Profile
Blog
Photos
Videos
Palmerston er et pudsigt sted. Alle øens 65 beboere stammer fra én og samme mand - William Masters - som kom til øen i 1800-tallet og fik 27 børn med 4 koner. I dag er beboerne fortsat inddelt i 4 familiegrene (alle hedder stadig Masters til efternavn (!)) som rivaliserer og bla konkurrerer om at 'komme først' ud til de skibe, som besøger øen, for derved at blive disses 'værter' og dermed måske opnå nogle privilegier.
Således blev vi mødt af Edward Masters, da vi anduvede en tidlig formiddag i høj sol. Han kom os i møde i sin dinghy uden for revet, hvor vi lå ved en boje. I Palmerston var det ikke muligt at passere ind i lagunen med en almindelig båd. Man kunne kun komme ind i dinghy (gummibåd) grundet koraler alle vegne inde i lagunen.
Edward tilbød, at vi sejlede ind til øen i hans dinghy. Det var jo i grunden sødt af ham, men efterhånden som dagen skred frem, følte vi os tiltagende under kontrol. Han arrangerede en guidet tur og frokost, selvom vi ikke havde ytret ønske herom. Det føltes heller ikke som et tilbud, men mere som noget han havde besluttet for os. Vi var konstant under opsyn. Jeg ved ikke, om indbyggerne på Palmerston har erfaring med at sejlere stjæler fra dem eller på anden måde opfører sig dårligt, men det var besynderligt at føle sig 'babysittet' og overvåget på denne måde. På ingen af de andre øer har vi oplevet at have en allokeret vært og blive holdt øje med, som de gjorde på Palmerston. Den første dag var vi især noget forbløffede over deres væremåde, men de næste dage blev stemningen lidt mere hyggelig, og Edward blev meget glad for især drengenes hjælp med at få et gammelt anker op fra et forlist skib mv. Konklusivt vil jeg sige, at Palmerston var et skægt sted at besøge. Men nok det eneste sted, hvor jeg har følt, at vi ikke var rigtigt velkomne.
I Palmerston var jeg heldig at komme helt tæt på en nysgerrig havskildpadde, mens jeg snorklede. Havskildpadder er vanligvis sky og flygter hurtigt, når de ser eller hører mennesker (de kan svømme forbløffende hurtigt ift deres bevægelser på land!). Så det var unikt at finde en, som selv kom hen og var nysgerrig og blev omkring mig en halv times tid. Der var også masser af hvaler i Palmerston, og især en af dagene kunne man høre deres melankolske og smukke sang under vandet.
- comments