Nu er der igen gået nogle dage, tiden flyver virkelig afsted!

Torsdag var jeg i skole igen, og jeg sidder tilbage med en lidt blandet følelse efter den dag. Hver morgen starter med en halv times lektion med deres klasselærer, som krydser dem af, mens eleverne bare snakker og spiller kort, etc. Jeg har indtil videre rigtig godt kunnet lide deres klasselærer Mr. Efthemiuo, men nu ved jeg ikke helt. Mr. Efthemiuo er sådan en ung og smart type, eleverne respekterer ham, men nogen gange kan han godt virke lidt for 'ung med de unge'. Anyways. Deres "morgenklasse" består af ca. 15 elever fra year 8 til year 12. Jake er year 11. Torsdag formiddag skulle alle så med deres klasser ud og lave noget sport, og vores klasse skulle spille cricket. JEg ved ikke hvor mange der husker det, men sidst jeg spillede cricket gik jeg i sjette klasse og blev næsten ramt af et lyn, og pææææænt ristet (Seriøs nærdødsoplevelse, ain't kidding!), og jeg har ikke spillet cricket siden. Derudover spillede de cricket på en lidt anderledes måde end vi gjorde. Jeg sagde helt ærligt til Mr. Efthemiuo og mit hold at jeg ikke havde en kinamand chance for at ramme bolden eller gribe den, da jeg nærmest er boldblind. Eller ihvertfald bare boldspade. Og oven i købet vender man jo cricketbattet omvendt i forhold til et rundboldbat som jeg er vant til. Jeg har tidligere sagt det til PE-læreren og idrætsklassen og det er pænt blevet respekteret der. Det gjorde det så ikke her. Eller jo, mit team respekterede det pænt, men åbenbart ikke Mr. Efthemiuo. Han virkede i øvrigt ualmindeligt morgensur den dag. Nå men vi var næsten færdige med at spille, da han råbte at han synes jeg skulle slå næste gang, også selvom flere andre endnu ikke havde prøvet. Og alle andre var altså blevet spurgt om de havde lyst til at slå. Jeg råbte pænt nej tak, det ville være synd for mit hold. Men jeg fik alligevel battet stoppet i hænderne. Jeg slog første gang og ramte lige akkurat bolden, men ramte hverken anden eller tredje gang. Så råbte Mr. Efthemiuo at nu måtte jeg godt stoppe, nu havde han set nok. Alle på mit hold virkede rigtig vrede på ham fordi de tydeligt kunne se at jeg følte mig ydmyget på grund af hans tone og hvordan han pludselig var overfor mig. Så jeg råbte højt tilbage til ham "THANK YOU SIR" Da jeg fik lov til at slippe. Alle begyndte at grine fuldstændig hysterisk af ham. Heldigvis så han lidt senere også selv det sjove i det, og har ikke generet mig siden.

Senere havde vi religion, og jeg sad som sædvanligt og snakkede med tossede lærer, da hende pigen der tidligere sagde det der om at hun aldrig kunne klare sig i en skole i danmark hvis alle andre var lige så kloge som jeg, pludselig igen sagde et eller andet om hvor klog jeg var, og så fortalte hun ellers religionslæreren om hvordan jeg havde rettet på skolens strengeste/mest gammeldags lærer og endda fået hende til at smile. Som jeg vist tidligere har nævnt smiler religionslæreren konstant, selv når han skælder ud. Men da pigen (der hedder Talia) fortalte det, stivnede smilet. Han stirrede først på Talia og så på mig med åben mund og polypper! Og afkrævede så et referat af den time, for han ville simpelthen høre hvordan det kunne lade sig gøre for mig (Det har nemlig ikke kunnet lade sig gøre for de andre lærere heller). Som han senere bemærkede ville Xavier College vist aldrig nogensinde glemme mit besøg, da jeg åbenbart har lært dem at elever også er tænkende, selvstændige individer med meninger, holdninger og frem for alt hjerne :) Det synes jeg nok var de flotteste rosende ord man overhovedet kan få, især fordi deres undervisningsform er ekstremt diktatorisk. Lærerens ord er lov og der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved noget. Jeg kan slet ikke understrege hvor meget jeg afskyr den form for undervisning, for lærerne kan lige så godt stå og lære eleverne noget forkert, og det vil aldrig blive opdaget, fordi den ene elev der ved det er forkert ikke må sige det. Skole er noget mærkeligt noget.

Fredag tog jeg med toget ind til Adelaide sammen med Richard og Ryan, og derefter tog Richard og jeg ud til byen Glenelg, mens Ryan mødtes med et par universitetskammerater. I Glenelg gik vi en tur på havnen, og så på et spændende museum. Glenelg var nemlig den by hvor de første frie emmigranter ankom til South Australia. Museet havde tre afdelinger. Den største handlede om emmigranterne. Den næststørste var en udstilling over ting som dykkere havde fundet i havnen gennem tiden, og den mindste var en samling af små gammeldags kasser med dukker der kunne bevæge sig når man stak en dollar i. Museet var generelt rigtig spændende, især samlingen af "hav-relikvier" var ret betagende. Bagefter drak vi varm kakao på en chokoladecafé og spiste sandwich et andet sted. Så tog vi toget tilbage til Adelaide, mødte Ryan, og ordnede et par ting i nogle butikker før vi tog toget hjem igen.

I øvrigt kunne DSB virkelig lære noget af togene hernede. Vi købte sådan nogle heldagsbiletter der gjaldt over hele South Australia, uafbrudt hele dagen, og gæt hvad de kostede! $ 4.30! Oven i det var servicen super, og togene ikke forsinkede overhovedet. Da vi skulle tilbage fra Glenelg til Adelaide gik elnettet de bruger til deres s-toge dog ned. I løbet af nul komma fem var der indsat gratis busser på ruten, og de undskyldte simpelthen en milliard gange fordi det var gået ned. Og iøvrigt var det ret hurtigt oppe at køre igen. Oven i købet er s-toget i gratis i selve centrum af Adelaide. Deres s-tog kører direkte på gadeniveau, men inde i selve byen kører den forholdsvis langsomt og fungerer nærmest som bus. Gisp hvor ville jeg ønske at DSB tog en tur til Australien og lærte noget om god offentlig traffik. Fredag aften var vi ude og bowle med Jake og resten af hans venturergruppe. Det var meget hyggeligt, endte på en plads cirka i midten, hvilket jeg virkelig synes er ok når man tænker på at jeg kun har prøvet det een gang før i mit liv!

Lørdag vågnede jeg op med mild madforgiftning og diarré, formentlig fra den sandwich vi fik dagen inden, så jeg lå i sengen hele dagen og gik både glip af en bekendts fødselsdag og endnu mere bowling, denne gang med SISEP. Søndag var jeg heldigvis frisk igen. Om formiddagen kørte vi rundt i Barossa Valley og så lidt på det så kendte, store vindistrikt, og om eftermiddagen var vi til en stor fodboldkamp. Det er vel at mærke Australian Rules Football, hvilket er en meget voldelig blanding af amerikansk fodbold og rugby. Spillerne slog og overfaldt konstant hinanden, og på et tidspunkt måtte en af spillerne forlade banen med blod i hele ansigtet og problemer med at gå, og selv da blev der råbt p**** efter ham. Modsat almindelig fodbold er alle tilskuerne meget fredelige, og de har meget sjældent problemer med folk der kommer op og toppes. Dagens kamp stod mellem Adelaide Crows (Det gode team) og Port Power (Buuuuuuuuh!) Crows har været ubesejret de sidste 9 kampe i træk, mens Power har tabt deres sidste 9 kampe. Crows var dog i stærkt undertal idag, da et par af deres spillere havde fået "rødt kort" i forrige kamp og derfor ikke måtte være med i denne. Og hvis en spiller har fået "rødt kort" bliver han ikke udskiftet med en anden, holdet spiller bare med en teammate mindre. Powers vandt, med nogle få points flere en Crows desværre. Men det var alligevel en fantastisk oplevelse, og stemningen på stadion var fantastisk. Vi havde sådan nogle ret store flag med Crows' logo på, og den eneste negative oplevelse ved det var at da kampen var forbi var der en Powers tilskuer der bad Judy om at brænde sit flag. Hun svarede bare tilbage at nej det burde ikke brændes, det burde hyldes. Som jeg sagde ville jeg nok have valgt at svare at det var ikke flaget der skulle brændes men derimod hans hoved. Ikke særlig pænt sagt, men vi var ret vrede og den kommentar var simpelthen så åndssvag, især når jeg som dansker kommer tilat tænke på alle de afbrændinger af danske flag der har været i mellemøsten. Det er simpelthen noget af det dummeste at afbrænde flag, ligemeget om flaget tilhører en fodboldklub eller et land. Her til aften har vi bare slappet af og ikke lavet så meget. Set lidt tv og sådan. Vi er ret trætte og om lidt går jeg i seng. Skole igen imorgen nemlig

Kærligst

Caroline