Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en gang kommer det bag paa os, hvorledes tiden bare fraeser afsted. Det er dog bare et godt tegn paa, at vi stadig smaekkes omkuld af Columbia, rejseliv og alsken fede oplevelser paa disse breddegrader. Vi har det som fod i hose, ja, faktisk bare rigtig godt! Igaar vendte vi tilbage til civilisationen, storbyen Cali i det sydlige Columbia, efter 10 dage i bjergene, hvor vi har arbejdet paa en lille kaffefarm og suget stilheden til os. Cali har taget godt imod os - vi er eksempelvis virkelig lykkelige for at kunne traekke i bare nogenlunde rent toej! For at skrue tiden tilbage og starte ved sidste blogindlaegs slutning skal vi tilbage til januar og Columbias caribiske kyst, Cartagena.
Varmen i Cartegena naermest tvang os ud til kysten, Taganga, en lille fiskerby, hvor vi indlogerede os paa et virkelig rart hostel - Casa de Felipe. Taganga beskrives muligvis stadig som en "autentisk fiskerby" i adskillige guideboeger, men turisterne har dog overtaget byens herredoemme temmelig markant. Men alligevel var vi begge ovenud tilfredse med et par dage som aegte gringa-damer, hvor vi lavede saa lidt som muligt - hang paa stranden, floed i det saa laekre hav, dasede paa Cafe Baguettes de Maria - og ja, generelt bare noed saa lidt som muligt utrolig meget - stadig i selskab med franske Ariane, som vi slog pjalterne sammen med i Panama City.
D. 26. januar skulle blive dagen, hvor jeg rundede de 21. Marie vaekkede mig - og nok ogsaa det meste af vores dormitory - med hyggelig, dansk foedselsdagssang og vi begav os ned mod den planlagte foedselsdagsevent - dykning. Selve koralrevet stod langt fra maal med Corn Islands, Nicaragua, men alligevel var det rart at faa genopfrisket sikkerhedsremser og -rutiner, da vi stadig er ret saa groenne under overfladen. Flokken og instruktoererne paa baaden var ret vilde med at have et foedselsdagsbarn ombord og jeg blev pyntet paa 18 meters dybde med en "Happy Birthday"-hat - de var simpelthen fjollede, men soede. Derudover havde de i al hast arrangeret en kaempe lagkage, saa da vi kom tilbage til dykkershoppen, slaebende paa vaaddragter og dykkerudstyr, stop en flok fremmede columbianere og sang foedselsdagssang for mig - jeg blev helt paf og rigtig glad! Galskaben ville ingen ende tage og Marie og Ariane diskede senere op med chokoladepandekager, overdaadige chokomilkshakes og alskens laekker frugt, og senere en utrolig laekker middag, samt sproede drinks efterfulgt af dans, tant og fjas paa Taganga's eneste (men fuldstaendig sindsyge) bar/diskotek. Taganga´s ungdom forstod at feste og vi gjorde dem selskab med de bedste danske dansetrin - de tog kun tvivlsomt imod dem og maatte fortaelle os at dansk dans er noget fis! Heh! Det var altsaa bare en virkelig perfekt maade at spendere sin 21-aars foedselsdag - jeg tilskriver hermed min glaede til min rejsekompagnon online!
Foer vi for laenge siden begav os mod Kastrup Lufthavn, vidste vi at Ciudad Perdida var et trek vi helt sikkert ville begive os ud paa. Saa da vi efter nogle dage i Taganga havde fundet et godt bureau,hvor afgangen gik med en tilsyneladende hyggelig gruppe, drog vi ind i junglen. Vi blev fuldstaendig forpustede af storslaaetheden (og nok ogsaa af de giftige stigninger...), og hvor foelte vi os smaa i de kaempe bjerge, som vi i loebet af 6 dage skulle komme til at kende ganske godt - et ikke altid komfortabelt bekendtskab! Vores guide, Archie, var en rigtig tyk, lille og ganske gammel columbianer. Han dannede konsekvent bagtrop og aldrig har nogen svedt saa meget som Archie. Derudover fungerede han som gruppens "Papa Dulce/Sugar Daddy", da han evig og altid forsynede os med slikkepinde og anden sukkergoegl, som egentlig er ganske upraktisk, naar man klatrer, skvatter og tumler rundt i bjergene. Trekket Ciudad Perdida tager 6 dage, 5 naetter, og slynger sig omkring i junglen med ruinerne fra Ciudad Perdida ("den glemte by") som hoveddestinationen. Ruinerne var imponerende, placeret hoejt - 1673 hjemmelavede stentrappetrin foerte os derop - og midt i den taette jungle. Ruinerne var yoki-indianernes forsoeg paa at gemme sig fra spanierne for mange, mange aar siden. (Archie's historiske foredrag satte sig ikke helt fast, men jo, ruinerne var altsaa flotte alligevel...) Vi overnattede i haengekoejer under halvtag i junglen - Marie og jeg er ved at faa dannet os en temmelig kompetent friluftslivs-identitet, og er begge blevet utrolig naert knyttet til vores vandrestoevler! Lejrstemningen blev kun forbedret at Archie´s varme chokolade, stearinlys og en god samling unge mennesker - vi var 10.
Efter Ciudad Perdida´s ubamhjertigt haarde landskab, magtede vores kroppe intet andet end at stige ind i en bus, stadig sammen med Ariane, og blive fragtet til Palomino. Palomino kan ikke engang beskrives som en flaekke, men blot en raekke hus langs en stoevet landevej i det nordoestlige Columbia. Men Palomina havde en strand og absolut intet andet, derfor slog vi et smut herforbi. Vi fik lov at leje et telt for tre paa stranden for 6000 columbianske pesos (ca 18 kroner) og trak os helt tilbage med vores boeger og kortspil. Palomino blev sidste kapitel for vores rejseri med Ariane, som vi altsaa kommer til at savne. Hun skulle mod det franske og vi skulle videre i det columbianske - men heldigvis er Paris ikke det vaerste sted at have faaet sig en ven, saa vi ved at vi ses igen!
San Gil blev naeste destination - byen ligger inland paa vej mod Bogotá og blev et godt moede med et anderledes Columbia. Den caribiske mentalitet er her erstattet af mylder, haardt arbejdende folk og en foelelse af at turister ingen forskel gjorde. Langs kysten er turismen en vigtig indtaegtskilde for columbianerne og vi fik derfor ogsaa nogle gange en fornemmelse af at betyder for meget for columbianerne. Men San Gil behoever ikke turister - det er turisterne, der behoever San Gil, hvilket foeles som en meget mere fair deal. Byen ligger i bjergene og vi noed at vandre rundt og ogsaa besoege de naertliggende kolonianske landsbyer og generelt udforske lidt. Marie overtalte mig til at tage med paa en paragliding-tur. Paragliding er lidt ligesom faldskaermsudspring, dog uden et udspring og er derfor meget roligere - men stadig vildt! Vi stod paa en bjergtop ispaendt faldskaermsgear og ventede paa at vinden samlede os op. Da den gjorde det svaevede vi ellers bare derudad over skov og bjerg - fantastisk udsigt og vild oplevelse. Min "guide", som sad spaendt bag mig og styrede faldskaermen, gabte og stoennede utrolig meget, saa det blev til et aegte adrenalin-nervoesitets-kick. Men sej oplevelse! Vi moedte to soede danskere, Anders og Nantah, som fik os med til et salsa-session. Det foeltes mest som aerobic, men instruktoeren var saa gennemfoert genial - smaa, meget smaa, shorts/hotpants, en lille stram top og en orange bandana (toerklaede) bundet om haaret. Han var maaske 1.60 hoej og var helt vild med at spaende sine muskler og ryste sin numse uhoert hurtigt! Det var en sjov, maerkvaerdig oplevelse, som gav en ganske ny og anderledes forstaaelse af, hvad salsa aabenbart ogsaa kan vaere!
Natbussen gik mod Bogotá, columbias hovedstad beliggende i 2600 meters hoejde, efter 4-5 dage i San Gil og vi glaedede os til Bogotá - til liv og kaos. Men Bogotá slog os omkuld og vi var ikke seje nok til at slaa igen. Byen var helt vildt regnende og kold - 15 grader (hvilket jo er koldt for os, som er vant til varme...!), hvilket rygsaekken ikke rigtig var pakket til. Vi kunne ikke rigtig komme i gear til at indtage byen og besluttede derfor at tage hurtigt videre og glaede os til naeste columbianske storby, Cali. Jeg tror virkelig Bogotá er en fed by, men man skal nok give den tid og vaere der en del laengere end vi kunne overskue.
Vi forlod derfor Bogotá og rejste til lillebitte Salento, som ligger i Zona Cafetera, et kaempe kaffeproducerende og smukt landskab i Andesbjergene. Kontrasten mellem Salento og Bogotá var kaempe og det foeltes virkelig godt med stilhed og ro. Vi fandt en hyggelig kaffefarm - placeret paa bjergskraaningen med udsigt til dalen og kaffeplantagerne - og fik arbejde her - hos soede Julio og José. Vi arbejdede fra 7.30-12 hver dag, da regnen konsekvent trumler ned fra ca. 13 hver dag og et par timer frem. Vi arbejdede eksempelvis med at faelde faerdighoestede kaffetraer - vi foelte os seje, to hvide piger med macheter! - og plukkede kaffeboenner. Regnen og arbejdstimerne skabte en daglig rutine, som var virkelig god for os begge. Saa mange uger med rejseri og saa meget nyt hele tiden. Der var noget virkelig roligt og dejligt forudsigeligt over dagene i Salento og eftermiddagens tunge regnbyer soergede for masser af timer med en god bog i haengekoejen, en middagslur eller et spil kort. Udover os arbejdede der ogsaa to andre gringoer - afslappede/stenede/hyggelige Kozmo fra Colorado og den skaegge/finurlige Jonas fra Belgien. Vi lavede en madklub og hyggede over kogegryder, kaffeplanter og stearinlys. I Salento lykkedes det ogsaa Marie at lokke mig til hests, hvilket er en bedrift. Vi havde en super sjov dag paa hestene, som vi - eller Marie havde maaske nok lidt! - ingen/meget lidt kontrol havde over!
Zona Cafetera byder ogsaa paa en raekke varme kilder, som vi besoegte med en forventning om naturlige "boblebade". Badende var ogsaa opfyldt af aegte kildevand, men ellers mindede stedet mest bare om en fjollet, columbiansk version af Lalandia. Stedet bugnede af velhavende columbianere i deres gennemsigtige "badekjoler" (stil og fashion herovre er ganske enkelt fantastisk grim - det oser af humor!). Det var en maerkvaerdig oplevelse, som stod i helt vild kontrast til det stille liv paa farmen!
Generelt har vi erfaret at saerligt tre ting er indbegrebet af Columbia - coke, kaffe og silikonebryster! De to foerste giver nok sig selv, mens den tredje har overrasket os en smule. Plastikkirurgien er paa sit aller hoejeste her og det er simpelthen nogle sjove, voldsomme former, som mange af kvinderne baerer rundt paa! Generelt har columbias chicas rygte for at vaere de mest forfaengelige i Sydamerika og jeg tror, at baade Marie og jeg med smil paa laeben kan nikke genkendende til dette!
Vi forlod igaar Salento efter 10 fantastiske dage, hvor vi har faaet ladt rejsebatterierne helt op og er klar til Cali's kaos, liv og salsa. Indtil videre virker byen fed - en rigtig columbiansk by, hvor der er relativt langt imellem gringoerne - og det kan vi ret godt lide! I aften skal vi udforske salsaverdenen, som skulle vaere uovertruffen her i Cali og ellers bare nyde og suge alt det Columbia til os, som vi overhovedet kan, foer vi paa loerdag saetter snuden mod Peru, Andesbjergene og alpacalamaer.
Vi sender helt vildt meget solskin hjem til jer alle i Danmark og haaber at I alle har det godt!
Saludos og kaerlig hilsen
Marie og Anna
- comments