Profile
Blog
Photos
Videos
Goodbye Nepal
At the moment sidder jeg i vpv peace house (volunteers for peace Vietnam) ved en af de staedige computer som jeg efter lang tids banden vandt kampen om internettet over! Huset ligger ca. 17 km, dvs in the middle of no where, udenfor Hanoi i noget der minder om et forladt industri kvarter. Vi bor omkring 25 personer i huset og jeg deler vaerelse med 4 andre danske piger, hvoraf 2 af dem, Stine og Maria, er kommet med mig fra platformen i Kathmandu. Paa platformen har vi snakket meget om de 3 zoner: comfort, stretching og den berygtede panic zone. Der hjemme i ens vandte omgivelser er man i comfort zone, naar man saa skal proeve noget lidt andet er man i stretching zone og bliver man udsat for noget total fremmed og/eller skraemmende er man i panic zone! jeg skal vaere den foerste til at indroemme at jeg det sidste doegn har befundet mig konstant i PANIC zone. Fra det oejeblik vi ankom til vpv house foelte jeg mig overhovedet ikke hjemme og det eneste jeg kunne (og kan!) taenke paa var hvor meget jeg savnede mit elskede vaerelse i mit elskede Kathmandu. Nu kan jeg virkelig maerke hvor meget jeg er kommet til at holde af Kathmandu og menneskerne der og det indtryk det den foerste fantastiske maaned har gjort paa mig. ikke for at det skal blive alt for filosofisk men men men. Jeg kan stadig huske turen fra Kathmandu airport indtil platformen og hvordan jeg sad med aaben mund og nakken tilbage og bare sugede til mig af omgivelserne omkring mig. Og i torsdag, blot en maaned efter, da vi koerte indtil lufthavnen foelte jeg at noget var aendret. Det var ikke et fremmed sted jeg skulle forlade men et sted der allerede after faa dage foeltes som mit hjem og folk der foeltes som om jeg altid havde boet med. Naar jeg kiggede ud af taxiens vindue saa jeg ikke fremmede, uvandte omgivelser men hjemlige gadekoekkener og de uundvaerlige suzuki taxier hvor man maa vaere saa mange folk i som der kan proppes ind, hvilket by the way er 8 + chauffoer. Selvom jeg ikke sad med aaben mund og gloede var stedet ikke mindre fantastisk men nok endda mere fordi jeg har faaet lov at opleve kulturen og befolkningen paa en maade jeg ikke havde troet muligt. Jeg er saa taknammelig for at faaet muligheden for den her rejse men det kommer alle der bare kommer inden for en radius af 10 meter derhjemme til at hoere meget (MEGET) mere om saa det gemmer jeg lidt.
Og nu til Vietnam... Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, maaske at jeg ville se en skyfri himmel med sol der skinnede ned og smukke rismarker saa langt oejet raekker saa snart jeg traadte ud fra lufthavnen. Det havde jeg egentlig ikke men jeg er defenetly i panic zone for jeg har samme foelelse som foerste skoledag naar man traeder ind i klassen og foeler at alle kender hinanden og man selv kender ingen. Jeg tror foerst det er slaaet mig nu at jeg virkelig er on my own, der er ingen voksne til at hjaelpe for god help me, jeg er den voksne!?! Der er selvfoelgelig ansatte paa vpv meen de er der i hvert fald ikke til at hjaelpe mig. Jeg foelte mig saa lille at jeg faktisk for foerste gang siden jeg tog hjemmefra foretog noedopkald til moar for at faa en peptalk. Et lille hak i "jeg er voksen og selvstaendig" skalaen men ih hvor det hjalp.
Vi startede med at skulle have et moede hvor Miriam, en af de ansatte, lagde ud med replikken: "there is some problems with your placements". Der sank mit hjerte ned i maven, forbi knaene og ud i skoene. Hvad er det med asien og planlaegning der goer at de to ord er doedsfjender hernede! Problemet var et der ikke var plads til os i Thuy An, hvor vi skulle have vaeret paa et boernehjem slash dagscenter for handicappede boern og unge. Saa de ville skille os ad og sende os forskellige steder hen. Efter lidt forhandling blev det til at vi kunne komme samme sted hen men det skulle saa vaere i Hanoi og saa skulle vi blive boende i vpv house. Det kunne jeg slet ikke overskue da jeg synes det ligger i the most depressing settings ever men saa blev det til at vi kunne bo paa et andet vpv house taettere paa hanoi centrum. Planen er at vi skal arbejde paa dagscentret Morning Star for svaert handicappede boern, baade fysisk og psykisk. Vi skal vist bare lege med dem for ingen snakker engelsk, kun en laere som ikke er der saa tit + boernene er saa handicappede at de hoejst sandsynligt ikke kan laere noget udover maaske lidt vietnamesisk. What to do, what to do.. Det var for mig en meget stor mundfuld da jeg i forvejen havde det svaert bare ved at vaere her. Der er godt nok langt til de trygge rammer paa platformen lige nu..
MEN! Mit nye on the way to become kind of voksen siger at det nok skal gaa. Signe 5 aar derimod vil helst ligge i fosterstilling og flyves tilbage til Kathmandu. Det hjalp dog lidt da vi tog ind til den gamle bydel i Hanoi i dag. Der er gaderne smaa og der er markeder og boder og ikke faar at spolere mit nye jeg med vestlig materialisme men shopping og souvenirs muntrer mig bare op. hehe. Vi fik ogsaa fantastisk mad paa en lille lokal restaurent som var en slags labyrent af trapper, smaa rum og fugle i burer ready to be killed n' cooked! Det var himmelsk at faa koed igen!!!! Aldrig har en stumt go' gris smagt saa godt.
Saa all in all har jeg det stadig lidt (lidt meget..) svaert ved at skulle vaere her men pigerne er her jo faar mig og jeg ved dem der hjemme sikkert staar stand by ved telefonerne hvis eller naar, lets be real, jeg faar en krise igen. Faar at det ikke bliver alt faar trist er det vist paa sin plads at slutte af med en lille "sjov" historie her fra vpv house. Efter at vaere gaaet doed af traethed i min gyngende koejeseng vaagner jeg kl 2 om natten og skal tisse. Saa jeg kravler, meget lidt lady like og ret klodset, ned fra sengen og gaar ud paa toilettet hvor der sidder den stoerste kakkerlak! Er ret stolt af mig selv for er aabenbart blevet saa haerdet at jeg bare boerstede den vaek fra wc'et. Naeste morgen da jeg skal derud igen hoere jeg pludselig noget knase under min fod! yes, you guessed it - uagtsomt manddrab paa uskyldig kakkerlak.
- comments