Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen. Saa er vi endelig landet i Cusco, sidste stop foer turen meget snart gaar hjemad til lille (og efterhaanden varme) Danmark. Vi maa sige, at vi er begyndt at glaede os. Det bliver godt at se jer allesammen igen og vi er ved at vaere maettede af at rejse, saa det kan vel kun kaldes perfekt timing :).
Siden i hoerte fra os sidst tog vi et par dage mere i vores lille Paradis i Coroico og herfra tilbage til La Paz.
Den tur tilbage var ikke for sarte sjaele.
Vi blev proppet ind i en helt fuld minibus, 15 mennesker inkl. chauffoer. Den foerste halve time var helt okai, her koerte han stille og roligt paa en lille grusvej. Da han saa naaede den egentlige asfaltvej skal vi love for, at fanden tog ved ham, og saa fik den bare gas. Det er generelt en faenomen som chauffoerer holder meget af her i sydamerika, men paa en smal bjergvej hvor der bliver skaaret hjoerner i svingene uden udsyn til vejen efter hjoernet maa vi nok sige at vi sad lidt paa naale. Det gik heldigvis fint. Pernille har bekendt sig til den filosofi, at chauffoeren ogsaa saetter sit eget liv paa spil og forhaabentlig ikke er selvmorderisk.
Motoren i bilen blev under turen saa varm, at Peter har faaet smeltet sin saal paa sin ene sandal. Lol.
Velankomne i La Paz bestilte vi en busbillet til dagen efter.
Naeste morgen skulle vi saa samles op i lobbyen. Vi var klar ti min foer som vi skulle og kom tilfaeldigvis i snak med et andet par, som skulle med samme bus. Pludselig bliver de gennet ud i en taxa og saa stod vi der.
Vores hotelmanager kunne saa fortaelle os, at vi ikke stod paa nogen lister, men da vi havde vores voucher kom vi eller i en taxa betalt af hotellet.
Fint fint, og bussen ville vente paa os. Da vi saa ankommer til busstationen er bussen allerede koert. "Ay ay ay" kom det fra damen paa kontoret og saa gik ellers det vilde loeb med tasker paa ryggen ud midt i La Paz´ morgentrafik, hvor bussen heldigvis holdt i koe og aabnede doerene saa vi kunne hoppe ind mens den trillede med tasker og det hele paa. Meget typisk sydamerikansk. Det er ikke foerste gang vi har vaeret saa sent paa den, at vi har matte hoppe ind i en trillende bus. Man bliver nu alligevel meget traet naar det sker.
Vi ankommer saa til Copacabana hvor vi skulle skifte bus. Vi var i god tid, men her var der soereme det samme problem. Ingen lister har vores navne, saa der er ingen plads i nogen busser foer kl seks, og vi skulle med 13.30.
En meget gal og farlig Pernille ringede derfor til det selskab vi havde bestilt igennem. "Oooh no" var svaret. Dog lykkedes det at finde to pladser i en minibus og til Puno kom vi.
Her tog vi med en peruvianer fra busselskabet som egede et hotel, sammen med Oded fra Israel.
Oded er en hyggelig faetter og ham har vi tilbragt en del tid sammen med. Vi bookede et besoeg til de flydende sivoeer og en overnatning paa en afsides oe midt i Titicaca soen sammen med ham.
Turen gik altsaa afsted naeste morgen, foerst til de flydende sivoeer "Uros", hvor oeen, husene og baadene alle er lavet af siv.
Vi maa sige, at det var meget fascinerende at opleve, men naar det saa er sagt er det ogsaa en stor turistfaelde. Det er selvfoelgelig ogsaa det de lever af, men nogle gange foeler vi os altsaa lidt som dyr der bliver slaebt rundt i en manege. Uanset hvad var synet det hele vaerd.
Herefter ventede en seljtur paa tre timer foer vi naaede den lille oe Amantaní.
Her blev vi taget imod af vores vaert som fulgte os til sit hus. Her moedte vi hans kone Beatrice og blev installeret i smaa og hyggelige vaerelser, med stearinlys som lamper. Beatrice havde forberedt frokost som bestod udelukkende af rodfrugter som hendes mand (meget langt navn paa det lokale sprog Quechua som er svaert at huske) havde dyrket. De er naesten vegetarer, da det er svaert for dem at opbevare koed. Samtidig tillader samfundet kun meget faa dyr paa oeen, da jorden er dedikeret til landbrug.
Amantaní er en bilfri oe ligesom Isla del sol, hvilket tilfoerer stedet en dejlig fred og ro. Samfundet er meget traditionelt, kvinden arbejder i hjemmet, staar i koekkenet, spiser ikke sammen med manden og tager sig af boernene.
Det gaar ogsaa traditionelt klaedt i farverige skoerter, hvide bluser med moenster og et sjal.
Eftermiddagen stod paa en vandretur til de hellige steder paa oen. Henholdsvis Pachatata (fader jord) og Pachamama (moder jord). Her kunne man oenske og samtidig nyde en faktastisk udsigt over Titicacasoen.
Efter aftensmaden skulle vi til "fiesta". Vores guide sagde at det var et diskotek, saa stor var overraskelsen, da vores vaert meddelte os, at vi skulle have traditionelt festtoej paa. Det bestod for Peters vedkommende groft sagt af to store sammensyede taepper med hul til hovedet (poncho) og en lokal hue.
For Pernilles vedkommende af en hvid bluse med moenster og en nederdel, der tilfoejer ti koli til den tilsyneladende vaegt. Kvinderne her gaar nemlig altid barbenede og derfor er de kaempe tykke. Vi har derfor nu fundet svaret paa, hvorfor alle damer ser tykke ud.
Prikken over iet var et meget langt vaevet baelte der blev snoeret om live og et sjal. Peter morrede sig gevaltigt.
Da vi ankom til det saakaldte "diskotek" ankom der pludselig en flok musikanter med panfloejter, guitarer og en stor tromme som spillede det fedeste musik. Den tilhoerende dans var en slags kaededans hvor det gaelder om at faa nederdel eller taeppe til at snurre saa meget som muligt, hvilket en flok andre turister tog meget serioest. Det var meget underholdende.
Naeste morgen skulle vi tidligt op og videre til en anden oe. Vi sagde farvel til vores vaerter efter en fantastisk oplevelse.
Oe nummer to hedder Tanquille. Denne oe er kendt for sine vaevede stoffer som er vildt flotte og utroligt staerke. De vaeves uden maskiner.
Dette samfund er ogsaa traditionelt og som paa Amantaní gifter de sig kun blandt hinaden. Dette har foert til en del problemer, da der paa Tanquille kun er 2000 indbyggere og paa Amantaní 4000. Derfor bliver nogle boern noglegange foedt med seks fingre, fortalte guiden.
Grunden til dette er dog, at de soeger at bevare traditionerne.
Det er meget interessant at opleve. Ogsaa fordi det er tydeligt hvem der er gidt eller ej. Kvinderne har sorte skoerter og maendene "tristhedens hue" da han nu har ansvar og derfor er noedt til at arbejde.
Er manden derimod ikke gift har han en hvid hue. Bor han sammen med sin kaereste i en treaarsperiode af preaegteskab falder den til hoejre side, har han ingen kaereste til venstre. Naar manden er klar til at blive gift skal han strikke en hue og kvaliteten afgoer om han er en intilligent god arbejder som kan forsoerge sin familie.
Efter alle disse indtryk gik turen tilbage til Puno. Vi havde denne aften et lille projekt: marsvin. Marsvin er betragtet som en delikatesse og opdraettes som kyllinger til at blive spist. Dette havde vi set paa Amantaní, og nu skulle det altsaa proeves. Vi fandt derfor en restaurant og besluttede os for at dele et, da vi fik at vide de var store. Da maden kom viste det sig saa, at det rent faktisk er et helt marsvin med hoved, taender, knurhaar og tunge som bliver serveret. Peruvianerne spiser vist rub og stub. Vi naaede til kaeben og saa skulle vi altsaa ikke spise mere af hovedet. Der var ikke ret meget koed paa, saa havde vi haft begreb om maengden af mad paa den, havde vi nok bestilt to. Da vi imidlertid saa kraet fortroed vi ikke det mindste. Marsvin smager udemaerket, det er en anelse kyllinge/kanin-agtigt, men vi maa ogsaa erkende, at det ikke er noget vi bliver noedt til at proeve igen.
Om aftenen havde vi bestilt en natbus. Vi ankom til Cuzco lidt over fire i morges og fik paa busstationen et godt tilbud paa et laekkert trestjernet hotel. Det er altid der vi har faaet de bedste priser.
Det fede er ogsaa, at alt er til at forhandle. Udtrykker man at det er en smule dyrt, kan man altid faa rabbat som f.eks. med vores vasketoej i dag. 6 soles pr kilo, da Pernille siger at det er dyrt og spoerger om hun kender til et andet sted spoerger damen hvor meget vi vil give og vi har nu faaet ca. 24 kroner i rabbat. 4,5 sol pr. kilo. Saadan er det med alt. Hvis man begynder at gaa gaar de altid med til den pris man vil have det til.
Vi har faaet os en paa opleveren de sidste dage.
I overmorgen gaar turen til Macchu Picchu. Et fem-dages trek som vi glaeder os MEGET til!!
Hav det godt saa laenge, vi ses meget snart.
Kh P+p
- comments
Lene Nice hue Peter. Sikker I kan blive ved med de gode oplevelser. Kram
Lene Fede dragter:::))))
Terkel Jeg skal love for, at I får en på opleveren :-) God tur til Machu Picchu
Elsebeth Jeg tror vi får to krejlere hjem. Uddannet på højeste niveau...
Morfar Erik og Tove Fantastiske rejsebeskrivelser og fotos. Glæder os til I er hjemme igen, og så skal I nok bruge en rum tid til at fordøje alle indtrykkene.