Saa kommer det laenge ventede blogindlaeg fra the Big Trip (BT) efter jeg er blevet punket saa meget af en vis person (hosthost mor).

Delta Orinoco:

Vi koerer fra vores camp i Chichi kl. 4.30 om morgenen og har en 12 timer lang koeretur foran os. Vi sidder fire piger bag i jeepen, men den er fyldt op med bagage, saa vi sidder ikke godt. Men vi faar det bedste ud af det. Vi ankommer til et hus omkring kl. 17, hvor vi for foerste gang skal slaa vores ekspeditionshaengekoejer op. Det er svaert, for vi har aldrig selv slaaet dem op, saa vi faar lidt hjaelp af vores guider og de lokale, der bor i huset. Vi gaar i seng kort efter aftensmaden, vi er traette efter den lange koeretur.

Vi koerer igen tidligt om morgenen og vi koerer i endnu et par timer. Vi kommer til vores camp omkring kl. 14 og vi pakker med det samme vores store drybag med alt det vi skal bruge den naeste uges tid. Steffen og Luis koerer afsted med bus, jeep og rygsaekke. Fra nu af bor vi i drybags, haengekoejer og kajakker. Fedt. Vi bor lige ud til en flod og der bliver baade hoppet fra broen, den er omkring 4 m. hoej, og badet i floden.

Den naeste uge skal vi tilbagelaegge 120 km i kajak (allerede ved tanken om at jeg alene skal sejle 120 km doer jeg, men jeg finder senere ud af, at det slet ikke er saa meget alligevel) og bo i smaa camps, som vi finder undervejs.
Foerste dag sejler jeg afsted i kajak med et smil paa laeben og godt humoer. Vi synger ned af floden og vi tager det stille og roligt og nyder solen og naturen - den er vildt flot. Da vi kun har 11 kajakker, hvor to af dem bliver brugt af vores guider, skal vi som sagt slet ikke sejle alle de 120 km. Maaske kun halvdelen, hvis man kan klare det. Resten af gruppen sejler i en baad med alt bagagen. Vi bytter halvvejs og jeg faar slappet lidt af i baaden.

Vi sover i forskellige camps i loebet af vores tur. Et sted, som jeg aldrig vil glemme er ved det gamle faldefaerdige fiskeri. Det er i to etager og foerste sal er meget skroeblig. Det er kun de mindste der maa sove der oppe, da gulvet er meget tyndt nogle steder, og man kan falde igennem. Fedt, at jeg saa faar en plads der oppe. Jeg er vildt bange, da jeg skal saette min haengekoeje op (som jeg nu er blevet en haj til at saette op). Jeg lister rundt paa gulvet og laver ingen pludselige bevaegelser i frygt for at falde igennem.

Den nat skal jeg op foer fanden har faaet sko paa, jeg skal nemlig sejle 35 km i dag. Vi sejler afsted kl. 03 og vi har kun vores pandelamper som lys. Det er lidt skraemmene at sejle paa en stor aaben flod, hvor vi dagen foer saa store floddelfiner, og ikke kan se en haand for sig. Der er ogsaa en masse flyvefisk, som springer omkring os, mens vi sejler. Jeg har ikke faaet verdens bedste kajak, den bliver ved med at styre mod hoejre, saa jeg bruger en masse kraefter paa hele tiden at holde den lige. Men efter at have zagget bagud laenge er jeg ved at give op. Jeg bliver sur og ked af det over, at kajaken skal irritere mig saa meget og det ender med, at jeg midt ude paa soeen skal skifte kajak med Ramon, vores indianer-mand. Det var ret vildt bare saadan lige at goere, men jeg faldt heldigvis ikke i vandet . Resten af turen forloeb uden nogle kajakproblemer, saa det var godt jeg byttede men ham. Det tog os fem timer at sejle de 35 km, det gjorde vi virkelig godt. Paa turen saa vi en flot solopgang, hoerte en masse broeleaber og vi saa en lille odderfamilie krydse floden. Vi bytter med den anden halvdel, da de kommer frem efter vi har ventet paa dem i to timer. Det er overskyet og mit toej er vaadt efter at sejlturen, saa jeg fryser paent meget. Vi sejler afsted, men holder en pause paa 45 min, hvor vi lige kan tage en lille morfar inden vi sejler afsted igen. De andre skal lige have et stort forspring i kajakerne. Vores guide Jhoanny har foedselsdag dag, saa vi faar tequila shots paa baaden, dels for at have det sjovt men ogsaa for at holde varmen. Det er nemlig begyndt at regne meget. Oev. Baaden kommer foerst frem til vores nye lejr, vi skal bo hos de foerste indianere paa vores vej. Nu er vi virkelig ude i ingenting. Ingen bad, koebmand, toilet - nothing! (toilettet har vi undvaeret i et par dage, der har vi bare taget en skovl under armen og gaaet ud i skoven) Vi bor hos warrao indianerne, som har deres helt eget sprog og de er meget fattige. Saa for at hjaelpe dem med lidt penge koeber vi en masse indianer goejl af dem. Det kan vaere armbaand, smaa fletkurve, bordskaanere og skaale. Jeg skal love for at vi fik brugt penge i deltaet.

Tirsdag d. 12 er en god dag. Jeg kalder den ''livets smaa glaeder''. Vi skal bo paa et hotel i nat, hvor der er bad og senge! Det er ren luksus. Og vi kan koebe snacks, det er vi nemlig loebet toer for, og vi faar ordentlig mad. Selvom vi venter over fire timer paa at faa vores vaerelser er det okay. Jeg faar endelig et bad, hvor jeg bruger saebe!! Det er vildt og jeg tager en morfar i min dejlige seng. Bor sammen med Nanna helt nede i det bagerste hus. Det var en fantastisk dag!

De naeste tre dage bor vi hos den samme indianer familie og der faar jeg brugt en del penge paa indianergoejl. Men det er faktisk flot det jeg har koebt, bare vent og se . Vores guider har taget noget ansigtsmaling, skriveredskaber og blokke med til det lille samfundsboern. Gruppen gaar en til deres skole og hele det lille samfund kommer. Boern, moedre og faedre. De vil se, hvem vi er og hvad vi har med. Vi maler dem i hovedet og omvendt. Det er saa hyggeligt. Vi laver ogsaa en masse lege med boernene, blandt andet Simon dice (Simon siger) og boggiewoogie. Vi faar taget et gruppebillede med alle boernene, hvor de viser de ting vi har givet til dem. Jeg finder den soedeste lille pige, hun har det mest fantastiske grin (bliver naesten helt skrunk! - men bare rolig mor, jeg venter lige et par aar endnu med at faa boern) og saa har hun en ekstra taa. Der maa vaere indarvl i det lille samfund! . Hun er simpelthen fantastisk. En anden dag spiller vi en fodboldkamp mod de aeldre boern i samfundet. Da vi kommer hen til asfaltbanen er den fyldt med moej og vand, saa de gaar straks i gang med at feje banen med en kost. Steven har sit videokamera med, saa vi stiller os op paa en lang raekke og begynder at synge nationalsangen for at skraemme vores modstandere. Det er vildt sjovt. Vi vinder kampen 20-18, den var meget taet hele vejen i gennem. Jeg fik ogsaa lige lavet et Jon Dalh maal - en koelig venstre skoejte sender bolden i maal
Sidste nat hos indianerne er jeg syg, jeg har feber og svedture og jeg er vaagen det meste af natten. Det er bare en lorte nat. Men heldigvis ogsaa den sidste i deltaet. Vi pakker vores ting sammen og sejler i fire timer. Da vi kommer paa land igen henter Steffen og Luis bilerne og vi er lykkelige over at faa vores rygsaekke tilbage!

Nu starter den naeste uge paa BT, nemlig Gran Sabana og Roraima..

..men den fortaelling maa i have til gode til en anden god gang.

Jeg haaber I alle har det godt der hjemme.

Kys og Kram Michella