Med lidt tilvaending er Indien et helt fantastisk sted med intense farver og dejlige mennesker. Jeg havde faaet at vide at jeg nok ville blive chokeret over fattigdommen hernede, men det foler jeg paa ingen maade at jeg er blevet. Tvaertimod. Det kan godt vaere at bornen sover paa gulvet, at de spiser ris 3 gange om dagen og at de har en nogle pligter hver eneste dag. Men i mine ojne, er det nogle at de mest livglade mennesker jeg har modt. De brokker sig aldrig over noget, de graeder aldrig og sprutter af liv, selvom de i virkeligheden ikke har saerlig meget. Vi folger deres rytme, og vi maa se i ojnene, at man ikke har brug for mere end de faa ting vi har lige her i Balar Illam.

Vi er begyndt at undervise bornene i engelsk hver dag. De er delt op i 3 hold, som kommer frivilligt og folger undervisningen. Det er fantastisk at de er saa velopdragne og interesseret i at laere. Men dette skyldes ogsaa at de ved, at jo bedre engelsk de kan, jo bedre chance har de for at klare sig senere hen i livet.

I gaar var det sondag, og det er aabenbart en speciel dag paa bornehjemmet. Der kom nogle piger og hentede os, og vi troede bare at vi skulle spise. Men da vi kom over i hovedbygningen, saa var alle bornene stillet op til fotografering sammen med en familie og deres 2 born. Vi blev meget overraskede over at der stod 80 mennesker og ventede paa os. I midten af opstillingen var der en raekke stole stillet op, og to af dem stod og ventede paa, som vi var aeresgaester. Efter der var blevet taget billede, fik jeg den yngste dreng overrakt. Han var kun et aar gammel og stirrede forbavset paa mig. Familien kom lobene med kamera og var ivrige af tage billede med os to frillige og den lille dreng. Da de havde faaet taget billederne, tog de afsted igen. Vi stod helt maalose tilbage og forstod ikke helt hvad der var sket. Vi fandt ud af at den lille dreng havde fodselsdag, men vi fandt ikke ud af hvem de var. De havde ikke nogen born paa bornehjemmet. Senere samme dag, blev vi hentet igen. Denne gang var der et aeldre aegtepar som hilste paa os. Vi blev straks stillet op til fotografering. Jeg lob ud og hentede mit kamera, saa vi ogsaa kunne faa nogle billeder med disse fremmede sode mennesker, som saa gerne ville mode os. Vi har paa fornemmelsen at bornehjemmet er lidt stolte over at vise os frem, da der ikke er saa mange udlaendinge i omraadet. Det maa vaere det taetteste vi kommer paa at blive kendte. Og indtil videre er det meget hyggeligt.