Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi halvvejs igennem de fire måneder, og vi er snart ved at nå slutningen af kurset. På fredag har vi vores sidste forelæsning, og de sidste to uger derefter skal vi bruge på et gruppeprojekt, som vi allerede er i fuld gang med. Min gruppe arbejder med sprog og uddannelse for etniske minoriteter i Vietnam, hvilket er inspireret af min bacheloropgave om samme emne i Tibet. Opgaven skal baseres på et mindre feltarbejde, og vi har allerede udført fire interviews og planlægger to-tre mere. Vi tager udgangspunkt i to meget forskellige etniske grupper med deres egne sprog, nemlig Ca Tu- folket, som bor i en landsby i centralhøjlandet, hvor vi var på feltarbejde i weekenden, og en kinesisk minoritetsgruppe her fra Hoi An. Når ugen er omme, skulle vi gerne have materiale nok til at skrive et projekt på 25-30 sider, som skal afleveres om to uger. Vi bruger nu så meget krudt på projektet, at der ikke rigtig er tid til at læse til forelæsningerne, og jeg glæder mig derfor rigtig meget til, at vi fra slutningen af ugen ikke længere skal multitaske.
Den sidste måneds tid, hvor jeg ikke har skrevet, har selvfølgelig ikke kun været brugt på studiet. I forrige uge var vi på forlænget weekend i Hanoi fra onsdag til mandag sammen med en stor pigeflok (og Bo). Katrine og jeg tog natbussen derop, fordi vi havde været for snøvlede til at finde flybilletter, og da vi ankom torsdag morgen, efter en 18 timers bustur, var vi godt brugte. Alligevel måtte vi direkte ud på sightseeing, fordi vi ville nå at se Ho Chi Minhs mausoleum inden lukketid. Før man kommer ind, må man dog først have tjekket sin taske, så får man en taske til sit kamera, og til sidst får man så taget tasken med kameraet fra sig, fordi man ikke må have det med ind i mausoleet. Når man kommer inden for, går man i et jævnt tempo rundt om den åbne kiste med Ho Chi Minhs balsamerede lig. Det tog ikke mere end et minuts tid at komme ind og ud igen, men det var faktisk en fin lille oplevelse at se den store mand. Han er rigtig flot bevaret, så det ser mest af alt ud som om, han ligger og sover. Katrine har allerede set Lenins mausoleum, og vi planlægger at se Mao i Beijing, inden vi tager hjem. Det er ret fascinerende at se, hvordan de udstiller liget af deres afdøde leder, så folket kan komme at vise deres respekt.
Efter at have set mausoleet gik vi på jagt efter et kinesisk visum, hvilket skulle vise sig at blive lidt af en farce, som endnu ikke er overstået. For det første tog det over en time at finde ambassaden, som ellers lå i området. Da det endelig lykkedes os at finde vej (efter at have gået forbi tre-fire gange på grund af den ikke-eksisterende skiltning), var der middagslukket, så vi tog tilbage til vores hostel. Her fik vi at vide, at vi ikke skulle besvære os med at tage derud igen, fordi de kun udsteder visa i Saigon. Nu (tilbage i Hoi An) har det vist sig, at vi i virkeligheden skulle have haft det lavet i Hanoi, så vi har sat et rejsebureau til at sende vores pas af sted med posten, og så krydser vi fingre for, de kommer retur med et gyldigt visum.
Om lørdagen havde Katrine og Henriette fødselsdag, og planen var, at de skulle fejres med manér ombord på en båd i Ha Long Bay. Vi tog af sted om morgenen, men da vi nåede frem tre-fire timer senere, var bugten indhyllet i dis. Man kunne ikke engang se klippebjergene i vandet, som ellers er det, der gør stedet så unikt. På kajen fik vi at vide, at vi først skulle have tilladelse til at sejle ud, og så blev vi ellers sat i venteposition på båden. Her spiste vi frokost og fejrede Katrine og Henriette med medbragt fødselsdagskage, sang og gaver. Desværre varede det ikke længe, før vi skuffede måtte vende snuden tilbage mod Hanoi, for der blev ikke udstedt nogen tilladelser den dag. Først måtte vi dog lige igennem et ræs med at finde en lokal bus, der kunne tage os med til Hanoi, for alle turistbusserne var kørt tilbage, mens vi havde siddet ude på båden. Klokken blev ni, før vi var tilbage i Hanoi, så det blev til en heldags(bus)tur uden noget indhold.
Jeg havde virkelig glædet mig til turen, som skulle have varet tre dage, og desværre får Katrine og jeg ikke tid til at tage derop, når vi er færdige med studierne. Ærgrelsen varede dog ikke så længe, for jeg havde været virkelig begejstret for Hanoi, og nu fik vi chancen for at få set lidt mere af byen. Tiden gik dog ikke så meget med sightseeing som med at vandre rundt i den gamle bydel, shoppe lidt, få massage, gå i biografen og ikke mindst feste om aftenen. Sammen med Katrine, Marit, Henriette og Marits veninde, Chris, fik jeg stillet det værste behov for fest og farver, som måske havde manglet lidt i Hoi An. Alt i alt var det nogle super gode dage, men det havde desværre også den effekt, at der blev sat gang i rejselysten, så nu går flere af os bare og glæder os til at blive færdige med gruppeprojektet og eksamen, så vi kan få lov til at rejse rundt bagefter.
Der er mange, som rejser herfra så snart gruppeprojekterne er afleveret om to uger, og man kan godt mærke, at alle er indstillede på at få mest muligt ud af den sidste tid. Siden sidst har vi haft to store fester. Den første var en bryllupsfest, hvor vi hver især havde fået tildelt en karakter, som vi skulle klæde os ud som (jeg var sandsigerske ala Professor Trelawny fra Harry Potter). Alle havde gjort rigtig meget ud af det, og det blev en sjov fest med dans og fjollerier på stranden. Denne lørdag var vi desuden til firedobbelt fødselsdagsfest, og her kunne man for alvor mærke, at vi kender hinanden bedre nu, og at alle var virkelig feststemte. Der blev danset og drukket fra helt tidligt om aftenen, og Katrine og jeg lå først trygt i vores seng ved 5-tiden om morgenen. Nu, hvor der kun er et par weekender igen, skal det nok komme mere af den slags.
Katrine og jeg planlægger at blive i Hoi An at skrive eksamensopgave indtil d. 27.-28. april, hvorefter vi tager en dag i Hue, som ligger lidt oppe nordpå. Den 29. udløber vores visum, så der flyver vi til Kunming i Kina. Vi glæder os efterhånden virkelig meget til vores 24 dage i Kina, og vi er så småt begyndt på planlægningen. Dog er der stadig nogle ting, vi mangler at nå i og omkring Hoi An, og i morgen tager vi derfor en pjækkedag for at tage på scootertur til noget, der hedder Monkey Mountain. Dagene fortsætter nok med at være tætpakkede helt ind til slutningen af opholdet, så vi skal til at være effektive i planlægningen af den resterende tid.
Jeg savner folk derhjemme, og jeg håber selvfølgelig, I alle har det rigtig godt. I må endelig blive ved med at holde mig opdateret om stort og småt. Og så skal jeg nok prøve at sørge for, der ikke går en måned igen, inden jeg får skrevet det næste blogindlæg. :)
- comments
mor Dejligt:-)