Nu er der gået rigtig mange dage siden sidst jeg skrev, men der er en logisk forklaring på det! Vi var nemlig i Cairns (Queensland) og jeg havde valgt ikke at medbringe min computer. Vi tog afsted søndag morgen og kom hjem fredag morgen. Synes det er absolut fantastisk at Quantas serverer Lurpak smør til morgenmaden når alt andet ellers er lokalt produceret. Må dog så tilføje at jeg er forholdvis skuffet over kvaliteten af maden hernede, havde ellers hørt så meget om f.eks. hvor gode de australske grøntsager var. Virkelig virkelig skuffet.

Fredag var vi i Adelaide, Jake, Ryan og jeg, for vi skulle i zoo. Vi mødtes derinde med Alice og Lauren, der er familiens bedste venners to piger (sønnen var ikke med). Lauren er lige gammel med Ryan, og "lige så dum som hun er køn" iflg. Alice, Ryan og Jake. Alice sagde lige ud at hendes sko var mere intelligente end Lauren. Alice er lige gammel med Jake, og rigtig skæg. Ikke at hun er alt for intelligent heller, men dog væsentligt mere end sin søster. Til gengæld har hun så ikke søsterens fantastiske udseende. Begge piger (og deres forældre) er dog rigtig søde. Der var også to børn med os, Luke på 11 og Kate på næsten 13 år. De er naboer til Alice og Lauren og havde plaget om at komme med, så selvfølgelig kom de da det. Begge børn var rigtig søde og opførte sig rigtig pænt mens vi havde dem med rundt i byen.

Da vi var færdige i zoo spiste vi frokost, shoppede lidt og fjollede ellers rundt inde i centrum af Adelaide. Vi var inde i en chokoladeforretning der laver Australiens fineste chokolade, og da en af damerne bag disken hørte at jeg var dansk blev hun ååh så begejstret og gav mig 10 små poser med forskellige vareprøver, for hun havde nemlig fået noget chokolade fra Danmark af en veninde der havde været i København et par år tidligere, og havde været vild med det. Hun kunne dog kun huske at det var en lille bitte æske med pyramideformede chokolader, og det var et eller andet med P... Måtte fortælle hende at jeg var udemærket klar over hvilken chokolade der var tale om. Vi delte vareprøverne på en bænk ved siden af en masse statuer af gyldne grise, og bagefter brugte vi en del tid på at snakke med nogle surferfyre. Så satte vi Kate og Luke på toget og tog afsted til central markets. Central markets er et kæmpe marked der afholdes hver fredag, og der mødtes vi med Judy og Richard og Alice og Laurens forældre. Vi købte lidt ind der, det er nemlig der alle farmerne kommer med deres grøntsager, og spiste aftensmad der, og gik ellers bare lidt rundt. Vi spiste italiensk til aften. Jeg bestilte gnocchi. Hvis det var gnocchi kan I kalde mig Søren! Ydemere havde jeg bestilt dem med samme slags tilbehør som Jakes fettuchini (Der var spaghetti efter min mening) og på min var der næsten ikke noget tilbehør, og på Jakes var der så meget så hans pasta svømmede.. Ryans pizza var med tyk bund og på størrelse med en foccacia. Sådan er alle deres pizzaer. Hvem sagde at australiere kan lave mad?!

Men nok om det, nu vil jeg hellere fortælle lidt om Cairns. Vi boede PÅ en strand ved navn Trinity Beach, i et stort kompleks af ferielejligheder ejet af en skæg, gammel mand ved navn Ian. Ian havde iflg. eget udsagn tjent en formue i filmindustrien, og brugte derfor sine ældre dage og sin formue på at udleje ferielejligheder, for som han selv sagde var "det meget mere afslappende end den hektiske filmindustri, hvor der ikke er plads til afslapning". Det må dog siges at han havde styr på ALT mellem himmel og jord, og kunne alt fra at forklare hvordan man kom hen til den bedste del af stranden til at give et længere foredrag om den hvidmundede træfrø og dens levesteder (!)

Søndag var vi ret trætte efter ankomsten; flyselskabet var kommet til at efterlade Ryans kørestol i Melbourne, så vi fik den først leveret om aftenen, og det var selvfølgelig noget af en hæmsko. Om aftenen var vi simpelthen for trætte til at lave mad, så vi hentede noget fra en lokal italiensk restaurant. Australierne er vilde med italiensk mad! Jeg bestilte en lasagne med salat til. Jeg spiste det halve af lasagnen ca. men havde hele tiden en fornemmelse af at der var noget galt. Pludselig opdagede jeg hvad der var i vejen og hvorfor jeg var ved at blive kvalt, så jeg sprang op fra bordet og smed lasagnen ud, de havde nemlig glemt bechamelsovsen!!!!!!!! Det har desværre bekræftet min teori om at maden på deres restauranter generelt ikke er af særlig høj kvalitet.

Mandag var vi rundt en masse steder i Cairns og omegn. Vi vandrede på et større stisystem ved Barron Falls, og så på en masse dyr. Ellers kørte vi bare rundt og oplevede lidt af det hele. Om eftermiddagen kørte vi til noget der hed Coffee World. Vi havde hørt det skulle være ret spektakulært, så derfor blev vi lidt skuffede da vi ankom - det var bare en stor stållade og en grussti. Lige da vi var trådt ind blev det ikke bedre. Det lignede bare en lille gaveshop, men vi skulle blive klogere! Først købte vi sandwiches i cafeen, vi havde nemlig ikke fået frokost. Vi spiste på en stor udendørs terasse, hvor der var opsat skillevægge hist og pist. Skillevæggene bestod af nogle rustne metalgitre, hvor der var påsvejset forskellige typer kaffekander -også i rustent metal. Ydermere var der rundt omkring på gitrene sat farvede plexiglasplader, påsat med ståltråd. Det hele var sådan ret kunstnerisk og ret blæret. Man sad på gamle traktorsæder, og bordene var nogle store afhøvlede egetræsplanker. Da vi gik ind igen kiggede vi tilfældigvis op i loftet af laden. Lamperne var store gamle olietønder, hvor der var skåret deres logo, i form af en kaffebønne, ved hjælp af en masse små huller. Sindssygt fede lamper!

Vi tog med på en rundtur, hvor en pige forklarede om australsk kaffeproduktion, og vi fik lov at prøve at plukke kaffebønner. Så blev vi ført ind i en særafdeling af laden hvor man opbevarede en mands samling af kaffekander, tekander, kaffemaskiner, etc. der var over 2000! Verdens største samling af den slags ting. Der var bl.a. et par lande-sektioner, også med kaffekander fra Danmark. Blev dog ret skuffet da jeg så at han ikke havde en af de blå kaffekander, må nok finde en hos en antikvitetsforhandler og sende til ham.

Så kom vi ind i et rum også fyldt med kaffekander, men denne gang var det kaffesmagning. De havde 43 forskellige slags kaffe og også en masse te, og man var mere end velkommen til at slå sig løs. Vi havde hver i sær fået udleveret en lille kop til formålet. Fandt lynhurtigt en kaffe jeg synes var helt fantastisk, og har da også købt en pose med hjem. Den er delicious!!! Ydermere var der også smagning af chokolade, og der gik man også bare til den. Har også købt et par poser af dem med hjem, det var nemlig en super kvalitet. Bagefter kørte vi hjemad og så var dagen ved at være gået.

Næste dag stod vi tidligt op og sejlede til Port Douglas, og derfra tog vi en båd ud til Great Barrier Reef. Det blæste noget så allergrusomst da vi sejlede derud, og jeg tvivler på, at der var nogen som helst ombord på båden der ikke led af søsyge. Da vi kom ud til flydestationen ved revet var det dog stilnet af, og vejret var rigtig lækkert. Judy, Ryan og Richard tog med en lille båd med glasbund ud og sejle lidt rundt. Jake og jeg tog med 10 andre ud og snorkle med to marinebiologer og en fotograf. Vi lærte en masse interessante ting, og revet var vildt smukt! Dog var det meget mere gråt og brunt end når man ser det på tv. Kristyn (Den ene marinebiolog og tysker) forklarede at det skam har alle de fantastiske farver, men solen skinner ikke stærkt nok til at det menneskelige øje kan se det sådan uden videre, derfor skal man have noget kunstigt lys på for at kunne se farverne ordentligt. Så en masse spændende fisk og planter. Klovnefisk, Fjendefisk, anemonefisk, papegøjefisk, en lille haj, søstjerner etc. På båden på vej hjem kunne vi så se den video fotografen havde lavet af vores dykkerhold, og man kunne så købe den på dvd bagefter. Og jo den var hamrende dyr, og jo jeg har købt den. Det skal dog så siges at i den fuldstændig vanvittige pris er dog også en video der fortæller en masse om revet og livet i revet, samt 30 billeder af de fisk der lever i revet. Men som vi talte om, var det jo en "Once in a lifetime experience", og videoen er fantastisk, og jeg lever måske på et lille håb om at mor og far vil dække bare en lille smule af omkostningerne til dem, da det hovedsageligt var for at de kunne få lov at se min oplevelse, at jeg har købt den :)

Onsdag rejste vi med et historisk veterantog op i bjergene. Ryans kørestol kunne kun komme ind i førsteklasses vognen, så Jake fulgte med ham. Vi andre sad i en almindelig vogn, indtil en af dem der arbejdede på toget tilbød os at flytte ind i førsteklassesvognen hos Jake og Ryan. Undervejs viste de gode og meget informative videoer om toget, og om de mænd der havde bygget togbanen i sin tid. Derudover spillede de deeeeeeejlig musik med en mand der spillede på ukulele og sang om kartoffelmos. Kunne jeg måske godt have undværet. På toppen af bjerget var vi bl.a. inde i et center med sjældne sommerfugle, en lille dyrepark, og bedst af alt: et lille fuglereservat! Fuglene fløj bare rundt og satte sig på folks skuldre og sådan, og Jake fik besked på at tage sin kasket af, da fuglene ville forsøge at bide toppen af. En idiotisk mand derinde havde åbenbart ikke fattet beskeden, for han blev rasende da en stor blå ara satte sig for at forsøge at lege med først hans kasket og derefter hans ur. Damen ved frontdisken havde ellers advaret om at fuglene var meget legesyge og det var vigtigt at fjerne alle smykker og alt "bling". Manden troede åbenbart at hans kæmpestore ur med similisten og lyseblå rem ikke talte med som "bling". -idiot! Vi var kun lige kommet ind da en virkelig stor redtailed black cockatoo fløj over på min skulder. Den havde simpelthen kastet sin kærlighed på mig, og rokkede sig ikke ud af stedet selvom to børn forsøgte at stjæle ham fra mig. Han begyndte at sidde og kilde mig på kinden, og jeg fodrede ham lidt med solsikkefrø og vindruer, og han blev siddende. Tror han sad der i en times tid. Efter noget tid besluttede jeg at han da burde have et navn, så jeg døbte ham Charles. Når folk så kom hen og talte til ham forklarede jeg dem så at han hed Charles, og han ville ikke kaldes Charlie, for han brød sig ikke om kælenavne. Og iøvrigt måtte de kun tale til ham hvis de talte med britisk accent. Det er utroligt hvad man kunne få folk til at gøre, bare for at tale med Charles. En gang imellem blev et par af de andre fugle dog jaloux, og en stor rød fugl sad på min anden skulder i ti minutters tid, og en blå ara (ikke den der angreb mandens ur og kasket) forsøgte meget ihærdigt at æde mine snørebånd. Det lykkedes møgfuglen at få fjernet plastikket i enderne af snørebåndet på højre sko, så de er meget spaltede nu. Derefter tog vi ned af bjerget med en skyrail, altså et kæmpe træksystem med gondollifte på, ligesom en skilift. Kunne konstatere at både Jake og Ryan har højdeskræk.Om aftenen var vi inde i Cairns og gik en tur, var inde i et night markets, og fik noget nederen italiensk mad igen.

Torsdag var sidste dag i Cairns, og vi besluttede bare at slappe lidt af, da vi skulle op kl. 2.30 om natten for at flyve hjem. Vi gik en tur på stranden, var en tur i et lokalt shoppingcenter (Kunne have brugt timer derinde, men det kan man altså ikke når der er tre hankønsvæsner i familien - suk!) og om aftenen spillede vi uno og slappede af.

Midt om natten var det så op og afsted til Adelaide, via Brisbane. Da vi fløj fra Adelaide til Cairns var det via Melbourne, sikke en åndssvag rute. Da vi kom hjem var vi for trætte til at lave noget som helst, undtagen Jake der uafbrudt siden kl. 3 i nat har været så overtræt så vi allesammen har været ved at bide hovedet af ham. Oven i købet bliver Ryan (ekstremt) irritabel overfor Jake og Richard når han er træt, så det var en rigtig hyggelig hjemtur -.-'

Det var vist alt for nu, nu varer det ikke så længe før jeg skal sove, jeg trænger nemlig til det.

Kærligst

Caroline