Så gik tiden igen. Øv hvor er de sidste uger gået stærkt, det er da helt vildt som tiden er fløjet afsted. Nu er der jo faktisk kun to dage og nogle timer til jeg rejser herfra. En af pigerne i Brisbane har fået sin hjemrejsebillet udsat fem uger så hun kan blive her, og hun har skrevet rundt og spurgt os andre om vi ikke også ville det. En af de andre piger har så købt sig yderligere to uger hernede. Ville ønske jeg kunne gøre det, men modsat de to piger fik jeg jo ikke hue på i sommers, og kan derfor af gode grunde ikke blive.

Torsdag var vi bare i skole og der skete ikke noget særligt. Om aftenen var vi til basket ball. Det er sådan noget forældre/teenager basket ball i det lokale indkøbscenter hver uge, og på det team hvor Jake og Richard spiller var de elelrs udelukkende på Richards alder. Teamet de skulle spille imod bestod udelukkende af 2 meter høje teenagedrenge og en enkelt pige, der som Jake bemærkede "Overhovedet ikke kan spille basket men som ser godt ud og burde købe sig en større bh". Richard er ikke ligefrem verdens højeste mand (omkring 1.70) og alle de andre på deres team udover Jake var ca. samme højde, så alle vidste vist godt at det ville blive en unfair kamp. Efter 30 sekunder trådte Jake på en af modstandernes fødder, væltede omkuld og rev to ledbånd itu, og da de ingen udskiftere havde fik de tæv 58-36. Jeg havde fået ansvaret for den elektroniske måltavle, så nu ved jeg også hvordan sådan een fungerer. Jakes ankel hævede op på størrelse med en soft ball (ca. str. meget stort æble) om aftenen og dagen efter var den helt lilla. Om aftenen lånte Jake så Ryans kørestol, og Richard kørte ham til lægen. De nåede det ikke, der var lukket ti minutter tidligere, så Jake kom først til lægen fredag. Han skal nu gå på krykker de næste 1-6 uger, men en stor del af hævelsen har fortaget sig, han er dog stadig gul og lilla. Ryan var på universitetet fredag, og når han er det bruger han sin elscooter, så Jake fik lov at låne hans rullestol fredag.

Fredag morgen kørte jeg med Judy ind til Adelaide, hun skulle ind til noget seminarhalløj. Det var lige tidligt nok til at butikkerne var åbne da jeg kom derind så jeg satte mig på en café og drak en kop kaffe og læste avisen. Der sad en skæg mand ved bordet ved siden af mig og læste en anden avis. Han havde et stort hvidt julemandsskæg, og foran sig havde han 6-7 tomme kaffekopper, og deruderover 5-6 tomme glas fra espressoshots og et stort pilleglas. Det kan godt være at jeg og alle andre stirrede lidt mærkeligt, men han tog det hele med ophøjet ro, og virkede som en utroligt fredelig og afbalanceret gammel mand.

Derefter var det ud i kulden og gennemgå deres store shoppinggade og undersøge deres skægge små sidegader. Lige for tiden fejrer Adelaide noget stort kunstfestival-agtigt, omhandlende tøj, så meget af byen var fyldt med smukke udstillinger af dragter og hovedsageligt sko. Jeg gik bl.a. ind i et lille center der hed Adelaide Arcade og gik på en meget interessant udstilling om middelaldertøj. Derefter fik jeg en lille snak med en sjov indehaver af en europæisk chokoladeforretning i Adelaide Arcade. Jeg så et stort skilt uden på hans forretning der sagde europæisk chokolade, og det tænkte jeg at jeg måtte se, og jeg blev ret forbløffet. Han havde alt fra det fineste håndlavede, til Rittersport til Anthon Bergs chokoladeflasker. Måbede godt og grundigt. Mht. Anthon Berg viser det sig at de har noget liggende i Melbourne, hvilket Richard opdagede da han læste på den æske Anthon Berg fyldt chokoladeflasker mor havde købt til at Jeg kunne tage med. Den stammede nemlig fra Melbourne (Flot mor!).

Derefter brugte jeg en del tid på en interessant udstilling af skakspil, helt tilbage fra middelalderen og frem til idag. Så shoppede jeg lidt, gik på opdagelse i en boghandel, så den største tegneseriebutik jeg har set i mit liv, og en masse andet skæg. Jeg havde efterhånden fået småømme fødder af at gå så meget rundt, så jeg satte mig på en af de mange bænke ved siden af en gammel dame, og stirrede lidt på omverdenen der passerede forbi. Så kom en mærkelig mand hen og stillede sig ved siden af os, og i hånden havde han en pakke med müslibarer. Han åbnede en og begyndte at fodre småfuglene. Ved ikke helt om alt det sukker er særlig sundt for fuglene, men han snakkede og snakkede imens, og da han var færdig med at give dem en müslibar forsvandt han lige så roligt igen. Den gamle dame rejste sig og gik, og jeg blev lige siddende lidt endnu. Tog lige min telefon op af tasken for at kigge på klokken da en gammel mand kom hen til mig. Han var oldgammel. Jeg vil gætte på 85-90 mindst. Han spurgte om det var en telefon jeg havde dér. Joo det var det da. Nåmen så ville han gerne høre hvad jeg betalte for den. Det vidste jeg ikke helt. Så ville han vide om den havde et kamera osv. Snakkede med ham et kvarters tid, og så fortalte han at han havde set alle de unge rende rundt med sådan en, magen til min (som er meget svær at styre, en lousy touchskærm nemlig, og meget populær i Australien) go så havde han fået sig en, men han kunne ikke styre den fordi den ikke ville hvad hans fingre ville, så han havde bare ladet den være og nu kunne han ikke forstå at han skulle betale noget for den selvom han ikke brugte den, og nu ville han altså vide hvordan sådan noget mobilabonnement virkede. Lagde mærke til at tårerne trillede ned af kinderne på ham mens han fortalte det, han var sikkert meget forvirret over hvad det var han havde rodet sig ud i. Forklarede ham selvfølgelig at jeg ikke var australsk, og begyndte derefter at forklare ham lidt om prepaid telefoner og telefonregninger og minimumsforbrug, og efter en halv times forklaren virkede det som om han efterhånden forstod det. Men som han sagde "Nu forstår jeg hvad jeg betaler for, men mine fingre er stadig for gamle til den skærm", hvorefter han lige så stille tudsede væk. Kan ikke lade være med at tænke på at han nok var lidt senil, og jeg har ret ondt af ham og kan ikke lade være med at tænke på hvilken telefonsælger der burde have skældud for ikke at vejlede en gammel mand ordentligt i valget af telefon og abonnement.

Spiste sushi til frokost. Næsten alle steder i Australien får man sushi i kæmpe stykker eller i lange ruller som man så spiser med fingrene, og det vil jeg ikke prøve for det ser ud til at være ret ubehageligt at spise og desuden ret uhygiejnisk. Fandt dog et sted med "normale" sushibokse. Forskellen fra sushi i Danmark var dog at der var så meget wasabi i at jeg var ved at græde da jeg spiste det, og at det føltes som om mit hovede skulle eksplodere, også selvom jeg skrabede så meget wasabi ud som jeg kunne. Ikke særlig vellykket, nøøøøøj hvor gjorde det ondt at spise. Men det var som om mit hoved blev "renset ud" agtigt af det. Jeg er færdig med sushi i Australien selvom det ellers vrimler med japanere her.

Apropos japanere er jeg efterhånden så træt af asiatere (og i særdeleshed japanere) at jeg mest bare har lyst til at sparke hovedet af den næste japaner jeg ser. MILDT SAGT!!! GRRRR!!!! De kommer overalt i deres evindelige turistbusser, de vil hellere fylde en hel parkeringsplads og så blokere for indgangen til bus- og handicapparkeringspladserne end køre om på busparkeringen, og de skal absolut fotografere alt og alle. I Adelaide er der et stort memorial for soldater der blev dræbt i verdenskrigene og i krigene derefter, inklusiv de nyeste krige, og soldaterne står skrevet med navne. Alle går stille rundt og ser på det, og pludselig kommer en minibus kørende fyldt med japanere der alle springer ud, og uden hensyntagen til hverken ofrene eller andre besøgende springer de hen stiller sig foran mindestatuen, peger på navnene, laver peacetegn ved siden af deres ansigt og smiler stort og bliver fotograferet. JAMEN HOV, skal vi lige tage den forfra?! Gå ind i jeres bus og kør væk igen hvis I skal opføre jer på den måde, TAK! Hvor fa***** blev respekten af?! Det er da så sindssygt respektløst over for alle de krigsofre at de stiller sig op på den måde og bliver fotograferet med deres evindelige peacehåndtegn og råber og griner, ved en MINDEPLADS!!! Jeg er SÅ træt af den måde de allesammen prøver på at lege japanske skolepiger, og lige så meget som det er kikset herhjemme at smøre sig ind i bruncreme og lave kyssemund og bambiøjne på alle billeder, lige så meget er deres dumme peacetegn kiksede! SÅ Kære asiatere: hold op med at lytte til Antique Café, vi ved jo godt de er til fyre allesammen, hold op med at lave peacetegn og gå i skolepigetøj over det hele, lad være med at være besatte af Hello Kitty og popkultur, lad være med at tro at resten af verden gerne vil fotograferes og indsættes i jeres fotoalbums, lad være med at tro at bare fordi i kan lave bambiøjne og få mærkelige frisurer at så vil min youtubebruger og min facebookprofil gerne spammes med jeres "skønhedsguides" og lad så være med alle de dumme turistbusser over det hele. OK der er sindssygt mange af jer og I skal da også have lov til at være her, men vil I ikke nok pleace pleace pleace begynde at opføre jer civiliseret og med respekt for omverden og ofrene på en mindesten i særdeleshed?!! på forhånd tak.. ARGGHHH!!!!!!!!!

Jeg beklager ovennævnte vredesudbrud, jeg havde virkelig behov for at komme af med det. Nå, men lørdag kørte vi så lidt rundt i Barossa Valley og omegn. Vi var ude på en ret cool gammeldags chokoladefabrik og så nogle af alle deres ting, vi var oppe på områdets højeste punkt, og vi var ude i en gammel tysk by ved navn Hahndorf. Det silede ned hele dagen og var kun 7 grader varmt, så vi kørte mest bare rundt og så på tingene.

Søndag fyldte Judy 50. Hun havde bedt om ikke noget særlig fejring, så Vicki og Kim Daly, samt bedsteforældrene kom herhjem. Så kørte vi ud til frokost på en restaurant der hed The Landlord. Judy kørte med i Daly'ernes bil, og undervejs i den bil vi kørte i forklarede Richard og Ryan så at der var et surpriseparty med 30 af de nærmeste familiemedlemmer og venner på restauranten, som de havde organiseret. Jake spurgte surt hvorfor vi ikke vidste noget før nu, hvortil de grinende kunne svare at Jakes ansigt var som en åben bog (true!) og hvis han fik det at vide ville der max gå en halv time før Judy vidste at noget var i gærde (Hun havde ingen anelse so far). Og hun blev rigtig overrasket og rigtig glad. Hendes veninde havde organiseret flot oppyntning, og en kusine havde organiseret en flot fødselsdagskage og restauranten sørgede for rigtig god mad. Da festen var ovre kørte vi hjem sammen med Daly'erne, bedsteforældrene, to af Judys veninder og to kusiner med ægtefæller, og spiste kagerester mens Judy åbnede gaver. Vi var så trætte bagefter så vi ikke rigtig orkede noget bagefter. Vi spiste suppe og jeg bankede Jake i nintendo wii. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg gjorde det, men vi har spillet en del wii de sidste par dage, og jeg kan virkelig anbefale det, det er sindssyg sjovt og en skæg familieaktivitet.

Lige nu sker der ikke så meget. Det var en lang og kedelig skoledag, imorgen bliver jeg hjemme for at pakke, men jeg tager i skole igen onsdag for at sige farvel og aflevere min skoleuniform. Jeg glæder mig til at slippe af med den, den kradser så frygteligt meget. Nu vil jeg sige farvel fra nu, dette bliver nok mit sidste indlæg fra Australien, men det er jo en laang vej hjem, så mon ikke der kommer et lille indlæg undervejs?! ;)

Kærligst

Caroline

PS. Morfar, du får lige et lidt tidligt tillykke med fødselsdagen!