29.06.10

Hej alle sammen.

Jeg vil starte med at beklage at mit seneste blog indlæg ikke er kommet ud noget før, men da jeg var taget til Makeni for at bruge nettet var serveren nede så der var ikke internet alligevel. Så må i læse den nu i stedet med lidt forsinkelse.

Først vil jeg lige sige tak for de mails og beskeder i sender. Det er dejligt at læse. Jeg har fået en del kommentarer på min røde farve på nogle billeder, men jeg kan fortælle at det er utroligt svært at smøre solcreme på, når man har en masse sved der dækker ens krop til. Jeg ved godt det ikke lyder så lækkert, men det er bare realiteterne her i varmen. Heldigvis synes jeg at jeg har vænnet mig meget til varmen og den høje luftfugtighed, så nu er det bare behageligt at være her.

Siden sidst er der sket en masse som sædvanligt, men jeg skal prøve kun at fortælle om de største oplevelser.

Mandag d. 21.06.10 åbnede den nye nurse aid school her i Masanga. Der var en masse fine folk fra village, de vigtige personer fra hospitalet samt folk fra myndighederne til stede. Der var masser af taler og formaninger til de nye studenter. Jeg må sige at jeg synes der var en del taler der var upassende da de snakkede som om det ikke var godt nok at være nurse aid og at man skulle blive til mere i livet og samtidig fortalte dem at de var i bunden af rangsystemet, men heldigvis var der også et par gode taler i mellem. Man må jo også bare indse at den måde vi hjemme i Danmark ville have tacklet det på ikke er den måde man gør tingene på hernede.

De første 6 uger af deres skole er en slags intro hvor de bl.a. skal undervises i basal matematik og engelsk da de ikke var gode nok til optagelsesprøverne. Birgitte og jeg har sagt ja til at hjælpe med undervisningen i matematik så vi deler de 10 timer om ugen med Anne Marie der er læge her på stedet og nu alene efter Frank er taget hjem. Hun ville slet ikke have tid til andet hvis ikke vi gjorde det på den måde og vi vil meget gerne engageres i det, så det passede jo perfekt. Dog er det lidt underligt at stå og undervise voksne mennesker i helt basal matematik som plus, minus, gange og division, som de jo burde kunne finde ud af, men det er altså ikke alle der lige har fået det med fra skoletiden tidligere.

Det er meget sjovt at prøve at opleve hvordan de virkelig respekterer deres lærere hernede på en helt anden måde end man er vant til hjemme i Danmark. Hvis man tager tavlesvampen for at tørre tavlen af er der straks en der springer op for at gøre det for en, og de vil meget gerne sørge for at der altid er kridt nok til læreren. Jeg morer mig lidt over dem nogle gange, men synes også det er rigtig interessant at opleve det på nært hold!

Onsdag tog jeg til Freetown da Jan jo landede om aftenen og jeg skulle ind og hente ham. Vi var 3 der tog af sted onsdag og så stødte 2 mere til senere samt at både Jan og Anette kom hhv. onsdag og fredag. Charlotte, AK og jeg fik et lift til Makeni onsdag og skulle så med offentlig transport resten af vejen. Vi fandt en bil som så forbløffende ny ud og købte os pladser i den. Det var en kassevogn med plads til 10, altså hvis man sidder meget tæt. Vi valgte dog at købe et ekstrasæde således at vi kun var 3 om at dele bagsædet så man kunne sidde behageligt i de lidt over 2 timer vi skulle køre. Det var bestemt heller ikke fordi vi ikke havde råd til at betale for ekstrasædet. Prisen pr. mand var 14.000 Leoner, så når vi delte prisen for én ekstra blev det 19.000 Leoner pr. mand, hvilket svarer til ca. 30 kr. så det er jo priser der slet ikke kan sammenlignes med danske priser, selvom benzin er dyrt hernede.

Danske som vi jo er, var det første vi tænkte på da vi kom til Freetown, "MAD". Vi tog direkte ind på Crowns Bakery som er et rigtigt lækkert frokost sted og spiste os overmætte i forskellige salater. Der er ikke så mange friske grøntsager i Masanga, så derfor stod det højt på ønskelisten. Dernæst tog vi næsten direkte videre til Mamba Point, som er en anden super lækker restaurant hernede. Det var ikke fordi vi var sultne, men vi havde aftalt at mødes der med Sue, som vi havde mødte weekenden før i Masanga hvor hun var med til vores læges afskedsfest. Hun arbejder i Freetown for Concern og tilbød at vi kunne sove hos hende onsdag nat så det sagde vi jo ja til. Efter et par øl og skøn Sushi på Mamba Point ringede Sue efter en chauffør som hentede os og kørte omkring Heliport, hvor Jan var kommet til efter at have taget en helikopter fra Lungi lufthavn til Freetown. Så kørte vi ellers hjem til Sue og jeg var helt benovet over synet der mødte mig. Der var jo strøm og rindende vand 24 timer i døgnet! Og ikke nok med at der var rindende vand, så var der oven i købet varmt vand!!! Det var jo helt vildt. Det havde jeg slet ikke troet at jeg skulle opleve mens jeg er i Afrika. Hun havde desuden aircondition og kolde øl og vand, så jeg troede jeg var kommet i himlen.

Efter en nat hos Sue tog vi igen ind på Crowns bakery for at spise brunch inden turen gik videre mod Hamilton strand. Lige som vi skulle til at tage afsted ringede ejeren fra det guesthouse vi skulle bo på og sagde, at vi desværre ikke kunne køre den direkte vej, da 3 broer på vejen var skyllet væk af regnen. Det betød så, at den køretur skulle have været ca. 30 min i stedet blev 2 timer. Surt show, men frem kom vi dog. Det var et rigtig hyggeligt sted vi skulle bo. Stedet hed Samsø's, opkaldt efter ejeren, som igen havde opkaldt sig efter Samsø i Danmark, fordi han selv i sin tid havde været der og havde været rigtig glad for det. Det vi skulle bo i var nogle små, hyggelige hytter på stranden, men en lille terrasse til. Det var super lækkert at være der, men desværre var vejret lidt imod os. Det stod ned i stænger, desværre. Sådan kan det jo gå i regnsæsonnen. Vi hyggede os dog alligevel og om aftenen fik vi lækker mad. Frisk fanget hummer, stegt på grill. Mums!

Næste dag var der igen regnvejr og det var vi ret trætte af så vi begyndte at planlægge efter hvordan vi kunne komme væk fra stranden igen, hvor det egentlig var meningen vi skulle være blevet en dag mere. Det var dog ikke så sjovt for det regnede og blæste så meget at man ikke engang kunne sidde på terrassen uden at blive våd og samtidig var det her vi opdagede huller i taget over vores værelse og et utæt vindue som resulterede i en del våde ting. ØV!

Pga. de broer der var skyllede væk skulle vi igen hele omvejen ind til Freetown, og Charlotte og Birgitte ofrede sig i regnen og gik op for at skaffe os en taxa. Dog var der ingen der ville køre os uden at tage vildt overpris, men heldigvis forbarmede en rig Sierra Leonsk mand sig over os og da han alligevel var på vej til Freetown til et møde ville han gerne tage os med. Fedt! Det blev altså en 2 timers køretur i en lækker bil med aircondition uden at vi skulle betale noget for det, og han satte os endda af lige ved døren til det hotel vi havde booket, så meget mere kan man vist ikke bede om.

Vi havde en hyggelig aften i Freetown og var ude og drikke lidt øl inden vi tog tilbage til hotellet. Næste dag mødtes vi med Martin, som er dansker og sælger for Motorcare i Freetown. Vi havde aftalt at vi skulle droppe hotellet og i stedet bo hos ham i hans store hus den sidste nat. Og hvis jeg troede det var luksus hos Sue, så skal jeg da lige love for at det var super luksus hos Martin. Han havde et kæmpe hus, men alle de ting vi ikke har i junglen, altså strøm, vaskemaskine og varmt, rindende vand, samt en altan med den mest fantastiske udsigt ud over Freetown. Det var virkelig lækkert. Vi brugte dagen i Freetown på at shoppe lidt og købte så ind til at kunne lave god tapas hos Martin om aftenen. Om aftenen skulle vi i byen, men på det tidspunkt havde en slem forkølelse desværre indhentet mig så jeg måtte blive hjemme i sengen og slappe af mens de andre gav den gas. Næste dag gik turen så tilbage til Masanga igen og endelig kunne jeg vise Masanga frem. Jeg tog Jan og Anette med på en rundtur, både på hospitalsområdet og i village og det virker som de også begge synes det er et lækkert og rart sted fyldt med venlig mennesker. Man kan nærmest heller ikke andet for det her sted er virkelig dejligt! Jeg ville ønske i alle kunne komme på besøg og opleve det hernede, men i må nøjes med billederne og alle fortællingerne når jeg kommer hjem.

Hav det godt alle sammen!

Knus Tina