ud til den frithaengende platform via en gondollignende vogn.
Knap var vi ankommet til platformen, foer jeg fik at vide det var min tur foerst, og inden at nervoesiteten naaede at blive for overvaeldende stod jeg paa rampen med 134m frit fald under mig, og med en instruktoer der talte ned fra 3.
3-2-1 - Jump!!!
8 sekunder senere var elastikket helt strakt ud, og jeg fortsatte opad imod den aabne himmel, imod en tilstand som vaegtloes i bare 1-2 sekunder. Herefter gik turen igen ned imod den klare soe imellem bjergsiderne. Ca. 10 meter inden bunden var elastikket igen strakt helt ud, og jeg blev for anden gang hevet op. Her skulle jeg traekke i en udloeser paa benet, der gjorde at jeg kun hang fast i selerne paa overkroppen, og dermed kunne skifte position, fra at haenge med hovedet nedad, til det modsatte med kroppen i normalt oprejst position. Herefter blev jeg langsomt hejst op til platformen, hvor Patrick og Mads ventede paa at det var deres tur. Efter 15-20 sekunder var jeg igen tilbage paa platformen. Tilbage med en oplevelse der bogstaveligt smadrede benene vaek under mig, en fantastisk foelelse i det frie fald havde sat sig paa nethinden. Og uden helt at kunne saette ord paa foelelsen, havde jeg mod paa mere, og var parat til at goere det en gang til. Saa efter Mads og Patrick havde sprunget, var det igen min tur. Denne gang noget mere afslappet, og klar til det kaempe sus for anden gang. Anden gang var bestemt ikke ringere, og endnu engang var oplevelsen helt enorm.
Suset der loeber igennem en, er en blanding af angst og spaending. Hele vejen igennem det frie fald loeber kuldegysningerne op igennem hele kroppen.
Helt hoeje efter vores spring, var vi alle klar til at fejre vores hop. Saa senere paa aften moedtes vi igen i drengenes van som den foregaaende aften, igen stod den paa kort og denne gang lidt flere oel, med en efterfoelgende bytur.
Hvis fredag var sindsoprivende og fantastisk var loerdag lige det modsatte, dagen stod i afslapningens tegn, og ud over et tidligt farvel og paa gensyn til Mads og Patrick om morgenen, og en gang minigolf med Tim og Joe, er der ikke meget at rapportere om fra den dag.
Det var med lidt overlaeg at loerdagen havde vaeret med haandbremsen delvist trukket, da turen soendag morgen gik imod New Zealands stoerste national park Fiordland og Milford Sound. Milford Sound er et kaempe omraade ved foden af en stor fjord, denne fjord er omgivet af utallige smukke bjerge der tordner sin vej ned igennem det klare vand, og dermed bryder den glatte vandoverflade. Milford Sound bliver i New Zealand kaldt for verdens 8. vidunder, og er officielt med i kampen om at blive dettte. New Zealaenderne er ikke selv i tvivl om at stedet bliver optaget.
Ved Milford Sound er vejret forholdsvis ens hele aaret rundt, det regner nemlig 2 ud af 3 dage her, og Milford Sound lod os ikke gaa skuffede her fra, og levede op til dette, med en ordentlig omgang regn.
For foerste gang i over 14-15 dage begav jeg mig alene ud paa en tur, efter at turen op langs kysten var blevet brugt i kiwi-bussen i blandt mange nye bekendtskaber, og de foregaaende dage var blevet brugt sammen med bl.a. Mads og Patrick. Knap var jeg kommet afsted med bussen imod Milford Sound foer regnen som sagt stod ned i staenger, det fortsatte det med det meste af dagen. Efter et par timers koersel var det tid til et stop, og pludselig var jeg ikke 'alene' paa bussen mere, ind steg nemlig to engelske gutter Nick og Luke, som jeg tidligere havde rejst med paa kiwi-bussen. Efter endnu et par timers koersel naaede vi frem til Milford Sound, hvor en cruisebaad ventede os. Denne foerte os i de naeste par timer igennem den fantastiske fjord, hvor utallige vandfald fra de mange klippevaegge var med til at goere oplevelsen helt speciel. Efter en flot sejllads, dog med et lidt taaget vejr, var vi tilbage i bussen, hvor naeste stop var Queenstown. Paa tilbagevejen var det tydeligt at se hvordan vejret havde aendret omgivelserne, da der nu alle steder paa bjergryggene laa store maengder af sne.
Tilbage i Queenstown, var det naesten som at komme 'hjem' igen. Her blev aftenen brugt med en bog paa vaerelset. Om Milford Sound saa er verdens 8. vidunder er ikke op til mig at vurdere, men lige soendag d. 25. marts var omraadet det naeppe.
Mandag morgen startede endnu engang perfekt med en Broendbysejr, saadan burde hver morgen starte. Med en dejlig sejr i bagagen begav jeg mig sammen med Nick og Luke, ud for at se mere af Queenstowns flotte natur, igennem nogle par timers fik vi 'hike' et godt stykke rundt om den flotte soe der stoeder om til byen, dog kun et stykke, da soen fra den ene ende til den anden er ialt 19km lang.
Af uransagelige aarsager var der lagt op til den helt store fest mandag aften, derfor startede vi tidligt i hostellets koekken med goon og oel. Aftenen fortsatte videre med hostellet paa en pubcrawl rundt til de forskellige bevaertninger i byen, efter 4 stop naaede vi hostellets 'stambar', den tidligere omtalte 'World Bar'. En rigtig god aften, med en masse bekendte fra kiwi-bussen.
Det er ret cool, men underligt at bevaege sig rundt i en mellemstor by paa den andenside af jorden, og saa hilse paa hver 5.-10. person man moeder paa gaden. Det goer at man paa en maade foeler sig hjemme, og aldrig er alene.
Den foregaaende aftens indtag satte sine tydelige spor, og gjorde sit til at oedelaegge det meste af tirsdagen. Det var foerst et godt stykke oppe af dagen at flere af os saa dagslys. Derfor blev det meste af dagen brugt paa hostellet i faelleskab i kamp mod toemmermaendende. Som aftenen kom blev helbredet dog bedre, derfor blev aftenen brugt i den lokale biograf med filmen 'Hunger Games'.
Onsdag var tiden saa kommet til at sige farvel til fantastiske Queenstown, hvor nogle af de bedste dage i New Zealand var blevet tilbragt. Herfra gik turen til Kaikoura, dagsrejsen hertil og opleveevelserne her i naeste blog.
- comments
Inger Mosberg Pedersen Hej Casper hvor er det fantastisk at læse dine indlæg, misundelig nej, men eventyr lysten er da ikke langt væk at hente. Ha`det godt kram Mor