Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Maupiha satte vi kurs på Aitutaki.
Det var en lang sejlads med 3 nætter til havs. Man er rimelig mør efter sådan en tur - søsyge, nattevagter og høj søgang tærer på kræfterne, trods man det meste af tiden sidder i cockpittet og kigger ud over den endeløse horisont. Det var derfor med stor glæde, at vi på 4. dagen omsider kunne skimte silhouetten af Aitutaki i det fjerne. I mellemtiden havde vi krydset en landegrænse og havde forladt Fransk Polynesien og trådt ind i Cook Islands, som administrativt hører under New Zealand. Selvom øerne har mange fælles træk, er de dog alle forskellige, og især var det anderledes efter at have snakket fransk i over en måned pludselig at snakke engelsk, køre i venstre vejbane og betale med dollars.
Folk i Aitutaki var, som på alle de andre øer, enormt søde. Jeg lejede scooters med Ken og Leilei og kørte rundt på øen i strålende sol og med udsigt til turkist vand bag ved de utallige palmer. Det var skønt at drøne rundt, gå ture, få fast grund under fødderne og en pause fra båden. Dagen efter tog jeg ligeledes med Ken og Leilei ud på en sejltur i en lille hobicat til 6 personer. Vi sejlede ud til nogle sandbanker og snorklede og hyggede. Jeg havde en sjov oplevelse med en kæmpe fisk, som fulgte efter mig som en lille hund og nærmest ville lege tag-fat. Det var mystisk. Den virkede klogere end den IQ man normalt tillægger fisk...
Ken og Leilei afmønstrede lidt uventet på Aitutaki og valgte at flyve videre derfra. De trivedes ikke ombord - noget som jeg sagtens kunne sætte mig ind i. Det bliver lidt langt at forklare her, men det at bo så tæt sammen, som man gør på en båd, er en prøvelse... Jeg blev på båden af logistiske årsager, men må indrømme at især de sidste 2 uger ombord var noget udfordrende.
- comments