Profile
Blog
Photos
Videos
På fransk bruger man udtrykket 'je m'en vais jusqu'à Papeete' ('jeg tager helt til Papeete') på samme måde som man på dansk siger, at man skal 'til Langbortistan' eller 'derhen hvor kragerne vender'. I polynesisk sammenhæng er Tahiti dog områdets metropol - knudepunktet for alle flyafgangene ud til øerne, der 'det sner' (fjollet udtryk i tropisk kontekst!), der hvor man fester til den lyse morgen osv. Jeg havde ikke specielt høje forventninger til Tahiti - havde fået det beskrevet rimelig poppet, turistet, dyrt og med - for regionen - knapt så imponerende strande. Så jeg blev egentlig positivt overrasket. Naturen var flot og folk rigtig søde (dyrt er det dog!). Men måske rigtignok også et lidt hårdt sted at bo? Det indtryk kunne man godt få, når man gik rundt i nogle af områderne, hvor børn legede side om side med massevis af herreløse hunde og løse grise. Med halvandet døgns ophold var det dog svært at få et godt indtryk af stedet. Folk var alle steder meget hjertelige og de fleste hilser med et "bonjour" og et kæmpe smil.
Det første jeg gjorde var at gå ned på havnen og sætte en seddel op om at jeg søger en båd. Der hang allerede 3 andre, så chancerne er små. Hmm.
Jeg mødte en gut fra UK - Dave - på en cafe med wifi. Vi sad begge og prøvede at organisere vores næste par ugers rejse - han har lige sejlet 4 mdr men blev træt af at besætningen snakkede fransk hen over hovedet på ham hele tiden, så nu tager han til Canada og sejler i kajak. Og jeg sad og prøvede at finde hoved og hale i mine planer. Alt er stadig up in the air. Jeg skyndte mig at ringe til den båd Dave lige havde forladt, men de havde allerede fundet en ny besætning.
Nå men vi droppede at organisere mere den dag og fandt noget mad og blaffede ud til et sted øst for Papeete og så på kitesurferne forsøge sig i bølgerne. Det ser ret sjovt ud. Kunne godt tænke mig at prøve det. Dagen gik hurtigt - Dave tog i lufthavnen efter vi havde fået en øl tilbage i Papeete, og jeg tog hjem og pakkede. Mine gæve polynesiske sø-agurke-farmer-roomies fra den første aften på hostellet var blevet skiftet ud med en sej fransk mor, som var på jorden-rundt tur med sine 2 drenge. Og der var også tilkommet en fransk dykkerinstruktør, Vincent, som har boet på Fakarave i 15 år. De var sjove at snakke med, og Vincent ville give mine kontaktoplysninger videre til nogle sejlere på Fakarave. Krydser fingre.
Tidligt om morgenen delte Vincent og jeg en taxi til lufthavnen og jeg fløj afsted til Nuku Hiva.
- comments