24.07.10

Hej alle sammen.

Først og fremmest vil jeg starte med at beklage at jeg ikke har fået svaret på de beskeder i har sendt til mig via min blog, men jeg har åbenbart problemer med svarfunktionen, så de kan ikke afsendes.

Men tak for dem. Det er dejligt med opdateringer hjemmefra!

Det går stadigvæk rigtig godt i junglen. Jeg nyder livet er virkelig rigtig glad hernede. Dog er der stadig nogle ting jeg skal vænne mig lidt til, f.eks. alle dyrene. Jeg har en del edderkopper på mit værelse men er lidt for bange for dem til at ville fjerne dem, så de får lov til at blive. Så kalder jeg det terapi mod edderkoppe angst og tænker at det er okay. Desuden kommer der ind imellem frøer ind på værelset og badeværelset, så her den anden dag tog jeg bad sammen med en frø. Det er noget af det jeg godt kan undvære, men som bare følger med. Desværre havde jeg også besøg af en kakerlak i forgårs. Der måtte jeg lige få en af gutterne ind til at hjælpe mig af med den, for den synes jeg alligevel var lidt for ulækker at dele værelse med!

I dag er vi i Makeni for at feste i aften. Charlotte som har været her i al den tid jeg har været her tager hjem på tirsdag så vi holder en lille afskedsfest. Når hun er væk er Birgitte og jeg dem der har været her længst af de frivillige, så det er lidt underligt at tænke på. Det betyder jo desværre også at vi er dem der skal hjem næste gang… Tror virkelig det bliver underligt når jeg skal forlade dette land! Nå, men det vil jeg ikke tænke på mere nu.

Jeg får stadig nye oplevelser hernede, også i forhold til hospitalet, desværre er alle oplevelser ikke lige gode. I mandags var jeg med Dr. Anne Marie i OPD'en som er en slags praktiserende læge på hospitalet, hvor alle kommer med alle deres klager. De patienter der er lidt sværere bliver videre henvist til Anne Marie og dem var jeg så med inde og se sammen men hende. De fleste af dem var hernier (brok) som skulle skrives op til operation. Derudover kom der bl.a. en patient ind hvor den yderste del fingeren var væk og det eneste der var tilbage var død knogle der stak ud. Hun blev meget ked af at den skulle amputeres, men jeg ved ikke lige hvad hun ellers havde regnet med at vi kunne gøre ved den. Der kom også en kvinde ind der var helt hævet i hovedet. Det viste sig at hun havde haft to rådne tænder og i stedet for at få gjort noget ved, havde hun bare gået med det så der nu var betændelse i hele underkæben og hun kunne næsten ikke trække vejret eller synke. Ofte undrer man sig over hvorfor de kommer så sent til hospitalet, men mange af dem har måske forinden prøvet naturmedicin hos traditional healers og kommer så først til hospitalet når den er helt galt, desværre. Jeg synes det var rigtig spændende at se alle de patienter og skal helt sikkert med i OPD'en igen en anden gang. Da vi var færdige der skulle vi lige se til en kvinde der var i fødsels. Hun havde ikke så kraftige veer så lægen ordinerede noget ve-stimulerende og så skulle vi se tiden. Derefter gik vi hjem og jeg sagde at hvis hun blev kaldt til den fødende kvinde igen, ville jeg meget gerne med. Jeg nåede lige hjem og i gang med volley, da Anne Marie kom kørende forbi og sagde st hun var blevet kaldt, og så var det af sted med os. Fødslen var gået lidt i stå så Anne Marie forsøgte med sugekop, men barnet havde for meget hår til at det kunne lykkes så vi måtte i stedet lave et kejsersnit. Det var det første kejsersnit jeg skulle se henede, så jeg var rigtig spændt. Selve operationen gik godt, men da hun fik barnet, var det helt slattent og blåt og havde navlesnoren 2 gange rundt om halsen. Ikke godt! Anne Marie overrakte os barnet med ordene "good luck" da hun godt kunne se at det ikke ville blive en let opgave at få dette barn til at overleve. Jeg stod sammen med to MCHA's (mother child health assistents) men tog hurtigt ledelsen i genoplivningen da jeg ikke synes de havde nok styr på det. Ikke at jeg er prof. i det, men jeg havde stadig mere teoretisk viden om det end dem. Men desværre måtte jeg efter 20 min. konstatere at der ikke længere var hjertelyd og jeg måtte sige lægen at hun skulle meddele dødstidspunktet. Det var virkelig ikke en sjov oplevelse. Jeg var ret let til tårer bagefter og da jeg fandt ud af at barnet var niece til en jeg kender og han kom og sagde tak fordi du forsøgte strømmede tårerne altså. Men hernede er det bare hverdag og de var bare lykkelige over at moderen overlevede og det er selvfølgelig også det positive man bliver nød til at hænge fast i. Jeg syne bare ikke det er rart at tænke på at dette var den første af mine patienter der døde. Nok en oplevelse man altid vil huske.

Heldigvis er min hverdag ellers ikke præget af død.

På søndag er der en talent-/skønhedskonkurrence i Masanga hvor jeg stiller op i talent showet som en del af gruppen "White trash crew". Vi regner ikke med at vinde, men skal bare have det sjovt med det. Vi har tænkt os at lave et medley af danske rapsange og som en lille bonus har jeg også lært en lille smule rap på Temne (Det lokale sprog) så jeg håber at kunne imponere med det :-)

Jeg skal nok lade jer vide senere hvordan det er gået.

Hav det god alle sammen der hjemme!

Knus Tina