21.06.10

En uges tid er gået og der er igen nyt hernede fra. Som altid er jeg i Makeni nu for at kunne komme på nettet. Det lidt underligt at en ting som man bare er vant til altid er tilgængelig derhjemme, nu er noget man skal planlægge efter at benytte og gerne afsætte et par timer til, da forbindelsen er langsom, men man vænner sig til det. Værre var det at telefonnettet i en uges tid var nede således at man ikke kunne sende eller modtage sms'er, men kun ringe frem og tilbage. Godt det er blevet ordnet nu.

Sidst jeg var i Makeni var d. 12.-13. juni. Mig og 4 af de andre fra hostlet var taget ind for at shoppe på markedet og ligge ved poolen på Wusum og nyde livet lidt. Vi havde booket værelser på et guest house så vi kunne overnatte derinde og tage i byen om aftenen og feste lidt. Vi er jo ikke vant til rindende vand i Masanga, men der hvor vi skulle overnatte skulle de have det, så det var jo luksus der ventede os. Desværre var deres brønd liiige løbet tør da vi kom, men det gjorde os ikke så meget for vi skulle bare bruge lidt vand i en spand som de hentede til os og så var alt jo som vi var vant til. De var dog utroligt kede af at det skulle ske og i et tempo, som var Afrika helt ulig, fik de lynhurtigt tilkaldt brandvæsnet, som kom og pumpede en masse af deres vand i brønden. Så var der rindende vand igen og jeg fik set en afrikansk brandbil som mod forventning faktisk så ret ordentlig ud. Om aftenen var vi på en af de mere eksklusive natklubber hernede, men det indebar bare at der var plastik havestole at sidde på i et stort, lidt kedeligt lokale. Det var dog en rigtig sjov aften på trods af det. Der var masser af dans og fest og vi var først hjemme på vores værelser igen kl. 4. Så vågner man så igen kl. 8, fuldstændig badet i sved med følelsen af at man lå i et telt i den bagende sol. Ubehageligt! Men så kunne man da i det mindste komme tidligt op og hjem til Masanga igen, hvor dagen mest bare bød på afslapning og tidligt i seng.

Mandag var jo så den dag som vi længe havde set frem til i spænding. VM fodbold, Danmark-Holland. Stemningen var kørt helt op, ikke mindst fordi alle frivillige her er danskere, mens de to læger og en business manager er fra Holland. Vi havde talt om at lukke hospitalet i et par timer for at kunne se kampen, men i stedet tog alle der kunne fri og lægerne bad til gud om at der ikke skulle komme en akut patient under kampen. Vi var klædt på hhv. danskere i rødt og hvidt og hollænderne i orange og så var vi ellers klar. Alle de lokale holdt med Holland så vi var rimelig meget i undertal, og da kampens resultat stod klart fløj der også en del hånende bemærkninger igennem luften, men alle kærligt ment. Men når man så skal i godt humør oven på sådan en oplevelse så går man bare op på afdelingen og bliver mødt af alle de dejlige børn og så er alt godt igen.

Den ene af lægerne, Frank, har været hernede i 2 år nu og tager hjem i dag og i den anledning blev der holdt en stor afskedsfest for ham lørdag. Kvinderne fra afdelingerne og village havde dog lige planlagt en lille ekstra afskedsceremoni for ham onsdag, så om eftermiddagen kom der et helt optog af dansende syngende kvinder op til ham, med nogle mænd der spillede på trommer til. Det er altså helt utroligt som de kan synge og danse og de gør det så ofte som de kan komme til det. Det synes jeg er rigtig fedt!

Onsdag havde jeg endnu en fed oplevelse på operationsgangen. Jeg var med inde til en operation på en mor der havde været gravid i over 1½ år. Ja, du læste rigtigt 1½ år. Lægerne var lidt skeptiske, men da de lavede en ultralyd kunne de konstatere at der rigtig nok var et barn inde i moderen. Dog var det selvfølgelig ikke levende længere! Hvad der havde fået moderen til at søge læge nu, efter så lang tid var uvist, men beslutningen var i hvert fald nem mht. planen. Babyen skulle jo ud! Det viste sig at det var en graviditet udenfor livmoderen der var nået til lidt efter 7. måned, hvorefter fostret var dødt. Det var en meget speciel operation at være med til og helt sikkert noget jeg aldrig kommer til at opleve igen hjemme i Danmark.

Onsdag måtte vi også endnu engang sige farvel til nogle af de frivillige der har været hernede. Dog kom der også en ny pige for 2 uger siden, så nu er vi 6 frivillige på hostlet, men det er kun for en kort periode. Der kommer og går hele tiden nogle og i denne uge kommer der allerede 2 mere. Jan kommer ned og besøger mig i varmen i 3 uger fra onsdag og en der hedder Anette fra REACT kommer også herned i 3 uger. Så er der lidt mere liv hernede igen. Jeg glæder mig rigtig meget til Jan kommet så jeg kan vise lidt frem af det liv som jeg er blevet rigtig glad for og de mennesker som jeg er kommet til at holde af. En ting er, at jeg kan fortælle en masse til jer derhjemme omkring mine oplevelser hernede fra, men det er trods alt noget helt andet at opleve det, så jeg glæder mig til at vise frem.

Onsdag var også dagen hvor jeg for alvor kom til at hade myggene hernede. Jeg synes ellers jeg har vænnet mig til dem og er blevet god til at beskytte mig mod dem, men onsdag eftermiddag var vi en blandet flok af frivillige og lokale der spillede volley, hvor jeg havde shorts og sports top på og ingen myggespray fordi det ville være for klistret. Vi spillede ca. 1 time og jeg kunne efterfølgende konstatere ikke mindre end 45 myggestik, og det bare på mine ben! Så var det tilbage til at vågne om natten ved at man var ved at klø hul på sig selv. ØV!

Men myggene er bestem ikke de eneste dyr her. En dag hvor jeg var på vej hjem fra hospitalet til hostlet så jeg pludselig en stor skorpion krydse vejen lige foran mig. Jeg blev lidt bange, men var samtidig ret fascineret så det var frem med kameraet. Den var desværre lidt for hurtig for mig, så billedet blev ikke så godt som jeg håbede. Om aftenen er der også massevis af flagermus der flyver rundt om ørene på en. Det er som regel til at klare, men enkelte aftener har det været så slemt at alle er flygtet i panik ind på deres værelser. Heldigvis har jeg endnu ikke set slanger eller alt for store edderkopper, så jeg tør stadig godt at være her. Dog så Emil lige i søndags en 2 m lang slange i buskadset lige her ved hostlet, så vi ved at de hele tiden er lige her omkring os.

Den sidste ting jeg vil fortælle lidt om var Franks afskedsfest lørdag. Der var inviteret alle fra hospitalet plus mange flere og alle dem der bare dukkede op så vi var vist omkring 150 personer. Folk var inviterede til kl. 17, men eftersom de dukkede op til "black man time" var klokken nærmere 18 inden alle talerne kunne begynde. Og dem var der ellers rigeligt af! Desværre begyndte regnen at styrte ned under Franks tale som var den sidste, så den måtte afbrydes og i en vældig fart og 150 mennesker samt mad, drikkevarer, bænke og musik anlæg, måtte flyttes ned til vores hostel så alle kunne komme i ly. Det var et stort kaos og totalt uoverskueligt i lang tid, men efterhånden holdt regnen op og folk kunne igen komme uden for hvor gårdspladsen fungerede som dansegulv. Det er også bare typisk at det lige skulle begynde at regne der. Godt nok er vi i regntiden, men det har faktisk holdt tørt 3 dage og aftener i træk, lige indtil den aften. Men festen var en stor succes og alle folk var glade og dansede løs så alt i alt var det en vellykket fest.

Søndag var det meningen vi skulle til Bumbuna som er et vandfald i nærheden hvor der skulle være dejligt at tilbringe et par timer med at slikke sol. Desværre var vejret igen imod os med regn om formiddagen, så vi droppede turen og kort efter at vi havde sendt chaufføren hjem var der selvfølgelig solskin igen. Typisk. Men vi må tage af sted en anden dag i stedet.

Det var vist det jeg havde at fortælle for denne gang. Jeg har så mange små observationer og oplevelser i hverdagen som det er svært helt at formulere på skrift, så de kommer ikke alle med, og i må bære over med mig hvis det hele var lidt rodet skrevet denne gang, men jeg håber ikke jeg har tabt jer helt J

Jeg er utrolig glad for de kommentarer i knytter til min blog og det er dejligt at høre lidt livstegn hjemme fra.

Håber i alle har det rigtig godt!

Knus

Tina