11.06.2010

Så er min første måned i Masanga snart ved sin ende og jeg kan slet ikke forstå at tiden er fløjet så hurtigt af sted! Utroligt som tiden flyver når man har det godt. Og det har jeg virkelig. Jeg er helt vild med at være her, og selvom aftenerne nogle gange kan føles lidt lange, specielt fordi der bliver mørkt kl. 19.00, så er jeg alligevel blevet lidt forelsket i Masanga og Sierra Leone!

Jeg synes også at jeg efterhånden er ved at have fået et godt indtryk af menneskerne og landet, og af hvordan alting ændrede sig da krigen hærgede hernede. Rundt omkring her i området ligger der mange forladte huse som er blevet raseret af rebeller under krigen og i nogle af den kan man se de lister de har skrevet over mennesker de ville slå ihjel. Nogle af disse mennesker overlevede og bor den dag i dag stadig i Masanga. Hostlet jeg bor på var også tilholdssted for rebellerne dengang. De havde faktisk "fængsel" i det værelse jeg bor i. Meget underligt at tænke på! Jeg har snakket lidt med nogle forskellige folk omkring deres oplevelser under krigen og man kan mærke at det stadig er et emne der kan bringe både vrede og sorg frem endnu.

Heldigvis er den hverdag jeg lever i nu langt fra præget af dette. Hvis jeg skal prøve at skitsere en typisk dag for mig, så står jeg op, spiser morgenmad og går så op på compound (hospitals området) ved 8 tiden. Mandag, onsdag og fredag er der møde kl. 8.15, men ellers går jeg bare direkte op på afdelingen. Vi har nogle faste ting vi skal, men meget af dagen går også med ting man lige pludselig finder ud af at man skal ordne, og med at tulle lidt omkring, snakke med en masse mennesker og lege og hygge med børnene på afdelingen. Nogle af de faste ting jeg laver er bl.a. quality control, hvor vi har 3 niveauer, som vores nurse aids skal bestå for at få et fint diplom. Det er bl.a. helt basale ting, som at tage puls og temperatur og vide hvorfor det er vigtigt, samt at de skal kunne genkende "emergency signs" hos børnene så der kan blive kaldt på hjælp i tide hvis et barn pludselig bliver dårligt. Det kan godt tage lidt tid at komme igennem, men vi har allerede 3 på vores afdeling som er færdige, så det er en rigtig god fornemmelse at kunne overrække dem diplomet.

Udover quality control er der en masse praktiske ting vi skal ordne, men det vil jeg ikke kede jer med.

Nogle af de ting der også pludselig kan opstå er, at man midt i quality control bliver afbrudt fordi en mand kommer gående, hjulpet af 3 venner, ind på kirurgisk afdeling. Det skete for mig i torsdags. Det viste sig at han havde et "strangulated hernia" altså et brok der var klemt af, så det blev til en akut operation, hvor jeg fik lov til at assistere. Så var jeg glad! Det var dog noget af en speciel oplevelse. Selvom der var aircondition på op-stuen var der stadig meget varmt, for den tændte jo først da der blev tændt for strømmen, så der blev aldrig rigtig koldt. Samtidig var mundbindet af stof, så det var rigtig varmt at trække vejret igennem, og snorene man skulle binde var så korte at det blev bundet meget stramt til munden og næsen så man slet ikke fik rigtig frisk luft ind. Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs for om jeg skulle besvime pga. det, men det skete heldigvis ikke! Dernæst kom steril håndvask, som ikke rigtig kan kaldes steril. Der er jo ikke rindende vand, så man tager en kande og hælder vand ud over armene og så tager man sæbe og skrubber med en børste der har været brugt mange gange før. Så tager man derefter samme kande igen og skyller sæben af og tørrer hænder i et håndklæde som alle andre også har brugt. Det er vist bare det man kalder almindelig håndvask og ikke steril. God de har masser af sprit man kan bruge! Selve operationen var også ret speciel, for der blev kun brugt lokal bedøvelse, så patienten lå under operationen og sagde "Doktor doktor, det gør ondt" hvortil lægen kun kunne svare "ja". Godt man ikke skal opereres hernede! Men efterfølgende var patienten meget taknemmelig og ville selv være læge, så det må jo siges at være en succes historie.

Der er operationer fast hernede hver tirsdag og torsdag samt alle de akutte derudover så der skulle være rig mulighed for at jeg kan komme med til operation igen. Ser allerede frem til det.

Lørdag var det jo så min fødselsdag, hvor jeg havde planlagt at tage op på det nærliggende Masamang bjerg sammen med Birgitte. Vi skulle tidligt op og mødes med T-Roy, vores guide, kl. 8.30 og så gik turen ellers af sted. Heldigvis var det en lidt diset dag så det var til at holde til. Selvfølgelig haglede sveden af os men det kunne have været meget værre! Først skulle vi krydse floden og det foregik i en udhulet træstamme. Jeg var lidt bange for at vi skulle vælte men det gik. Dernæst var der et stykke vej at gå hen til bjerget, bl.a. igennem et område, som pga. den begyndende regntid, betød vand til knæene. Turen opad bjerget startede blidt ud, men blev gradvist værre, stejlere, smallere og efterhånden ret svær at komme frem på. Turen opad var ret hård for Birgitte og et stykke fra toppen valgte hun at stoppe. Så var det bare T-Roy og jeg der fortsatte mod toppen. Det sidste stykke var rigtig hårdt og man måtte klamre sig til buske og grene for at hive sig frem. Men endelig nåede vi toppen, sikke en lettelse! Der var rigtig flot udsigt deroppe fra som selvfølgelig ikke kan gengives som det var på billederne jeg tog. Så gik turen nedad igen og det må siges at det var en udfordring. Benene var ved at være lidt brugte på det tidspunkt og det var rigtig stejlt, specielt i toppen, så jeg skred et par gange. En enkelt gang faldt jeg så det gav et lille smæld i mit ene knæ og det gjorde virkelig ondt. Jeg tænkte med det samme at jeg aldrig kom med derfra, for jeg kunne slet ikke gå, men efter lidt tid gjorde det knap så ondt i knæet og der var jo kun én måde at komme hjem på, så jeg måtte op på benene igen. Det gik også fint derefter og 6 timer efter vi tog af sted var vi igen hjemme på hostlet, godt svedige, trætte og beskidte, men med en fed oplevelse i bagagen!

Om aftenen havde vi en lille fest til min ære på hostlet og jeg fik endda gaver, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, så det var en rigtig god fødselsdag alt i alt.

Søndag og noget af mandag gik med at få lavet hår. Jeg har fået flettet ekstra hår i og små fletninger over det hele. Det tog 15 timer og gjorde ret ondt i hårbunden til sidst, men jeg er glad for resultatet og det er jo det vigtigste. Nu bliver der råbt "african woman" efter en hele tiden på compound og jeg har fået et nyt afrikansk navn, Mariatu, så jeg rigtig kan være afrikaner.

Torsdag var det tid til at jeg skulle på min første outreach alene, kun med en nurse og nurse aid. Jeg var rigtig spændt. Desværre dukkede der kun 18 børn op, hvilket er meget meget lidt i forhold til hvad vi håbede på, men vi fik alligevel 7 børn med hjem og med de børn der i forvejen var på afdelingen og de der kom til selv er vi nu oppe på 12 børn på afdelingen hvor der er plads til 19. Vi har et par stykker som er virkelig syge, men heldigvis også en del der er friske nok til at lege. I dag skulle jeg for alvor afprøve om jeg kunne gøre mig fortjent til titlen "african woman" til stor underholdning for alle mødrene på afdelingen! Jeg skulle prøve at bære lille Ibrahim på 5 mdr. på ryggen ligesom de gør hernede. Jeg krævede meget hjælp med at få ham sat rigtig fast og jeg var vildt bange for at han skulle falde ned så jeg turde knap nok trække vejret, men det var rigtig sjovt at prøve. Tror dog ikke det er noget jeg kunne gøre hele tiden ligesom mødrene gør det.

Jeg oplever så utrolig mange ting hernede og har så mange ting jeg gerne vil fortælle videre så derfor bliver mine blodindlæg også ret lange, men I kan jo tage den i bidder, hvis det bliver for meget for jer.

Håber i alle har det godt og ikke er druknede i den regn jeg hører I har i øjeblikket.

Mange knus og kram

Tina