03.06.10

Som tiden dog flyver af sted. Jeg har allerede været i Sierra Leone i 3 uger og sat i forhold til at jeg faktisk kun skal være her 14 uger i alt, synes jeg næsten at tiden går alt for hurtigt.

Der er sket en masse ting siden sidst. Onsdag i sidste uge fødte Adamsey, som er nurse aid på vores afdeling, en lille pige. Det var en stor nyhed i landsbyen, for ungen var hvid med rødt hår! Og nu tænker i nok "ja, ja, lidt lys måske", men pigen var virkelig hvid og håret var virkelig rødt! Caroline og jeg løb op i landsbyen om aftenen så snart vi fik beskeden og var sammen med halvdelen af byen inde i hendes værelse og se pigen. Der var et voldsomt postyr og jeg havde lidt ondt af både mor og barn der nok trængte til bare at slappe. Barnet blev hurtigt omtalt som "obado" hvilket også er det der hele tiden råbes efter os frivillige og betyder "Hvid". Forklaringen på det hvide barn er, at det er fordi Adamsey har arbejdet så meget med hvide mennesker. Heldigvis synes de jo at det er et smukt barn fordi det er hvidt.

Torsdag var dagen hvor Birgitte og jeg skulle introduceres til outreach. Outreach går ud på at vi kører ud til en by ca. 1 times kørsel væk og screener børn for fejl- og underernæring. Vi måler deres højde og vægt og omkredsen af deres overarme og bruger så det til at se om børnene skal indlægges på vores afdeling. Hvis de skal det tager vi dem med i bilen hjem og indlægger dem så. Det var en lang dag, men også en rigtig spændende dag, hvor man kom ud og fik set en masse børn somellers sikkert ikke ville være blevet tilset, hvis ikke vi kom forbi. Denne gang tog vi 5 børn med mødre med tilbage til afdelingen.

Når jeg er på afdelingen slår det mig altid hvor god stemning der er selvom der ligger ret syge børn. Hver morgen er der sang og dans inden morgenundervisningen som vores nurse aids holder for mødrene til de indlagte børn og i løbet af dagen kan de også bryde ud i sang. De er altid smil og hilsner fra mødrene og som regel også fra børnene, selvom jeg lige havde en uheldig dag onsdag hvor jeg næsten fik samtlige børn til at græde. Nogle af dem er meget bange for hvide mennesker!

Desværre har min lille yndlings dreng nu forladt afdelingen. Han kan ikke helbredes da han har nefrotisk syndrom (nyrerne er stået af), så forældrene valgte at tage ham med hjem, hvilket jeg også sagtens kan forstå, men jeg kommer godt nok til at savne ham.

Humøret lettede lidt da vi nærmede os weekenden hvor der var dømt fest! Der var fest fredag aften, lørdag eftermiddag og lørdag aften. Så er man ligesom introduceret til Afrika fester.

Fredag var det fest i Masanga village for nogle studerende der var vendt hjem fra studier i Freetown (Ok, jeg indrømmer at jeg ikke helt har styr hvad det egentlig var de fejrede). Der var høj, høj, høj musik og masser af dans. Selvom det var om aftenen var der stadig varmt og jeg var gennemblødt af sved efter bare én dans! Vi blev ikke længe da vi vidste at der skulle være fest igen dagen efter som vi gerne ville være friske til.

Lørdag eftermiddag var der NALPA fest. Nalpa er National Leprosy Polio Association. Der var sang, trommemusik og stammedans. Og selvfølgelig palmevin, hvilket jeg dog holdt mig fra. Det er det de lokale drikker hele tiden og det smager virkelig ikke særlig godt. Meget bittert/surt synes jeg i hvert fald.

Lørdag aften var weekendens store fest! Det var 6 fra hostlet der holdt afskedsfest med mad og drikke for 90 inviterede gæster (+ dem der mente de godt måtte komme selvom de ikke var inviterede og så selvfølgelig alle børnene). Der var god stemning og høj musik og igen masser af dansen. Super fest!

Søndag stod den så mest på afslapning, dog uden tømmermænd for mit vedkommende i hvert fald. Jeg har ikke rigtig lyst til at drikke så meget for tømmermænd i denne varme er helt uoverskueligt!

Tirsdag var så den store farveldag hvor 4 af de frivillige tog hjem, inklusiv Caroline som dermed overlod hele projektet til Birgitte og jeg. Sammen med de 4 der tog hjem var der 5 der tog med bilen til Freetown for at være der indtil weekenden, så pludselig var vi kun 4 mennesker tilbage på hostlet. Der er ret stille her nu, men det er faktisk også meget rart med lidt stilhed og vi brugte dagen i går på at indrette et af de tomme værelser til hygge-lounge og indviede den med film og Savannah (cider/hvidvin/øl). Super hyggeligt!

Mandag oplevede jeg så det første dødsfald hernede på nært hold. Det var heldigvis ikke et barn fra vores afdeling, men fra pædiatrisk afdeling lige ved siden af os. Vi havde til møde om morgenen med de ansatte hørt at der var blevet indlagt et meget sygt barn på afdelingen, så da jeg om formiddagen pludselig hørte voldsom skrig og skrål og renden frem og tilbage ude bag vores afdelinger var jeg godt klar over hvad der var sket. Barnet var dødt og det var moderen der var helt ude af den. Efter ca. 10 min. så jeg moderen blive ført væk, op mod village, af ansatte. Bagved kom en pårørende gående og bagest en anden pårørende der gik med liget af barnet viklet ind i et lagen, helt tildækket. Jeg synes det var lidt voldsomt at se på og kunne godt mærke at det lige påvirkede mig lidt. Jeg ved ikke hvad der skete med liget, men det de plejer at gøre er, at de begraver liget allerede samme dag gerne hurtigst muligt da det jo ikke er til at holde liget koldt her. Da det ikke er andre end de der er i nærheden der kan nå at komme med til den begravelse, holder man igen 40 dage senere en begravelsesfest hvor alle så kan nå at komme. I denne weekend er der begravelsesfest for James der arbejdede på SC'en, og som døde før vi kom herned, men den har vi dog ikke tænkt os at tage med til, da vi jo ikke kendte ham.

Desuden har jeg jo også andre planer denne weekend da det er min fødselsdag lørdag. Dagen regner jeg med at bruge på at vandre op ad et bjerg der ligger lidt udenfor Masanga sammen med Birgitte og en lokal der hedder T-Roy. Det skulle være en ret hård tur, men der skulle så til gengæld også være en fantastisk udsigt fra toppen. Hvis man altså har overskud til at nyde den når man kommer derop! Om aftenen kommer de der er i Freetown hjem igen og så holder vi en lille fest der. Og så må jeg åbne min fødselsdagkonvolut hjemmefra. Glæder mig!

Jeg var dog et kort øjeblik ved at tro at jeg måske måtte aflyse mine planer for lørdag, da jeg mandag var rigtig utilpas og fik taget en temperatur der sagde 38,7. Jeg havde muskelsmerter, hovedpine, ondt i maven og alt var bare i vejen. Jeg frygtede at det kunne være malaria, da jeg ellers aldrig plejer at have feber, men heldigvis var feberen væk igen tirsdag og torsdag var jeg helt på toppen igen. Så jeg gik fri for malaria denne gang!

Nu har jeg da vist også brugt min kvote af jeres tid for denne gang. Jeg oplever bare så meget og har lyst til at fortælle om det hele, men i kan jo også bare springe over de ting i ikke gider at høre om hvis det er.

Håber i har det godt og nyder livet lige så meget som jeg gør!

Knus Tina