Profile
Blog
Photos
Videos
Puha, så løb tiden fra mig igen. Lige nu sidder jeg i lufthavnen i San Jose, hovedstaden i Costa Rica, og venter på mit fly letter om et par timer. Jeg ved, at det er lang tid siden der har været nyt her på bloggen, og hvis I spørger hvad grunden er, vil svaret blive et eller andet med "tiden flyver bare derud af", så måske I får mest sjov læsning ud af ikke at spørge... :-)
Som jeg skrev i sidste indlæg havde jeg taget en uge fri for at rejse lidt rundt i Costa Rica sammen med min veninde, Marie fra Norge. Vi havde planlagt at tage til Santa Teresa onsdag tidlig morgen, da busturene her i Costa Rica tit tager umådelig lang tid. Skæbnen ville dog noget andet. For tirsdag tog jeg sammen med to andre piger til en flod, Rio Colorado, for at bade og slappe af. Samme ide havde to eller tre costaricanske drenge også fået, men badning og afslapning var ikke helt nok for dem. Mens jeg og min veninde var i vandet sad den tredje pige og holdt øje med vores ting og snakkede i telefon. Det udnyttede drengene i det de sneg sig ind på vores ting, snuppede to tasker og tog ellers benene på nakken og stak af. Selvom vi løb efter dem og råbte af dem kunne vi intet gøre - de havde stjålet vores tasker. Og ja, i min taske var mobil, pung, kamera og et par andre småting... Skide irriterende! (Undskyld mit sprog...) Så lige nu har jeg affundet mig med at leve uden mine gamle ting, og desuden betød det en masse papirarbejde på kontoret hvilket betød at Marie og jeg kom lidt senere afsted end planlagt.
Til trods for en temmelig træls start kom vi dog afsted til Santa Teresa, som er en hyggelig lille surferstrand, hvor vi brugte et par dage på bl.a. ATV-kørsel i regnskoven, hvor vi var nødt til at krydse en flod mens vi kunne høre aberne brøle længere inde i skoven. Det var en stor udfordring at få min hjerne til at tro på at jeg nok skulle overleve den tur, men selvfølgelig overlevede jeg, så let slap jeg ikke. Efter et par dage i Santa Tresa tog vi videre til en anden lille strand, der hedder Montezuma. Det var et rigtig fint sted, hvor vi havde lejet vores egen bungalow på stranden - tiltrængt luksus!
Da weekenden var ovre startede den sidste uge med arbejde på skolen. Det var en hyggelig sidste uge, hvor vi malede en masse. Uden overdrivelse malede vi hver evig eneste dag, stort set hele dagen, så så hyggeligt var det måske ikke. Selv børnene, der ikke alle har den højeste IQ, kedede sig efter et par dage. Men lærerene havde ikke andet planlagt, så imens hun sad foran computeren og spillede diverse internetspil, sad jeg med 4-5 handicappede børn og malede dag ud og dag ind. Lad mig give en beskrivelse af forløbet: Flor var den første der kom, men pga de tidlige morgentimer nægtede hun at snakke til mig. Senere kom Sol, som er autist. Og eftersom radioen var tændt og spillede stille musik til vores kreative udfoldelse nægtede Sol at sidde på sin stol. Det er nemlig sådan, at så snart der er musik i nærheden af hende MÅ hun danse. Men okay, det var til at klare. Værre var dog da David kom. Han sidder i kørestol og kan næsten ikke bevæge sig, kun hvis det gælder om at spise lidt af malingen, så kan armene godt bevæge sig. Alt imens jeg forgæves prøvede at lokke Sol til at deltage i malingen, hyggesnakke/føre en monolog med Flor, tørre Davids tunge for grøn maling, tog Christhian og Alex sagen i egen hånd og hældte maling op selv. Og eftersom deres finmotorik ikke er supergod var der en lige pludselig en masse maling rundt om deres pladser. Og i dette øjeblik, ikke et sekund før, ser Mariaelena, min lærer, op fra computerspillet og siger til mig: "kun en lille smule, Laura!" Ja tak.... Kan I fornemme jeg lige måtte tælle til 10 for ikke at være ubehøvlet?
På sidste dag på skolen havde jeg bagt en lækker chokoladekage pyntet med det danske flag i glasur, jeg var selv ret stolt! Men jeg tror det var en større ting for mig, at jeg havde sidste dag, end for dem. I hvert fald blev kagen ikke modtaget med kyshånd, som jeg ellers havde forberedt mig på. Men okay, jeg brød ikke grædende sammen, det har været nogle super gode måneder med de sødeste børn i verden. Og jeg er så glad for at jeg valgte at prøve kræfter med handicappede børn, jeg har i hvert fald fået et stort indblik i hvad det vil sige. Jeg vil savne at få et morgenkram hver morgen og uddele high-fives til højre og venstre.
Den følgende uge var Semana Santa, påsken, som er en stor ting her i Costa Rica. Alle havde fri fra arbejde, og sammen med nogle andre frivillige drog vi til Nicaragua for at udforske endnu et land i Mellemamerika. De første par dage brugte vi i San Juan Del Sur, en lækkerlækker strand. Derefter tog vi til Granada, som for én gangs skyld ikke er en strand. Det er en stor og smuk by, som vrimler med en masse turister. Derfra nød vi en masse markeder med alverdens ting, vi tog til den store sø, som ligger i det sydlige Nicaragua og var ellers ved at dø af varme i de omkring 40 graders varme. Eter et par skønne dage i Granada tog en del af de andre hjem til Costa Rica igen, mens Marie, Verena og jeg tog videre til en lille ø, Ometepe, som ligger i førnævnte sø. Det er muligvis den mest uciviliseret ø i verden (okay, det er nok en overdrivelse, men alt var sørme primitivt.) Her overnattede vi to nætter, hvor strømmen gik på hele øen den ene af aftenerne. Så det blev til lidt af en udflugt at finde et sted at få noget aftensmad. Heldigvis var de lokale vant til at klare sig uden strøm, så de kunne sagtens kokkerere. Værre var det for os tre piger, som tumlede og frem i næsten bælgragende mørke, vi havde kun lyset fra vores mobiler. Det var dog nok lys til at se den kæmpe enorme tudse, som tilfældigvis befandt sig ca. 10 cm fra min fod. Jeg har aldrig set så stor en tudse i mit liv, fy for søren jeg tænkte på dig mor!
Vi afsluttede Semana Santa i Costa Rica igen bare ved den caribiske kyst i stedet for. Jeg havde forberedt mig på azurblåt vand og lækre strande i bagende solskin. I stedet for fik vi regnvejr, noget der mindede utroligt meget om en spøgelsesby og i det hele taget ikke lignede mit billede i hovedet. Men vi hyggede os meget alligevel, gik et par ture og spillede masser af kort!
Da jeg kom hjem fra den lille "minirejse" var der ikke mere end seks dage tilbage i Costa Rica, hvilke jeg brugte på at sige farvel til den lækre pool og Playa Hermosa, feste en sidste gang med de andre frivillige i Playa Tamarindo, og så bagte jeg ægte fynsk brunsviger til min værtsfamilie - en stor succes! Opskriften blev i hvert fald givet videre på spansk, så hvem ved, måske det snart bliver en verdensudbredt spise? :-)
Og nu sidder jeg så her i lufthavnen og tænker tilbage på alle de ting jeg har oplevet. Det er helt utroligt og fantastisk så mange søde personer jeg har mødt, så meget jeg har forbedret mig i både spansk og engelsk og ikke mindst så meget jeg har lært ved at rejse på egen hånd. Nu glæder jeg mig bare til at rejse rundt med Marie, og opleve 10.000 nye ting sammen med hende.
I hører mere snarest muligt, og næste gang bliver det fra et helt nyt sted i verden. Vildt, ikke? Jeg synes :-)
Store glædesfyldte knus fra Laura.
Ps, jeg skal nok få lagt nogle billeder op snarest muligt! Det bliver dog fra sidste blogindlæg, da jeg ikke har nogle billeder af alle de ting jeg har beskrevet i dette indlæg. Mit kamera blev stjålet, husker i nok.
- comments
Joan Pedersen Kære Laura. Dejligt at høre fra dig - og vide, at du stadig har det godt - til trods for bl.a. tudser og tyveri. Håber du og Marie får en fantastisk videre tur :-) Kærlig hilsen Moster
susanne skyttegaard hej Laura. ja, sådan kan det gå. Godt at høre du/I har det godt og tiden flyver af sted. Vi har netop indtaget den første jordbærtærte på grønnegyde til aftenkaffen. Ha det fortsat godt og pas godt på hinanden. Susanne.
Mb Kære Laura. Så kom der også et kort fra din fantastiske rejse.Tusind tak for det.Nu må I allerede være på vej til nye steder og oplevelser, og vi venter i spænding. Håber at det fortsat går planmæssigt. I lille Danmark er foråret kommet langt om længe og vi nyder at se solen skinne. Fortsat held og lykke på jeres vej. K.h. MB