Profile
Blog
Photos
Videos
Det er med vemod, at vi har forladt Rarotonga, men vi har nydt det til det sidste. Og tiden var også ved at være inde, til at smutte videre, selvom vi sagtens kunne blive hængende.
Vi har lært en pige, Elizabeth, at kende på 6 år, som hang ud ved båden nede på havnen. Elizabeth havde plaget sine forældre om at få besøg af sine nye venner, så faderen og Elizabeth kom ned til båden og inviterede os på middag. Vi aftalte 17.30 men blev først hentet 18.15 - selvfølgelig, fordi vi kører på "island time". Da vi 4 kommer til middag, er der også 2 andre besøgende og ellers lokale, faderen ønsker os alle velkommen og giver os gaver (!) og holder en lille bordbøn. Vi fik rigtig hjemmelavet mad i en "umu"- ovn, jordhul hvor maden står og simrer i rigtig lang tid, alverdens lækre tilbehør og kæmpe chokoladekage. Vi er dybt berørte af deres åbenhed og venlighed og vi ved præcis hvor familien bor, de har udtrykkeligt sagt, at når vi kommer igen, så har vi bare at komme forbi.
Jeg har brugt 3 dage på at få et dykkercertifikat, så nu har Palle og jeg været ude og dykke sammen og regner med et par dyk endnu.
For at lave noget helt andet tog vi i biografen og så Shrek film, aftenen blev afsluttet med pizza og rødvin, så hygsomt.
Søndag var kirke-dag, efterfølgende blev vi nærmest hevet ind til et stort brunch-buffet bord og skulle endelig bare tag for os (det sagde manden 20 gange). En ældre rarotongansk kvinde spørger hvor vi kommer fra og hun slår derefter over i dansk - jeg tror jeg tabte underkæben. Hun havde altså boet i DK for lang tid siden og man kunne fint høre, at det var på Fyn. Derudover faldt vi i snak med nogle amerikanske kvinder, de kom med ned på båden bagefter og fik en rundtur.
Mandag morgen blev vi vækket af et fly og tænkte "Hej Karen" for hun ankom med netop det fly. Vi havde aftalt en trekking tur med "Tar baby"s ejere Louie og Alicia om formiddagen og frisk som Karen er, springer hun på ideen. Problemet bliver så, at vi farer vild og bruger en masse energi på at gå en forkert retning, vi hiver os op ad trærødder og kæmper os gennem tæt bevoksning, til sidst må vi vende om, da der ikke er mere sti. Æv, at vi så er tvunget til den samme vej ned. På vej ned af fanger vi så de lyserøde spray pletter og bånd, som vi åbenbart er kommet på afveje af fra start. Vi kommer til sidst frem til vandfaldet (målet), vi tøser stod med eksende ben og fyrene så ud som om de var i overskud. Det var en flot tur, men de 3 timers hård omvej, vi tog i starten, var en killer. Vi runder dagen af med BBQ med Louie og Alicia og sover helt utrolig godt den nat - især Karen der havde været vågen i 15 timer inden hun ankom til øen kl. 7 om morgenen… Det var hendes dåb!
- comments