Profile
Blog
Photos
Videos
Så sidder jeg her på et nyt kontinent og har en masse at berette om. Der er sket meget de sidste 7 dage siden jeg ankom her til Panama.
Allerede den anden dag fik jeg mit første møde med noget af det der kendetegner Mellemamerika allerbedst, nemlig deres kyllingebusser. Gamle amerikanske bluebird skolebusser fra 70'erne og 80'erne der, når de er udslidt i hjemlandet bliver fragtet hertil og brugt i endnu en 15-20år. Sæderne er som regel beregnet til 7-årige størrelser og som navnet antyder er der noget med kyllinger. Navnet er opstået efter at en flok gringos (læs amerikanere/ hvide mennesker) har syntes det var vældig morsomt at der blev transporteret dusinvis af levende kyllinger om bord på busserne. En anden historie går på, at der normalt er så mange mennesker i bussen, at man står pakket som kyllinger i et bur, deraf navnet. Mottoet "der er altid plads til én mere" kommer virkelig til sin ret her.
Nok om busser, tilbage til mit eventyr gennem Panama.
Jeg mærkede straks en vældig kulturforskel fra Columbia og Sydamerika som helhed. Som første punkt kan nævnes menneskerne. Min første tanke da jeg ankom til den gamle bydel var "oh s***". Fyldt med skumle typer i beskidt arbejdstøj, usoignerede, utrolig få tænder og et listigt smil eller blot en uformelig grimasse. Oveni det kommer den ulidelige fugtige varme og gamle, slidte gader, som de sikkert også har set ud for 40 og 50 år siden. Der gik dog ikke længe før jeg fik gennemskuet at folk var gode og reelle nok og at de faktisk var ligeså søde og flinke som i Columbia.
Her i Panama City findes nogle af de største kontraster jeg længe har set i samme by. Fra den gamle bydel, Casco Viejo med slidte bygninger og næsten ingen trafik, til skylinen langs Panamas svar på Miami Beach, fyldt med utallige 5-stjernede hoteller og fancy restauranter. På en blot 40min løbetur kunne alt dette opleves i al sin pragt. Gamle, for længst udslidte, osende og gennemrustne Fort Transits ved siden af gigantiske splinternye Hummere med tonede ruder og en pumpende basgang. Jo, der er så sandelig lidt for enhver smag her i Panama City!
Efter første udfordring med at komme ind i landet (officielt kræves en billet ud af Panama lige for at man kan komme ind) gik uden problemer var den næste at komme ind til centrum, 40km vestpå. En taxi ville løbe op i 150-200kroner, så jeg var fast besluttet på at tage bussen til $0,30. Eneste problem var dog at det krævede noget ala et rejsekort, som selvfølgelig kun kan købes inde i byen. Hmm.. Jeg fik dog lokket en dame til at sælge sit kort og køre på sin venindes, hvorved jeg fik mig et kort, som der allerede var lidt kredit på. Efter en lille times venten i 30 grader ved busstoppestedet ankom bussen og jeg nåede ind til den gamle bydel, der som sagt var noget skummel ved første øjekast.
I de 2 dage jeg brugte i hovedstaden, boede jeg på Lunas Castle hostel. Som navnet antyder, var det nærmest et lille slot. Helt i stil med de andre huse i Casco Viejo var det totalt nedslidt og faldefærdigt, dog med nyrenoverede dorms og køkken. Overalt var væggene dog pimpet op med alskens slags kunst og sjove citater, det var virkelig et sted med charme!
Mine 2 dage blev brugt på at vandre lidt rundt med 3 svenske flicker, der netop var færdige med skolen og startet på deres såkaldte backpackertur. På 2. dagen formåede de at bruge i omegnen af $200 hver, spørg mig ikke hvordan! Erfarne og selvstændige var ikke ligefrem passende, beskrivende adjektiver, så jeg fik givet dem et par tips, inden jeg fandt lidt bedre selskab.
På 2. dagen tog jeg ud til Panama kanalen, den nok største turistattraktion her i området. Oprindeligt skulle den være blevet bygget omkring grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua, men med USA's indflydelse blev det i Panama. Kanalen skulle efter planen stå færdig omkring 1885, men det skulle vise sig at være lidt mere kompliceret end amerikanerne lige troede. Titusindvis af arbejdere omkom under opførslen grundet malaria, dengue feber og dårlige arbejdsvilkår og den blev således forsinket mere end 15år. Først i 190x var den klar til indvielse.
Endnu engang fik jeg begivet mig ind i en af de lækre busser med aircondition med mit nyerhvervede rejsekort og blev kørt til terminalen, hvorfra jeg skulle finde en bus mod kanalen, et stykke længere nordvestpå. Jeg ankom til en enorm bygning med op til flere kæmpe shoppingcentre og 100'vis af busser og taxichauffører, der råbte i munden på hinanden for at få min opmærksomhed. At der var kaos og så godt som umuligt at finde den rette bus behøver jeg vist ikke nævne. Efter noget tid og en forespørgsel eller 5, formår jeg at finde den rette indgang. Der kræves dog et andet rejsekort til end det jeg allerede har til endnu $3, til at betale et gebyr på 5 cent. Jeg ender med at gå udenfor og fange bussen der uden at betale gebyret.
Selve udsigtspunktet hvorfra man kan se skibene passere havde en indgang på 120kr, så jeg valgte at stå på en parkeringsplads og observere derfra. Jeg så 2 skibe blive sluset ind og ud inden det blev kedeligt. Jeg havde nok forventet noget lidt mere spektakulært.
Efter endnu en løbetur langs promenaden i fabelagtigt vejr, var det tid til at komme videre. Da jeg stod og skulle til at tjekke ud faldt jeg tilfældigvis i snak med en hollandsk pige ved navn Marina. På mindre end 5 min havde vi allerede luret hinanden og aftalt at mødes nogle dage senere på Lost and Found, et hostel ude i junglen længere nordpå.
Jeg tog først til Boquete, en lille hyggelig bjergby 3t fra grænsen til Costa Rica. Ved ankomst sent fredag aften var der allerede gang i den med barbecue og godt selskab på det hostel jeg tjekkede ind på, men jeg valgte at hoppe på hovedet i seng. Efter et par timer begyndte folk at komme ind på værelset og da jeg lige åbner et øje for at tjekke min tasle, ser jeg en fyr på vej op på den øverste køje overfor. Idet han træder op på stigen og hiver sig op, begynder hele sengen at tippe og i én lang slowmotionbevægelse vælter sengen ned over ham og han lander på gulvet. Straks kommer en ven ind efter at have hørt braget, tænder lyset og begynder at skraldgrine. De andre (piger) på værelset enten skriger eller ligger helt forfærdede i underlige stillinger, krybende op til væggen, mens jeg selv kun kan se det komiske og begynder at grine helt uhæmmet.
Fyren der væltede kom ikke noget til (eller også var han for fuld til at mærke noget som helst), men lå bare på gulvet, grinende og ude af stand til at røre sig. Først efter 10min får de taget sig sammen og sammen løftet sengen på plads, stadig med højlydt latter og jokes om styrtet.
Næste morgen mødte jeg Louise fra Sverige og sammen tog vi på vandretur op i nogle landsbyer hvor de laver af kaffeproduktion. Vi havde dog til hensigt at nå hen et vandfald, men i sidste ende fandt vi det aldrig. Vi har med stor sandsynlighed gået forbi 2 gange men det var umuligt for os at spotte sidevejen dertil. Ikke desto mindre havde vi en hyggelig tur. Efter en fantastisk løbetur lutters alene oppe i bjergene langs og inde mellem kaffeplanterne (jeg havde nærmest min egen lille gratis kaffebar) tog vi på bar og fik os en drink eller to.
De næste dage gik lynhurtigt, men sådan går det jo i godt selskab. Mamallena hostel som jeg boede på, var simpelthen ideelt at møde nye mennesker. Jeg fik også lejet mig en mountainbike og kørt nogle fantastiske ture oppe i bjergene hvor der var mere køligt og behageligt. Det kan man dog ikke kalde vejene derop, ofte var det op til 4-5km med stigningsprocenter et godt stykke over 10 og sommetider 25, på bumpede grusveje. Jeg behøver vist ikke sige at jeg havde min egen lille træningslejr her i Salento.
For et par dage siden ankom Marina her til Mamallena og efter at have fortalt hende om mine planer om at bestige Volcan Baru med en tysk pige og et andet par, var hun straks med på ideen. Planen var at vi skulle videre til Lost and Found, et par timer herfra, men nu tager vi lige en tur på Panamas højeste aktive vulkan først. Mere om det i næste indlæg.
- comments